Vestagers støtteerklæring til Thorning begrænser de Radikales politiske spillerum og giver i stedet pladsen til DF, mener lektor i politik.
1. september 2009, 09:09 – opdateret 1. september 2009, 10:12
Dansk Folkeparti og de Radikale har indtil for nyligt været de herreløse jokere i dansk politik.
Sådan er det ikke længere. Vestagers endegyldige støtteerklæring til den røde blok giver et øget spillerum til DF. Derfor er det fornuftigt, at baglandet nu sætter en bremse i, og ifølge en ny rundspørge foretaget af Berlingske Research foretrækker at holde sig uden for en S-SF regering, mener lektor.
- Dansk Folkeparti får forøget sin magt betydeligt, for de er en af de få partier, hvor deres støtte er lidt usikker. I øjeblikket støtter de klart den borgerlige fløj, men DF er nærmest et højreorienteret Socialdemokrati, så det er dem, der vinder på denne her situation, siger lektor Søren Dosenrode fra Aalborg Universitet.
Han bliver bakket op af professor Ove K. Pedersen fra CBS.
- Konkurrencen er mellem Dansk Folkeparti og de Radikale. Spillet er åbent, og der er ingen, der kan udelukke, at DF er en mere sandsynlig samarbejdspartner med S og SF end Det Radikale Venstre. S-SF er gået relativt meget til højre, for netop at kæmpe med DF, hvis det lykkes at tage mandater er DF en anden spiller end i dag – og det kan åbne op for, at de vil gå med som støtteparti, siger han.
Og DF vil søge direkte indflydelse, selvom en regering kommer til at bestå af S-SF, siger Kristian Thulesen Dahl (DF) i en ny biografi. Den holdning bliver bakket op af et flertal af DFs lokalformænd, viser en nylig undersøgelse fra Altinget.
Indflydelse eller ministerbiler?
Mens den politiske situation i øjeblikket giver spillerum til DF, mener Søren Dosenrode ikke, at de Radikales strategi i det lange løb er gavnligt for partiet.
- Vestager har låst dem utrolig meget fast. Hvis du kigger på Danmarks politiske historier siden 1920’erne har man aldrig 100 pct. vidst, hvor man havde de Radikale. De kunne forhandle til begge sider, men da hun sagde, at hun støttede S-SF, har hun fuldstændig fraskrevet sig muligheden for at balancere. Hvis du som Radikal sætter kryds ved dem, så støtter du S-SF, og der begrænser, siger lektoren.
Og måske må de allerede gå på kompromis med ministerdrømmene. Et flertal af R-lokalformændene ønsker at de Radikale skal lade være med at indgå i en S-SF-regering, hvis partier ikke kan få indslydelse på skatte- og udlændingeområdet. Det viser en undersøgelse af foretaget af Berlingske Research blandt 44 lokalformænd.
Den holdning forstår Søren Dosenrode.
- I en regering er de nødt til at sluge en masse kameler, men hvis de er uden for, kan de stadig forhandle med dem og sætte de berømte fingeraftryk, men det kan være meget svært for et regeringsparti hele tiden at være i oppositionen. Det vil formodentligt slide dem op, lyder hans vurdering.
Ifølge Ove K. Pedersen viser erfaringen fra DF, at det kan være en fordel at holde sig uden for et regeringssamarbejde. Om partiet i sidste ende vil ende i en regering kommer an på de Radikales folketingsmedlemmer higen efter ministerbiler, siger Søren Dosenrode.


































