3. januar 2009, 16:53 – opdateret 4. januar 2009, 10:02

Det er ingen selvfølge, at danske statsministre kommer smukt – endsige levende – ud af jobbet. Socialdemokraterne Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Viggo Kampmann blev alle taget af sygdom. Hverken Venstres Erik Eriksen eller Knud Kristensen, Den radikale Hilmar Baunsgaard eller Venstres Poul Hartling evnede at holde sammen på de borgerlige tropper. Jens Otto Krag smed tøjlerne og smuldrede. Anker Jørgensen stod af ved afgrundens rand, Poul Schlüter måtte gå politisk vansiret af Tamil-sagen. Og Poul Nyrup Rasmussen tabte magten i direkte valgkamp ansigt til ansigt mod Anders Fogh Rasmussen, som den første statsminister, der direkte blev stemt ud af statsministeriet.

Og Anders Fogh Rasmussen selv, ja hvad med ham? Har han en exit-strategi? Indebærer den et job i udlandet? Og hvordan vil det i givet fald se ud på eftermælets runesten, hvis han overlader magten til en næstformand med imageproblemer og et parti, der i ti år har haft Fogh selv som eneste livgivende politiske energikilde? Hvad hvis det hele ramler efter Fogh, hvor stor en mand, er han – var han – så?

Spørgsmålene er mange og uden svarmuligheder, for selvom alle – ALLE – i og omkring dansk politik føler sig overbeviste om, at Foghs exit-strategi hedder toppost i udlandet enten dette forår, til sommer eller i 2010, så er lige netop den del af den berømte drejebog ikke en, han har læst højt af for nogen. Men tvivl er der ikke.

Som det lyder fra en højt placeret embedsmand:

»Hvad tror du selv? Selvfølgelig vil han da gerne forlade dansk politik for noget større.«

Eller som en minister i hans regering siger det:

»En mand med så megen kontrol over sig selv og sin embedsførelse har naturligvis en exit-strategi. Og det passer uendelig dårligt til hans psykologi at skulle køre op til Dronningen efter et valg og overlade det hele til en anden.«

ANDERS FOGH RASMUSSEN er i gang med sin tredje valgperiode som statsminister. Han har slået tre socialdemokratiske formand, den ene mere overbevisende end den anden. Men det har aldrig stået nogen steder, at der skal være en fjerde periode. »Det skulle da lige være for at slå Schlüter som den længst siddende borgerlige statsminister,« kommer det fra en regeringskilde.

Af samme årsag havde Fogh egentlig også glædet sig til denne tredje valgperiode. Den glade, den frie, der hvor den skabte forandring skulle gøres varig og fæstnes for alvor i folkesjælen. Hvor periode et handlede om at gennemføre valgløfter og dernæst blive genvalgt, periode to om at blive konfronteret med konsekvenserne af de gennemførte forandringer og håndtere dem, så er periode tre helt anderledes frigjort. Og der er vi så nu: 2001-2005 var valgløfternes tid. 2005-2007 konsekvensernes tid. 2007-?, tjah.

Tiden efter novembervalget i 2007 begyndte egentlig fremragende for statsministeren. Selvsikkert og med sit velkendte let stive smil kunne han i sin nytårstale for et år siden entydigt slå en politisk durakkord an i sin lovprisning af det danske samfunds lyksaligheder. Periode tre – here we come …

»Det går bedre i Danmark end nogensinde,« lød det. Danmark er et forbillede, den stærke økonomi vækker opsigt, og opsvinget er intet mindre end en »social revolution«, erklærede statsministeren og lagde så an til boomerang-kastet:

»Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt.«

Stilfærdigt må man sige, at den risiko blev afværget effektivt. En ting er de udefrakommende problemer – finanskrise, irsk nej til Lissabon-traktaten og dermed aflysning af danske forbeholdsafstemninger, Metock-dommen fra EF-domstolen og den slags. Eller hvad med de adskillige gange Fogh tungt har måttet sætte sig til skrivebordet og skrive håndskrevne takke- og trøstebreve til de familier, der har mistet en dansk soldat i kamp.

Noget andet er alle de selvskabte problemer fra bilagsrod hos finansministeren, kommunikationsrod hos integrationsministeren, politireformrod hos justitsministeren. Eller hvad med en bebudet dagpengereform, der ikke blev til noget. Eller den flere uger lange konflikt på arbejdsmarkedet. Og håndteringen af de udefrakommende problemer. Eksempelvis en finanskrise, som Fogh åbenlyst i frygt for at tale op, først endelig erkendte omfanget af i nytårstalen torsdag, hvor der så pludselig var blevet plads til ufinansierede skattelettelser og fremrykkede investeringer, som partier til højre og venstre ellers længe forgæves har efterspurgt. Eller en politireform, hvor der jo var lidt at komme efter, som Fogh indrømmede det i efterårets åbningstale – og som kun godt to måneder senere kostede rigspolitichefen hovedet som den første topembedsmand af den kaliber i Foghs tid.

