Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

EU jubler over udsigt til løsning af traktat-knude

Der gik nærmest et lettelsens suk gennem EU-systemet sent i aftes, da det stod klart, at Tjekkiet nu agter at underskrive den kuldsejlede Lissabon-traktat.

EU's kommissionsformand José Manuel Barroso kunne ikke skjule sin begejstring, da han sent i aftes talte til pressen i Bruxelles.

"Nu har vi fjernet den sidste forhindring for Lissabon-traktaten," sagde Barroso, og henviste til "en meget vigtig aftale" som de 27 EU-lande få minutter tidligere havde givet hinanden hånden på.

Med aftalen får Tjekkiet en undtagelse fra det såkaldte charter om borgernes rettigheder, og dermed skulle den stridslystne og særdeles EU-skeptiske tjekkiske præsident Vaclav Klaus være klar til at underskrive traktaten.

Vaclav Klaus er ikke selv med til topmødet i Bruxelles, men premierminister Jan Fischer fastslog i aftes, at præsidenten allerede har erklæret sig tilfreds med løsningen. Og præsidentens toprådgiver sagde, at Vaclav Klaus ikke agter at stille yderligere betingelser.

Det vil de fleste nok gerne se, før de tror det, for hver gang, traktaten har været ved at være endelig på plads, har den tjekkiske præsident stillet nye betingelser for at underskrive. Det på trods af, at det tjekkiske parlament for længst har behandlet og godkendt traktaten, der har været otte år undervejs, og som også stødte på grund i Irland, der sagde nej ved den første folkeafstemning og måtte have yderligere garantier fra EU.

Som at løbet et maraton

Barroso havde det da tilsyneladende også som en maratonløber, der netop har kæmpet sig over målstregen, da han i aftes mødte pressen.

" Den nye traktat minder mig om et maraton. Et maraton med forhindringer. Nu har vi fjernet den sidste forhindring, og vi kan snart få Lissabontraktaten sat i kraft," sagde Barroso.

Navnespillet er åbnet

Også den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, der i øjeblikket er formand for EU, var tilfreds med aftalen.

"Det er blevet gjort på en måde, der er acceptabelt for Tjekkiets nabolande, og aftalen vil heller ikke få juridiske konsekvenser i nabolandene," sagde Fredrik Reinfeldt.

Med aftalen kan spillet om de nye topposter i EU for alvor begynde. Med Lissabon-traktaten får EU nemlig en fast formand og en fælles udenrigsminister. Og Fredrik Reinfeldt lagde ikke skjul på, at spillet om de attraktive poster allerede er i fuld gang.

"Vi har nu åbnet vejen, men vi har ikke afklaring nok endnu til at begynde konsultationerne om navne, men når vi har klarhed, vil vi handle hurtigt. Der er allerede en masse snak i korridorerne om navne," sagde Reinfeldt.

På tirsdag skal den tjekkiske forfatningsdomstol afgøre, om den mener, at Lissabon-traktaten er i strid med landets forfatning. Det ventes, at domstolen vil afvise, at der er et forfatningsmæssigt problem, og herefter ser traktaten endelig efter otte års drama endelig ud til at være en realitet.