Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ekspert: Forsvarsforlig uden kampfly urealistisk

Forsvarsministeren vil udskyde beslutningen om køb nye kampfly. Men det er urealistisk at lave et forsvarsforlig uden at diskutere flyene, siger ekspert.

Politikerne kommer til at diskutere nye kampfly i et nyt forsvarsforlig - om de vil det eller ej.

Berlingske Tidende i dag skriver, at forsvarsminister Søren Gade vil udskyde beslutningen om købet af de milliarddyre nye kampfly til efteråret for at få et hurtigt og bredt forsvarsforlig hjem inden sommerferien.

Men selvom det kan gøre det nemmere at få et forlig i hus uden de omdiskuterede fly, bliver politikerne alligevel nødt til at tage stilling, siger forsker Henrik Breitenbauch fra Dansk Institut for Militære Studier (DIMS).

- Problemet er, at et forsvarsforlig vil indeholde afgørelser af, hvor stort flyvevåbnet skal være, hvor det skal ligge henne, og hvor mange penge, det skal have. Derfor kommer man alligevel til at diskutere nogle af spørgsmålene, der er forbundet til kampflyene, siger han til Ritzau.

Folketingets partier er både uenige om, hvor mange fly der skal købes, og hvilken type det skal vælges. Men typevalget er ikke lettere om et halvt år.

- Et halvt er måske lang tid i politik, men det forandrer ikke noget grundlæggende i forhold til den situation, hvor man skal vælge imellem to udviklingsfly og et færdigproduceret, som er knap så nyt, siger han.

Politisk glæder SF sig over, at beslutningen udskydes, mens Dansk Folkeparti mener, at tidsplanen skal overholdes.

/ritzau/