DSB i ny forklædning vil gøre det bedre end statsvirksomheden DSB, når nyt selskab fra søndag overtager togkørslen på Kystbanen.
9. januar 2009, 06:31
Flere tog til tiden og mere opmærksomhed på passagerer.
Det er opskriften, der skal sikre succes, når DSB søndag stopper med at køre tog på Kystbanen fra Helsingør til København efter 111 års drift og overlader skinnerne til DSBFirst. Skiftedagen kommer, da politikerne ønsker mere konkurrence på jernbanen, og derfor har sendt strækningen i udbud. Udbuddet dækker togtrafikken på både den danske og svenske side af Øresund.
Og selv om DSBFirst blot er det traditionelle og statsejede DSB i ny markedsorienteret forklædning gennem et samarbejde med det britiske togselskab First, vil passagererne mærke en forskel, lyder løftet.
- Vi forventer en betydeligt bedre rettidighed. Det er det primære løft til kvaliteten. Vi vil halvere antallet af forsinkelser, så det er en markant forbedring, siger vicedirektør i DSBFirst, Esben Norup.
Spørgsmål: Hvordan kan DSB overtage kørslen fra DSB og så halvere antallet af forsinkelser?
- Det er forbi, vi laver et lukket system, hvor personalet udelukkende arbejder i det system, og togene udelukkende kører i det system. Det giver en fordel af samle systemerne i Danmark og Sverige til et samlet lukket system, siger Esben Norup.
/ritzau/


































