Ekspert: Risiko for fremmedfjendsk politik

Juridisk ekspert er dybt kritisk over for at politiet skal kunne inddrage pas fra nydanskere, som risikerer tvangsægteskab i udlandet.

Udenrigsministeriet har kendskab til 14 kvinder og børn, som er fanget i deres families hjemland. De bliver tvunget til muslimsk genopdragelse og muligvis tvangsægteskab. Og det skal ikke være virkeligheden for danskere med anden etnisk baggrund, mener et flertal uden om regeringen.

Oppositionen og Dansk Folkeparti støtter et forslag fra De Radikale, som ønsker at give politiet beføjelser til at inddrage et pas fra potentielle ofre for genopdragelsesrejser.

For politiet vil hvert enkelt indgreb kræve en dommerkendelse, men Claus Haagen Jensen, professor emeritus i retsvidenskab på Aalborg Universitet, finder idéen dybt betænkelig:

- Man skal passe på, at det ikke bliver en helt vilkårlig inddragelse af pas. Det kan blive et instrument i en fremmedfjendsk politik, hvis det bliver overbrugt mod mennesker, der blot er mørke i huden, siger han.

Claus Haagen Jensen, mener det er ”ganske frimodigt”, at en række politikere ser positivt på forslaget.

Indgreb i retssikkerheden
Den juridiske specialist synes grundlæggende, at det betænkeligt, at politiet skal blandes dybt ind i familiernes forhold:

- Forslaget åbner for en diskussion om retssikkerhed. For hvornår kan folk være sikre på, at deres pas er i fare? Det er ikke til at gennemskue på forhånd. Jeg er ikke vild med de her begrænsninger for den enkeltes frihed til at bestemme, om man vil rejse eller ej.

Det Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard, har understreget, at inddragelsen af pas ikke skal ses som et overgreb mod den person, der er i fare for at blive sendt på genopdragelse.

- Det er ikke en straf. Politiet skal gøre det for at beskytte offeret, mener Morten Østergaard.

Claus Haagen Jensen lægger vægt på, at hver mistanke om ufrivillig hjemrejse må undersøges meget grundigt.

- Jeg tror, at muligheden for at inddrage pas kan blive svær og resursekrævende at administrere. Politikerne skal i høj grad tænke sig om, siger Claus Haagen Jensen, og foreslår, at der bliver nedsat et fagkyndigt udvalg med mennesker, som har indsigt i jura, udlændingeforhold og familiesociologi.

De skal udtænke, hvordan inddragelsen af pas kan foregå i praksis.