Dansk Folkeparti er utilfreds med udskydningen af den kontroversielle filminstruktør Gert Wilders besøg i Danmark. Partiet efterlyser en klar udmelding fra regeringen.
1. maj 2009, 09:56 – opdateret 1. maj 2009, 10:53
Rykningen af den hollandske filminstruktør Gert Wilders besøg i Danmark falder ikke i god jord hos Dansk Folkeparti, der har været blandt fortalerne for at få Gert Wilders til Danmark.
I går kunne Berlingske Tidende fortælle, at regeringen har droppet at invitere Gert Wilders til Danmark inden sommerferien.
Besøget skulle være sket i forbindelse med konferencen om ytringsfrihed, men den har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech nu skubbet til efteråret.
Konferencen var oprindelig sat til at finde sted i februar, den blev herefter rykket til foråret, så til juli og nu til efteråret.
Projektet sejler
Dansk Folkeparties leder Pia Kjærsgaard savner en klar udmelding fra regeringen, og retter kritikken mod Naser Khader:
- Jeg synes, det virker som om projektet sejler. Det er tydeligt, at konferencen er en irritation for regeringen, der aldrig har ønsket en konference som denne, og derfor skubber den foran sig. Men den er nu engang skrevet ind i finansloven, og så skal den selvfølgelig føres ud i livet, siger Pia Kjærsgaard, der ikke frygter for selve konferencen, men savner en klar udmelding fra regeringen.
- Vi må have styr på denne konference. Hvornår den skal finde sted, og hvad den skal handle om. Projektet var jo Naser Khaders ide og hjertebarn, da han stadig var medlem af Ny Alliance. Nu hvor han er en del af et regeringsparti, må man spørge, hvad han render rundt og laver. Han burde om nogen være interesseret i at få gang i maskineriet, siger Pia Kjærsgaard til Berlingske.dk.


































