"Stop dine vrisne svar." "Skift gear." "Hele fundamentet under regeringen er ved at skride." Aviserne er benhårde i deres kritik af statsministeren, som i dag er tilbage efter ferie. Dog er der én, som mener, at det faktisk ser lysere ud, end da Løkke tog af sted.
8. februar 2010, 09:25
Se dyret i øjnene! Sådan lyder det gængse psykologråd midt i en krise, men i tilfældet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil det kræve det umenneskelige at komme igennem dagens aviser.
Hjemvendt fra ferie kan han i B.T. læse, at "hverken vrisne svar, tilbagelænet attitude eller uventet forsvinden styrker indtrykket af, at Danmark med Løkke i Statsministeriet har en regeringschef i topform med sikkert greb om den aktuelle politiske dagsorden."
LÆS OGSÅ: Lars Løkkes nedtur fortsætter
Og direkte henvendt til Løkke lyder det: "Vis os, at du har appetit på jobbet, Løkke."
Berlingske Tidende har fortsat tiltro til Løkke, men omvendt er avisens leder på det rene med, at Løkke slet, slet ikke har leveret:
"Nu må han for alvor til at vise, at han også har modet og viljen til at gøre det. Det kræver, at han som statsminister får skiftet gear fra taler om visioner og drømme til udfærdigelsen af markante politiske handlingsplaner til sikring af landets økonomi og velfærd på kort og lang sigt. Og det kræver ledelse uden den seneste tids vaklen og politiske blundere. Danmark har brug for en fokuseret statsminister. Det er nu, Lars Løkke Rasmussen skal godtgøre, at den fokuserede statsminister er ham."
Helt gal er den dog ikke. Netavisen Altingets erfarne politiske kommentator og forfatter Erik Holstein skriver, at det faktisk ser bedre ud for Løkke, end da han for en uge siden drog af sted på ferie. Han kalder ligefrem Løkke for "en heldig mand". Årsagen er SFs formand Villy Søvndal, som har brugt ugen på at rode sig ud i et større slagsmål med sit røde SF-bagland, der er rasende over, at Søvndal fordømte et møde på Holbergskolen, der var forbeholdt mødre. Mødre, der ellers ikke ville dukke op, fordi deres muslimske mænd ikke vil se dem til møde med andre mænd. Dermed er udlændingepolitikken endnu engang med til at skabe problemer for den røde blok:
"Uden at have rørt en finger kan en rekreeret statsminister konstatere, at udsigterne ser betydeligt lysere ud, end før han iførte sig shorts og solbriller. Det er ganske vist ikke nye politiske visioner, der har vendt udviklingen, ej heller en vending i den stigende ledighedskurve - eller for den sags skyld en mere stilsikker optræden fra Løkke selv. Men modstanderens selvmål tæller som bekendt lige så godt som egne mål. Det er muligt, at hverken Lars Løkke, Pia Kjærsgaard eller Lene Espersen er i stand til at stoppe Villy Søvndal. Men hvis traditionalisterne i SF's bagland kan gøre arbejdet, kan VKO vinde alligevel," skriver Altingets Erik Holstein.
LÆS OGSÅ: Vælgerne kritiserer Løkkes fravær
Han er dog på det rene med, at Løkke ikke selv klarer ærterne i øjeblikket og citerer en borgerlig kilde for følgende:
"Det nytter jo ikke noget, at man har initiativretten, hvis man aldrig bruger den."
Ekstra Bladet var på plads foran Løkkes hus, da han i aftes 20.30 ankom til hjemmet i Græsted fra Tenerife.
"Er du kørt træt, Løkke?" råbte journalisten uden at få svar. En PET-agent holdt journalisten på ti meters afstand, så Løkke i nogenlunde fred kunne skynde sig ind i huset.
I stedet har avisen fået svar fra politisk kommentator og forfatter til biografien "Lars Løkke", Niels Krause Kjær. Lakonisk konstaterer han:
"Hele fundamentet under regeringen er ved at skride."
Politisk kommentator Hans Engell skriver i Ekstra Bladet, at "det allervigtigste er, at Lars Løkke holder op med at ligne en mand, der har den ene fod i graven og den anden på en bananskræl. Vi vil ha’ en statsminister, der kan lide sit arbejde – og ser sådan ud. Overskud. Humor. Slagfærdighed. Handlekraft. Ikke en bister og indadvendt type, der snerrer."
I dag begynder så første arbejdsdag efter ferien, men som Ekstra Bladet fik forklaret foran Løkkes hus i aftes, kommer der ingen ord fra Løkke før det sædvanlige pressemøde i morgen.


































