Enhedslisten stiller nu en række krav til en kommende S-ledet regering. Partiet kræver blandt andet at komme med i forhandlingerne om regeringsgrundlaget og vil for første gang stemme for finansloven. Socialdemokraterne er positive.
6. december 2009, 11:07 – opdateret 6. december 2009, 12:30
Enhedslisten gør det nu klart for Socialdemokraternes formand, Helle Thoring-Schmidt, at partiet vil have massiv indflydelse på en kommende S-ledet regerings politik. Konkret kræver Enhedslisten at være med til at forhandle om et kommende regeringsgrundlag. Og her skal der være forsikringer om, at de arbejdsløse får forbedret deres økonomiske forhold.
»Hvis vi skal lægge stemmer til, at de får regeringsmagten og får gennemført deres politik, så skal de også lytte til vores synspunkter. Thorning vil gerne være statsminister, men hun ved også, at det med 99 procents sikkerhed forudsætter vores støtte, og det tror jeg, at hun tager afsæt i,« siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen. Det lille venstrefløjsparti vil blandt andet forhandle finanslov med regeringen, og for første gang i partiets 20-årige historie vil de stemme for, når finansloven skal i Folketingssalen.
Det kursskifte glæder Socialdemokraterne, som ikke er afvisende overfor at give Enhedslisten mere indflydelse. S-ledelsen sender en direkte invitation til at drøfte regeringsgrundlaget efter et kommende valg:
»Vi vil invitere alle partier til en drøftelse af regeringsgrundlag, og vi vil i særlig grad interessere os for vores eget parlamentariske grundlag. Så vi vil gerne snakke godt og grundigt med Enhedslisten,« siger politisk ordfører Henrik Sass-Larsen, der dog ikke vil love Enhedslisten konkret indflydelse:
»I sidste instans er det de partier, der skal sidde i selve regeringen, som kommer til at fastlægge regeringsgrundlaget. Sådan er det.«
Men at Socialdemokraterne overhovedet er klar til at forhandle regeringsgrundlag og lave finanslov med Enhedslisten er mildt sagt ildevarslende for Danmark, og ikke mindst for økonomien, mener Venstres finansminister, Claus Hjort Frederiksen.
»Der vil ikke være nogen grænser for de offentlige udgifter, og det underskud, der er i dag, vil man med sindsro kunne fordoble, hvis Enhedslistens politik skal gennemføres. Helle Thorning-Schmidt må løfte bevisbyrden for, at hun kan føre en ansvarlig økonomisk politik, når status er, at Socialdemokraterne er indstillet på at give Enhedslisten indflydelse på en kommende regerings politik,« siger Hjort Frederiken.
Også K-formand Lene Espersen hejser advarselsflaget: »Når Socialdemokraterne melder ud på den måde, så tror jeg, at den S-SF-regering, der kommer, i højere grad end i halvfemserne vil være under indflydelse af Enhedslisten. Det, synes jeg, er meget interessant for vælgerne.«
Enhedslisten melder samtidig ud, at partiet er så imponeret over Dansk Folkepartis evner til at få politisk indflydelse, at man ønsker at tage ved lære af Pia Kjærsgaard & Co., når partiet skal være støtteparti for en S-ledet regering. Det gælder også magten over, om ministre skal fyres.
Dansk Folkeparti havde i 2006 afgørende indflydelse på, at fødevareminister Lars Barfoed (K) blev fyret, og direkte adspurgt vil Enhedslisten drage nytte af samme mulighed, hvis de mener, ministrene i en rød regering er »uduelige«:
»Der er ingen i den kommende S-SF-R regering, som skal tro, at de ikke kommer til at tage hensyn til os. Det kommer de til alle sammen,« siger Per Clausen.
Så I kan godt finde på at kappe hovedet af dem som minister?
»Ministre, som fører den forkerte politik, laver magtmisbrug eller er uduelige, de skal ikke fortsætte som minister.«

































