Det omstridte møde kun for mødre på Holbergskolen i aften får penge fra Integrationsministeriet.
4. februar 2010, 14:42
- Jeg er simpelthen rystet over, at en skoleleder på en folkeskole kan tage sådan en beslutning. Det er sandsynligvis gjort i den bedste mening, men det er bare dybt, dybt skadeligt, siger SFs formand Villy Søvndal.
- Det er dybt grotesk, at en dansk folkeskole har så middelalderlig en holdning om, at kvinder og mænd ikke må være i samme rum, når vi lever i 2010, lød det fra Pia Adelsteen, ligestillingsordfører i Dansk Folkeparti.
Et fædrefrit møde på Holbergskolen i København har torsdag sat gang i ligestillingsdebatten og fået flere politikere - både kommunale og landspolitiske - ud med riven.
Betalt af Folketinget
Men rent faktisk har et stort flertal i Folketinget selv bevilliget penge til det omstridte møde i aften på Holbergskolen, skriver Politiken.dk.
Mødrecafeen er nemlig en del af et større integrationsprojekt, 'Bydelsmødre', støttet af Integrationsministeriet. Alle de politiske partier i Folketinget minus Enhedslisten har valgt at støtte projekter som mødrecafeen med midler fra satspulje-forliget, fortæller Københavns Børne- og Ungeborgmester, Anne Vang fra Socialdemokraterne.
- Vi har undersøgt sagen, og det viser sig, at Satspuljen støtter mødrecafeer økonomisk økonomisk. Også den, der i aften bliver afholdt på Holbergskolen, siger hun til Politiken.dk og fortsætter:
- Mødrecafeen er altså finansieret af de selvsamme folketingspolitikere, der dagen igennem har kritiseret den.
Børne- og Ungeborgmesteren mener, at politikerne på Christiansborg mangler viden om den virkelighed, de udtaler sig om, når de kritiserer et tiltag, som de samtidig finansierer.
- Der er sikkert ikke en eneste af dem, der har været inde på Holbergskolens hjemmeside og læst invitationen, og nok endnu færre, der har været ude på skolen og set de tiltag, den laver. I stedet for at råbe op om muslimske middelaldertilstande, så var det nok en ide at sætte sig ind i, hvad det drejer sig om, siger Anne Vang.


