Og så en afsløring af borgervildledning fra Udlændingeservice og Metock-dommen, som i Dansk Folkepartis Søren Krarups øjne er et regulært hul under vandlinjen i dansk udlændingepolitik, men i Foghs øjne kun berører, som han sagde det sensommeren igennem, »et lille hjørne af dansk udlændingepolitik« – en overbevisning han stadig har, men dog har erkendt, at han ikke skal sige højt.

Og så som grundtone året igennem den disharmoniske og evigt klingende sang om udlandet. Om at Anders Fogh Rasmussen vil væk mod højere tinder, hvis han da ellers kan komme det.

For godt? Næppe. Selvom det jo ellers tegnede så glimrende. Nytårstale, og tjuhej så kørte det ellers bare derudad. På to måneder gik turen udover de sædvanlige EU-møder i Bruxelles til præsident Sarkozy i Paris, til World Economic Forum i Davos i Schweiz, på besøg hos EUs formandsland Slovenien, på officielt besøg i Indien og sidst i februar personligt inviteret hjem til præsident Bush» private ranch i Crawford, Texas.

UDE GODT OG HJEMME slet ikke værst, for her var det primært statsministerielt stjernedrys, der skulle kastes. Der var et nyt skuespilhus, der skulle åbnes, og sidst i marts talte statsministeren ved overrækkelsen af boghandlernes gyldne laurbær til forfatteren Jens Smærup Sørensen. Indimellem var en stor europapolitisk aftale kommet i hus med Socialdemokraterne, SF og De Radikale – vejen var banet for folkeafstemninger om de danske EU-forbehold, Fogh kunne blive manden, der bragte Danmark tilbage som fuldtonet medlem af den europæiske familie, han selv høstede så megen goodwill for at have åbnet dørene til for ti nye lande tilbage i 2003.

Første kvartal rundedes så lige af med en artikel bragt 31. marts i International Herald Tribune, hvor den danske statsminister sammen med sin polske kollega Donald Tusk og Indonesiens præsident Susilo Bambang Yudhoyono blæste til fælles international kamp for at nedbringe CO2-udslippet.

»Klimaforandringerne er det helt afgørende emne i vor tid,« skrev de tre statsledere, »nutidens ledere vil blive husket for, hvad de gør for denne sag,« lød det pompøst fra Fogh og hans nye venner på verdensscenen. Og man kunne spørge sig selv, hvad der kunne gå galt for denne danske Fogh, hvis første valgsejr i 2001 går under overskriften »systemskifte«. Kunne noget overhovedet ikke lykkes for manden, som synes at have udraderet al modstand fra en opposition, der lå tilbage på Christiansborgs gange og gispede efter politisk ilt som fisk uden vand. Var der overhovedet noget eller nogen, der kunne true Venstres længst siddende statsminister nogensinde. Den statsminister, som for længst synes at have passeret den ellers legendarisk snu og ophøjede høvding og statsminister for hundrede år siden J.C. Christensen, og som socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt helt er holdt op med at sige, at hun kan slå.

MÅSKE GIK DET ALLIGEVEL for godt.

For her et år senere ser meget anderledes ud. Eller som Foghs solide støtte, Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, siger det:

»Timingen er smuttet helt for ham i 2008. Det irske nej væltede dagsordenen, og det havde han slet ikke kalkuleret med. Og så opfinder han alle mulige reformer, som er dårligt forberedte og uden timing. Men han har også engageret sig alt for meget uden for rigets grænser. Og så sker der jo det, at det hele bliver lidt fjernt.«

Ikke overraskende er oppositionens ledende skikkelser alle enige med Pia Kjærsgaard. Villy Søvndal, Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt har alle som en oplevet en anderledes statsminister i 2008. Fra at besidde en enestående politisk styrke, er han nu blevet menneskelig.

»Det har været de seneste hundrede års mest gunstige tidspunkt at være statsminister på. Men nu er det nedgangstider, og det er der man skal vise, om man har evnen til at analysere situationen og handle i forhold til den. Jeg er overrasket over, hvor svag han har været i analysen af den økonomiske politik, og hvor meget de har ladet optimismen farve deres virkelighedsbillede. Det er som om, at billedet af et Danmark, der kan købe hele verden, har skygget for, at det rent faktisk er et Danmark på vej ind i en rigtig økonomisk krise,« lyder det fra Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt.

