Bilfabrikanterne må bruge tiden frem til 2012 til at vise, om de er interesseret i at sælge elbiler, mener Dansk Folkeparti.
22. januar 2010, 11:50
Står det til Dansk Folkeparti, skal regeringen ikke at skynde sig voldsomt for at afklare, om og hvordan elbiler skal beskattes, når den nuværende afgiftsfritagelse udløber i 2012.
Miljøordfører Jørn Dohrmann mener, at det er op til bilproducenterne at bruge tiden indtil da til at demonstrere, at de virkelig er interesseret i at sælge nogle elbiler.
Spørgsmålet om den fremtidige beskatning af elbiler er rejst af den franske bilproducent Renault, som truer med at trække sig fra de stort anlagte planer om at introducere elbiler med tilhørende opladningsstandere over hele landet. Renault er ledende på elbil-området, og har brug for besked om de danske afgiftsplaner senest om seks måneder, for at kunne optræne mekanikere og investere i udstyr, som skal være klar i 2011.
Læs også: Dansk drøm om elbiler i fare
"Renault har afgiftsfritagelsen i perioden frem til 2012, så det gælder jo bare om at komme i gang med at sælge nogle biler. Uanset hvad der bliver besluttet, så bliver der ikke senere lagt afgift på de biler, som man sælger uden afgift nu", lyder det fra Jørn Dohrmann.
"Renault må ud af starthullerne, hvis de virkelig ønsker at prioritere det her. Jeg ser ikke noget behov for at afklare spørgsmålet om afgifter inden for seks måneder. Det må vente, indtil vi kan se, om der kommer et teknologispring, og vi skal også se, om andre teknologier som for eksempel hybridmotorer skal omfattes. Lige nu tester vi, om virksomhederne vil spille med, og der synes jeg, at Renault er lidt sløve i optrækket", siger Jørn Dohrmann.
Klima- og energiminister Lykke Friis (V) har forsikret, at regeringen arbejder på højtryk for at afklare afgiftsspørgsmålet, men vil ikke love et resultat inden for seks måneder.






























