Elever: Socialt skævt at fjerne cafépenge

Det vil have en social slagside, når regeringen fjerner SU'en til hjemmeboende gymnasieelever, mener eleverne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have en "god skole frem for cafépenge". Men han glemmer de problemer, det vil skabe for de hjemmeboende gymnasieelever at sende deres SU over til de yngste folkeskoleelever.

Sådan lyder det fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

- Der er altså tale om voksne mennesker, som ikke kan forvente økonomisk hjælp fra deres forældre. Nogle studerende får måske lommepenge, men børnepengene er jo hørt op, siger foreningens formand Frederik Gjørup Nielsen.

Lars Løkke foreslår i sin tale ved Folketingets åbning, at cafépengene i stedet skal bruges til at forlænge de yngste folkeskoleelevers skoledag til seks timer.

At fjerne SU'en vil dog have en social slagside, når børnene en dag kommer i gymnasiealderen, mener Frederik Gjørup Nielsen.

- En afskaffelse af SU'en for hjemmeboende elever vil have den konsekvens, at færre får en ungdomsuddannelse. Og det rammer selvfølgelig socialt skævt. Dem, der falder fra, er jo dem, der ikke har forældre, der kan støtte dem økonomisk, siger han.

For at imødekomme dette problem vil regeringen dog afsætte 150 millioner kroner til de elever, "der virkelig har brug for dem". Det slår Lars Løkke Rasmussen fast i åbningstalen.

Hos en anden elevsammenslutning, Danske Skoleelever, får Løkkes skoleforslag en blandet modtagelse.

- Det er fantastisk, at regeringen vil give flere penge til folkeskolen - det er der i den grad brug for. Men vi er ærgerlige over, at man tager pengene fra resten af uddannelsessystemet, siger formand Troels Boldt Rømer.

Cafépengene vil blive fjernet fra sommeren 2012.

/ritzau/