Folk skal advares, når der flytter en tidligere straffet pædofil til deres lokalområde, mener Dansk Folkeparti. Venstre er lodret uenig.
14. oktober 2009, 23:37
Danskere skal advares på løbesedler, hvis der flytter en tidligere straffet pædofil ind i deres kvarter. Sådan lyder et af de centrale forslag i Dansk Folkepartis nye tryghedspakke for børn.
»Man skal informere folk i lokalområdet om, at de skal være opmærksomme på, at en pædofil er blevet løsladt, og at vedkommende bor i det pågældende område. Det kan være en løbeseddel, som man uddeler til husstandene i området. På den måde vil man så være klar over, at man skal være lidt mere forsigtig, end man har været hidtil, for eksempel med børn på legepladser. Det vil være tryghedsskabende,« siger Peter Skaarup, der vil fremsætte forslaget i Folketinget.
Han har endnu ikke lagt sig fast på, i hvor stor en radius fra den pædofiles bopæl løbesedlerne skal omdeles.
Men den slags information vil bare skabe frygt i befolkningen, mener Venstre.
»Hvis man kun får at vide, at der er en pædofil i lokalområdet, så kan man ikke bruge det til ret meget andet end at blive godt og grundigt bange. Enhver forælder vil blive skrækslagen,« siger politisk ordfører Peter Christensen (V).
Hos Socialdemokraterne er man rystet over forslaget fra Dansk Folkeparti.
»Det skaber bare angst i befolkningen. Man må håbe, at DF ikke stiller forslaget som et krav i forbindelse med finanslovsforhandlinger, som de lige har gjort med den kriminelle lavalder,« siger retsordfører Karen Hækkerup (S).
Børnerådet kalder formand Charlotte Guldberg forslaget for en »en usmagelig skræmmekampagne«, og juraprofessor Vagn Greve fra CBS advarer om, at lignende regler har ført til lynchninger og anden kriminalitet i andre lande.


































