Svend Auken sagde engang, at der mellem Venstre og de Konservative findes et had-/kærlighedsforhold - bare uden kærlighed. I dag kan man sige det samme om Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals S-SF-alliance på den ene side og Margrethe Vestagers radikale på den anden.
1. september 2010, 22:30
Mange socialdemokrater og SFere drømmer om, at de Radikale ville lide samme skæbne som Centrum Demokraterne, der i dag kun eksisterer i historiebøgerne. For den nye generation af socialdemokrater er analysen, at de Radikale gennem halvfemserne trak S for langt til venstre i udlændingepolitikken og andre værdispørgsmål. Det var halen, der logrede med hunden, mener folk som politisk ordfører Henrik Sass Larsen, finansordfører Morten Bødskov og mange med dem.
Så da S og SF efter sidste valgnederlag fandt sammen i deres alliance var det også et oprør mod de Radikale og et forsøg på én gang for alle at stække det lille kongemagerpartis magt. Da S og SF fremlagde deres fælles skattepolitik Fair Forandring var beskeden til de Radikale således klar: I kan være med os, eller I kan være imod os, men I får ingen indflydelse på den politik, som vi er blevet enige om.
Det kunne ligne et dødsstød til de Radikale. Men for S og SF er der det problem, at de Radikales stemmer stadig skal tælles med, hvis Thorning skal blive statsminister. Og Vestager har taget udfordringen op. Siden bruddet har hun nærmest været i konstant opposition til S og SF samtidig med, at hun støtter Thorning som statsminister. Hendes udmelding til Berlingske Tidende i dag er ingen undtagelse: Med sit nye »princip« om, at en S-ledet regering ikke må hæve skatten for at finansiere velfærden, undsiger hun hele fundamentet for S og SFs økonomiske politik.
Det gør kun de Radikale endnu mere upopulære på venstrefløjen. De ryster på hovedet og undrer sig over det, de kalder den radikale dødsdrift.
Men de Radikale bliver ved med at være i opposition til deres venner af to grunde. For det første mener de, hvad de siger, og når S og SF alligevel har rottet sig sammen, er der ingen grund til at foregøgle, at man er enige med dem, når det nu ikke er sandt.
Og for det andet tror Vestager på, at Thorning bliver mødt af en ny realisme, når Statsministeriet går fra at være en teoretisk mulighed til at være en ansvarstyngende realitet. Til den tid må S og SF indse, at tiden - og især økonomien - er løbet fra kontraktpolitikken, hvad Løkke og regeringen allerede har indset.
Vestager regner med, at en ny S-ledet regering vil overtage en så ramponeret økonomi, at planerne må laves om. I radikal retning naturligvis. Og hun har blikket stift rettet mod, at S-SF i retorikken lover økonomisk ansvarlighed, og at de har lovet at finde 15 milliarder til en økonomisk genopretning. På den ene eller den anden måde.
De Radikale vælger derfor at indtage en rolle, som de også var kendt for under Nyrup: Som dem, Socialdemokraterne brugte som alibi, når der skulle træffes ubehagelige beslutninger. De gør faktisk Thorning og Søvndal en tjeneste, synes de selv. Den erkendelse er ikke nået til S og SF.
