Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

DF glæder sig over klima-resultat

I modsætning til de fleste andre så er Dansk Folkeparti ganske godt tilfreds med, hvad der kom ud af klimatopmødet.

Mens alverdens politikere er enige om, at være skuffede over at verdens ledere ikke kunne blive enige om en stor klimaaftale i København, lyder der helt andre toner fra Dansk Folkeparti.  

Partiet glæder sig først og fremmest over at der ikke har været omfattende uroligheder i København. Og hvad angår selv klimatopmødet så er der ros til den danske regering med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen for at have kæmpet en hård kamp i mange måneder.

- Regeringen har gjort sit for at forhandlingerne lykkedes, men oppe imod kinesisk stædighed var der intet at gøre, siger Kristian Thulesen Dahl.

Endelig mener DF, at der er grund til at glæde sig over, at det ikke lykkedes kineserne at få fremprovokeret en aftale, hvor blandt andet Danmark skulle bære omkostningerne uden at have nogen som helst sikkerhed for, at blandt andet kineserne ville levere noget som helst.

Han mener, at det nu handler om at sætte fokus på forskning og udvikling, så man udnytter tiden til at blive klogere på, hvad der reelt foregår af klimaforandringer og hvad der er klogest at gøre i den henseende.

- Hvis vi gør dette rigtigt, kan det faktisk ende som en gevinst, at man ikke nåede længere i København, siger Kristian Thulesen Dahl.