19. juli 2008, 19:00 – opdateret 19. juli 2008, 20:39

Berlingske Tidende kaldte Birthe Rønn Hornbech »integritetsministeren«, inden hun for alvor startede som integrationsminister. Mange var enige. Ikke mindst ihukommende Rønns rolle som fri og uforfærdet kritiker af sin egen borgerlige regering.

Sagen om vildledning af danske statsborgere i Udlændingeservice er imidlertid et stort brud på hendes integritet og troværdighed, mener politiske kommentatorer.

»Den er gal. Det går ikke over for offentligheden,« siger eksempelvis Margrethe Lyngs Mortensen, komunikationskonsulent og politisk kommentator:

»På den ene side er jeg ikke i tvivl om, at mange folk mener, at journalister er nogle skurke, og derfor føler de, at det er i orden, at en minister som Rønn Hornbech siger fra en gang imellem. Men hun er minister for et område, hvor en principiel kritik er opstået, og så er der ingen vej uden om at forholde sig til det«.

Margrethe Lyngs Mortensen er med på, at integrationsministeren ikke er forpligtet til at udtale sig. Det er også meldingen fra ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Både embedsmænd og politikere må selv bestemme, om de vil udtale sig.

»Når en myndighed skal afgive en udtalelse til ombudsmanden, står det den selvfølgelig frit for at beslutte sig for at svare ombudsmanden direkte og ikke udtale sig til pressen,« siger Hans Gammeltoft-Hansen, der afviser at kommentere, om ministeren bør udtale sig offentligt eller ej.

Men det bør Birthe Rønn Hornbech gøre, ifølge Margrethe Lyngs Mortensen: »Det kan godt være, man kan finde alle mulige juridiske og forvaltningsretlige tilgange til det her. Men hun skal tale for ministeriet og dets administration. Det dér med at smide håndklædet i ringen og bede om ombudsmandens udtalelse først, det virker hjælpeløst,« siger Lyngs Mortensen.

Bedre som kritiker
Hun støttes i sin udlægning af Johannes Andersen, institut for politik og forvaltning ved Aalborg Universitet.

»Når kritikken rammer noget principielt som i det her tilfælde, hvor den administration, der har været, mildest talt ikke har været indlysende korrekt, så bør en minister moralsk set komme på banen,« siger Johannes Andersen.

Han er ikke specielt overrasket over Rønns reaktion i sagen om vildledning eller manglende vejledning fra Udlændingeservice. Fordi den udgør et mønster for Birthe Rønn Hornbechs måde at agere på som minister.

»Det er jo ikke første gang, at ministeren vælger den strategi, at hun ikke vil forholde sig til den virkelighed, hun er en del af. Et er bare, hvad en minister kan slippe afsted med uden at komme i juridisk klemme, noget andet er, hvad man moralsk af hensyn til oplysning og debatten er forpligtet til,« siger Andersen.

Både Johannes Andersen og Margrethe Lyngs Mortensen hæfter sig ved, at Birthe Rønn Hornbechs succes som ansvarlig politisk chef synes omvendt proportional med hendes succes uden ministerstol i rollen som den frie kritiker.

»Hun er jo kendt som sådan en matrone, der slår på tæven i overført betydning. Men både i denne sag og i tørklædesagen modtager hun selv tæv. Og så vender hun pludselig om og bliver hjælpeløs. Det er det, man kalder en skallesmækkende mimose. Og det er jo en urimelig opførsel, fordi man så aldrig vil være i stand til at komme i ordentligt politisk håndgemæng med hende,« siger Margrethe Lyngs Mortensen.