Enhedslisten vil ikke vælte en kommende S-regering. Det står fast efter weekendens årsmøde.
9. maj 2009, 15:54
En kommende socialdemokratisk regering slipper allerede nu for et truende mistillidsvotum fra Enhedslisten.
Venstrefløjspartiet forkastede i dag med stort flertal et forslag om at vælte en S-regering, hvis "den går i krig, laver racisme eller angriber velfærden".
Istedet vedtog årsmødedeltagerne i Korsgadehallen, på Nørrebro, hovedbestyrelsens udtalelse om, at Enhedslisten fortsat vil stemme imod enhver forringelse af almindelige menneskers vilkår.
Finn Sørensen, fra hovedbestyrelsen, understreger dog, at liste Ø ikke dermed udsteder en blankocheck til en socialdemokratisk regering.
- Vi vil stadig kalde en spade for en spade, hvis vores venner begår fejl. Og det er opmuntrende, at debatten efterhånden går på, hvad der skal ske, når vi får en socialdemokratisk ledet regering - og ikke hvis vi får det, siger Finn Sørensen.
Flere advarede fra talerstolen i Korsgadehallen mod, at en trussel om at vælte en S-regering svækker muligheden for lave et alternativ til VKO, ligesom det allerede nu vil få Socialdemokraterne til at overveje, hvilke muligheder der er for at samarbejde til højre.
- Vi skal møde SF og Socialdemokraterne med en udstrakt hånd og en benhård kritik, hvis de begår fejl. Men vi skal ikke lægge os fast på at vælte en socialdemokratisk ledet regering, hvis vi ikke er 100 procent enige. Det er simpelthen hul i hovedet, siger Rune Stahl fra Nørrebro.
/ritzau/
































