Udlændingeaftalen bygger på en afgørende ny accept fra Dansk Folkeparti af EU-reglerne, som partiet ellers kritiserer så kraftigt. Det siger EU-ekspert.
22. september 2008, 19:49
Udlændingeaftalen forbrødrer regeringen og Dansk Folkeparti. Men det mest epokegørende element i aftalen er DF's accept af EU-reglerne.
Sådan lyder vurderingen fra EU-eksperten Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.
- Dansk Folkeparti accepterer den fri bevægelighed og accepterer, at EU-reglerne står over nationale regler. Det er realiteten og det vigtigste i aftalen, siger hun.
Derfor accepterer regeringens unionskritiske støtteparti, at danske borgere, som har boet eller arbejdet i et EU-land, kan tage en ægtefælle med til Danmark - også selv om ægtefællen ikke har lovligt ophold i noget EU-land.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil overbevise sine EU-kolleger om, at de skal skrue retstilstanden tilbage til før Metock-dommen.
Men det er en hensigtserklæring med ren indenrigspolitisk adresse, vurderer Marlene Wind.
- Der er 27 andre lande, hvoraf mange har en anden holdning end Danmark til dette spørgsmål. Det bliver utroligt svært.
/ritzau/


