SFs Villy Søvndal:

»Det virker som om, han ikke orker længere – at han åndeligt har forladt dansk politik. De første fem år fik han forærende – han blev hverken afprøvet af pressen eller af oppositionen. Nu er vi tilbage ved normalen, og så viser svaghederne sig.«

Som sagt er det ikke overraskende, at oppositionens folk finder kritikken frem af Fogh. Den er ventet, hørt før, men også uhørt skarp. Dog, hvis det bare var den, gik det nok – men også internt i regeringen er der murren i krogene. Én ting er Foghs evner som chef, som flere ministre ikke er synderlig imponerede over, noget andet – og måske vigtigere – er, at der fra egne rækker nu også tales om problemer med retningen. En regeringskilde siger:

»Der har været flimmer på mærkesagerne. Det frie valg er suspenderet som følge af konflikten på arbejdsmarkedet. Der er uklarhed om, hvad vi vil på skatten. Retspolitikken kører ikke ligefrem på skinner med en politireform, der har sejlet. Og på integrationsområdet har Metock-dommen gennemhullet dele af udlændingepolitikken. Vi har haft problemer på alle mærkesagerne, og samtidig været uskarpe på dem. Og så har vi fået en ny mærkesag – det grønne. Men det vinder man altså ikke valg på i Danmark. Man vinder og taber valg på de nære borgerområder: Skole, børn, ældre og den slags. Klima og ulande, det er populært sagt sådan noget, vi går op i, når der er råd til det.«

Den borgerlige debattør Claes Kastholm-Hansen, der ellers er solid Fogh-støtte, stemmer i:

»Han har forbavset mig. I de første fem-seks år kunne man ikke være i tvivl om, at Danmark havde fået en leder af et helt eminent format. Han kunne sætte dagsordener, inddæmme problemer. Men det seneste års tid har han mistet interessen. Han er meget lidt til stede, når problemerne udvikler sig. Inddæmningsevnen er væk. Hans opmærksomhed og evne til at sætte nye mål og andre dagsordener har svigtet totalt. Det er som om, han er træt. Som om han synes, at det er sjovere at være blandt de store ledere. Han har simpelthen på den måde været mindre statsmand, end han var tidligere. Og så sker der det, at han bliver for smart, når han kommer hjem. Nogen vil sige, at han afslører sin smartness. Altså det med klimaet er jo et tvivlsomt foretagende, og det er simpelthen for smart.«

Også Pia Kjærsgaard synes aldeles uimponeret over statsministerens pludselige voldsomme betoning af klima-politikken og den såkaldte Grøn Vækst-strategi.

»Det er langt ude. Jeg synes, han skrotter alt, hvad vi har lavet siden 2001. Nu er det pludselig Svend Aukens dagsorden, han kører. At han kan stå på landsmødet og sige, at han har taget fejl uden at blive bortdømt – det er godt nok utroligt. Jeg synes, at klimadagsordenen er gal – der er han gået galt i byen. Også fordi det var det eneste, han havde på landsmødet. Han havde ikke de nære ting som bandekriminalitet, sygehuse og den slags – det man vinder valg på. Jeg er lidt bange for, at han er ved at bevæge sig væk fra hverdagen, og det har jeg sagt til ham.«

Dansk Folkeparti skal han nu nok få holdt i hus, for dem er det Fogh eller intet, og det ved begge parter. Men også herfra er tonen blevet skarpere. Ikke bare fra Pia Kjærsgaard selv, som også ser det som sin faste opgave at svinge pisken over Fogh i ny og næ, men også fra en ellers særdeles trofast Fogh-støtte som Søren Krarup lyder der nu anderledes skuffede toner.

»Meget i det forløbne år peger på, at systemskiftets (Venstres overtagelse af regeringsmagten i 2001, red.) friskhed er i aftagende og ved at blive afløst af det velkendte fedteri for medier og meningsmålinger og det politisk korrekte,« skrev Krarup således bittert i tidsskriftet Tidehverv for nylig.

Hverken rejseriet, flirteriet med udenlandske job, eller den grønne forvandling, huede DFerne. Og alle de andre partier – dem der vil af med Fogh – stemmer selvfølgelig velvilligt i, når støttepartiet kritiserer dem, de støtter.

Og så tæller det ikke, at de fleste i stille stunder fint anerkender en internationalt aktiv dansk statsministers behov for at være til stede på den internationale scene i en globaliseret verden. Ikke mindst når der er tale om en af EUs længst siddende statsministre med masser af erfaring og endda en, der ofte er bud efter som mægler i store spørgsmål. Ja sågar en, der – nærmest parallelt med sin forgænger som Venstres statsminister Poul Hartling, der i 1974, som en af meget få internationale regeringschefer, fik adgang til en samtale med Kinas formand Mao – holder møder med Kinas nuværende leder.

Og det med det grønne er måske heller ikke så stor en forvandling. Allerede i 2006 begyndte Fogh jo at tale om grøn vækst, og faktisk indeholdt hans tiltrædelsestale som partinæstformand i 1985 et afsnit om behovet for miljøbeskyttelse. Men den politiske sandhed tilhører dem, der ’italesætter’ den, og det gør Fogh ikke for tiden.

