Brian Mikkelsen har indtil videre ikke ønsket at bakke Lene Espersen op i offentligheden. Det undrer politiske kommentatorer.
30. juli 2010, 07:15
Mens udenrigsminister Lene Espersen er inde i sit politiske livs værste krise, undrer en række politiske eksperter sig over tavsheden fra hendes nærmeste partifæller. Ikke mindst de Konservatives næstkommanderende, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsens manglende opbakning i offentligheden falder i øjenene.
»Der har været en forbavsende og larmende tavshed fra centrale aktører i Det Konservative Folkeparti. Herunder Brian Mikkelsen. Gennem de seneste dage har den eneste, der for alvor har forsøgt at tage kugler for Lene Espersen, været Naser Khader. Han har gjort det med heroisk mod. Men det er ikke nok, når der kører sådan en storm,« siger Niels Krause-Kjær, politisk kommentator og tidligere pressechef for Det Konservative Folkeparti.
Den ferierende Brian Mikkelsen ringede for anden dag i træk ikke tilbage til Berlingske Tidende. Andre medier er også gået forgæves til Mikkelsen. Og heller ikke politisk ordfører Henriette Kjær eller den konservative klimakommissær Connie Hedegaard og kulturminister Per Stig Møller har afset tid til at komme med støtteerklæringer.
Khader forsvarer
Opgaven med at forsvare partiformandens prioritering af en privat ferie over et EU-ministermøde i mandags, er primært blevet varetaget af udenrigsordfører Khader.
»Netop det, at der i realiteten kun er en enkelt, der forsvarer Lene Espersen, efterlader et indtryk af: Hvad i himlens navn tænker de andre?,« siger Niels Krause-Kjær.
Også kommunikationseksperten Peter Goll undrer sig over tavsheden fra det øverste lag af K-toppen.
»Brian Mikkelsen er selvfølgelig nervøs for selv at blive en del af sagen. Naser Khader har ligesom været Lene Espersens bodyguard og forsøgt at forsvare hende. Man er gået lidt langt ned i partiet og har forsøgt ikke at gøre sagen større ved at blande partiets top ind i den. Risikoen er bare, at det virker som om, Lene Espersen ikke har opbakning,« siger Peter Goll.
Han mener, at det vil være klogt af Espersen at komme på banen, inden hun kommer hjem fra Italien på søndag. Men inden da vil det hjælpe hende, hvis Brian Mikkelsens og co. træder frem, mener han:
»Enmandshæren Naser Khader fortæller noget om, at den konservative folketingsgruppe ikke føler sig kaldet til at skulle forsvare Lene Espersen.«
Mads Christian Esbensen, ekstern lektor i kommunikation på Københavns Universitet, kalder den konservative strategi for »defensiv«.
»Især i en situation, hvor Lene er i så voldsomt et stormvejr, burde man spille andre på banen. For eksempel Brian Mikkelsen,« siger han og vurderer, at den begrænsede opbakning skyldes, at »ingen ønsker at blive viklet ind i Espersens elendige sag.«
Socialminister Benedikte Kiær (K) kommer dog sin partiformand til undsætning.
»Kritikken af Lene Espersen er helt og aldeles urimelig. Naturligvis var det i orden, at også Lene Espersen ikke deltog i juli-mødet i EU, når det er traditionen fra en lang række danske udenrigsministre. Kritikken af Lene har karakter af en ulidelig personhetz, som i sommervarmen er blæst helt ud af proportion,« skriver Benedikte Kiær i en mail til Berlingske Tidende.


































