EL's folketingsgruppe melder sig ud af Asmaa-kamp

Mens kampen om Asmaa Abdol-Hamids (EL) folketingskandidatur spidser til, melder Enhedslistens folketingsgruppe sig ud af magtkampen i partiet.

Enhedslistens folketingsgruppe melder nu pas i spillet om opstillingen af den muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid. Det sker samtidig med, at Enhedslistens afdeling i Odense anklager "fremtrædende personer indenfor Enhedslisten" for at ligge under for en heksejagt på Asmaa Abdol-Hamid.

De seks medlemmer af folketingsgruppen skriver således i en fælles pressemeddelelse, at de bakker op om hovedbestyrelsens beslutning om at indkalde til et ekstraordinært årsmøde for at afgøre, om Asmaa Abdol-Hamid fortsat skal være en af partiets spidskandidater ved det kommende folketingsvalg.

Gruppemedlemmerne understreger imidlertid, at de dermed ikke har taget stilling til, hvilket resultat de ønsker på årsmødet.

/ritzau/