Dansk Ejendomsmæglerforening kalder det løftebrud, hvis regeringen spiller ud med reduktion af rentefradraget.
4. februar 2009, 11:37 – opdateret 4. februar 2009, 11:59
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver nu yderligere presset i spørgsmålet om boligejernes rentefradrag.
Selv om regeringen endnu ikke har spillet ud med sit bud, og ingen derfor ved, om Skattekommissionens forslag om at reducere rentefradraget fra 33 til 25 procent bliver regeringens politik, så truer anklagen om løftebrud allerede.
Nu er det ejendomsmæglerne, der advarer Fogh.
- Hvis regeringen spiller ud med en reduktion af rentefradraget, så vil vi betragte det som løftebrud fra Fogh, siger formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening Steen Winther-Petersen.
- Han har sagt, at boligejernes situation ikke skal forringes, og selv om han ikke direkte har sagt, at rentefradraget er fredet, så er det jo opfattet sådan, lyder det fra Steen Winther-Petersen.
Stilstand på boligmarkedet
Steen Winther-Petersen advarer også regeringen om, at hver eneste gang, rentefradraget sættes til debat, så påvirker det øjeblikkeligt boligmarkedet.
- Hver eneste gang de taler om det her, bringer det markedet til total stilstand. Bare det at nævne det. Det er klart, at boligkøbere vil vide, hvad det vil koste dem at sidde i et hus, og det regnestykke kan de ikke lave, når rentefradraget er i spil, siger Steen Winther-Petersen.
Han peger også på, at det i forvejen særdeles svækkede boligmarked ikke ligefrem har brug for mere usikkerhed.
- Boligmarkedet er i knæ. Bolighandlen er historisk lav, og priserne falder. Det vil derfor være at kaste yderligere brænde på bålet, hvis der skæres i rentefradraget, da det vil sætte førstegangskøbere i en situation, hvor det er umuligt at komme ind på boligmarkedet, siger Steen Winther-Petersen.

































