Enhedslisten dømt ude fjerde dag i træk

Gallup dømmer igen Enhedslisten ude af Folketinget. Det er nu fjerde dag i træk.

Det ser efterhånden tungt ud for Enhedslisten. For fjerde dag i træk må den yderste venstrefløj konstatere, at valgkampen ikke flyver for dem – de befinder sig nemlig helt nede på 1,8 procentpoint i dagens meningsmåling fra Gallup. Spærregrænsen er to procentpoint.

Størst håb i øjeblikket for Enhedslisten er, at Asmaa Abdol-Hamid får så mange stemmer, at hun sprænger listen og får et kredsmandat. Dermed vil hun kunne komme i Folketinget uden Enhedslisten

Det kræver, at hun samler mindst 10.000 personlige stemmer i Københavns Storkreds, har professor Søren Risbjerg Thomsen sagt til Altinget.dk:

”Det er en mulighed, jeg i høj grad er åben for... Eksponering i tv betyder rigtig meget. Man ser tit, at det er nogle ganske få kandidater, der støvsuger en kreds for alle stemmer.”

De borgerlige – Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti ¬– har fortsat 86 mandater. Og med håb om at få to af de nordatlantiske mandater, så skal de altså kun score yderligere to mandater for at fortsætte med det nuværende flertal.

Men som det ser ud nu, så er Ny Alliance altså fortsat tungen på vægtskålen og dermed må Pia Kjærsgaard og Naser Khader deles om magten sammen med Fogh og Bendtsen.