Både De Konservative og Venstre har været på frierfødder hos Naser Khader.
11. februar 2009, 04:52 – opdateret 11. februar 2009, 06:18
Efter bruddet med Liberal Alliance har Naser Khader været hjemme hos justitsminister Brian Mikkelsen (K), hvor han er blevet tilbudt forskellige muligheder, hvis han vil skifte til De Konservative, skriver Ekstra Bladet.
Naser Khader og Brian Mikkelsen har talt godt sammen i flere år, og det er i konservative kredse ingen hemmelighed, at de to er meget enige på det udenrigspolitiske område.
- Enhedslisten er vist det eneste parti, jeg ikke har talt med, siger Naser Khader med et stort grin i stemmen til Ekstra Bladet.
Da Khader mandag 5. januar brød med Liberal Alliance, oplyste han, at han i løbet af en måned ville fortælle, hvilket parti han vil repræsentere i fremtiden.
- Jeg har brug for mere tid. Jeg vil bruge de næste par måneder på at blive politisk afluset. Jeg har de seneste to år været igennem mere, end andre politikere oplever på 30 år, siger Naser Khader.
Han har også fået seriøse henvendelser fra Venstre, men i det parti er der flere, der dækker de samme områder som ham.
/ritzau/


