I Venstre er man således også helt bevist om, at der også ligger en boomerang og venter i den bemærkning, som Fogh afspillede igen og igen under valgkampen i 2001, hvor Poul Nyrup i kølvandet på 11. september-terrorangrebet netop spillede sit internationale statsmandskort i forsøget på at genvinde magten. Her lød Foghs effektive modsvar:

»Man vinder ikke valget i Danmark ved at gå rundt på de bonede gulve i udlandet.«

Eller som en regeringskilde siger:

»Man kan diskutere, om det har været nødvendigt at rejse så meget. Men det handler mest om, at man er hjemme på de rigtig tidspunkter, og der har det jo haltet lidt. Han har ikke været den allestedsnærværende leder. Og det er klart, at når der rejses kritik på det område, så virker det dobbelt, for der ligger også i den kritik, at han ikke passer sine ting.«

Lige præcis sådan en kritik bider på statsministeren, for selvom der vel aldrig har været tale om en drejebog i fysisk forstand, så har – og er – orden, styr på sagerne, minutiøs planlægning, kalenderstyring, tidsmæssig synkronisering og den slags alfa og omega i Foghs verden. Møder og samtaler varer den aftalte tid, for ikke meget er for statsminister Anders Fogh Rasmussen værre, end hvis det går op i snak, og planerne skrider.

Eller som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen siger det:

»Jeg har arbejdet sammen med Fogh i lang tid, og jeg sætter pris på den der målrettethed – det resultat­orienterede folkestyre. Jeg har i politik oplevet så mange rundkredsdiskussioner, hvor man bare sidder og snakker om det. Folk har så ofte ikke forberedt sig, og de har ikke tankens klarhed over, hvor det fører hen, men de vil gerne have, at vi snakker om det. Anders er en mand, der har sat sig ind i sagerne. Det er det han i den grad har bidraget med i dansk politik. Det er ikke gammeldags politik, hvor man sjusser sig frem. Det er velforberedt og gennemtænkt.«

En anden minister ser lidt anderledes på den kontrollerende af Fogh:

»Alle, der har siddet meget sammen med Anders, ved, at hvis der sker noget, han ikke havde ventet, så bliver han næsten fysisk påvirket af det. Han kan næsten ikke rumme den mangel på kontrol, som det giver.«

DET UPLANLAGTE, det overraskende og det spontane er per definition uvelkomment. Og det meste af den slags kan undgås effektivt gennem forberedelse. Var Fogh eliteidrætsudøver, ville han med garanti være den mest veltrænede i sin disciplin, nøjagtig som han formentlig er den mest veltrænede og velforberedte statsminister, nationen nogen sinde har haft. Og i netop denne både fysiske og mentale fitness-drift mener flere, at man også skal finde Foghs ægte stolthed over sin hustru Anne-Mettes præstationer på dansegulvet som sund og smækker Vild Med Dans-stjerne.

Meget betegnende blev Anne-Mette Rasmussen inviteret til at holde danseoptræden ved Venstres landsmøde i november i Herning. Jublen ville ingen ende tage, og statsministerfruen, der ellers ikke normalt gør megen Venstre-væsen af sig, blev præsenteret som partiets Anne-Mette og i krudtrøgen fra elendige meningsmålinger udråbt til landsmødets eneste stjerne.

Statsministerfruens forvandling fra husmor til sexet ugebladsdarling på rekordtid er heller ikke gået upåagtet hen på Christiansborg. Her under mange i den grad Anne-Mette Rasmussen virakken, men flere synes også, at den pludselige forvandling fortæller en del om Hr. Rasmussen.

»Det er da skønt at se, hvordan hun blomstrer, men også lidt mærkeligt, for det virker som om, hun først nu rigtig har fået et liv, hun er rigtig vild med,« som en toppolitiker siger det.

PÅ BUNDLINJEN STÅR, at Anders Fogh Rasmussen måske for første gang i sit politiske liv har mistet noget af kontrollen. Sådan har omgivelserne maget det, og sådan har han selv maget det.

Når Birthe Rønn Hornbech blev inviteret ind i regeringen som integrationsminister efter valget i 2007, var det, siger flere kilder, blandt andet ud fra analysen, at det frie folketingsmedlem Rønn med al sin uforudsigelighed og egensindighed kunne skabe mange problemer for en regering, der efter seks år på posten måske kunne overse ting hist og her. Derfor ville Rønn være bedre at have inden for end uden for døren – en risiko man i dag dog gerne havde løbet. Og nu hænger man så at sige på hende.

En fyring af eksempelvis Rønn ville – udover en erkendelse af en fejludnævnelse – nemlig desuden bringe en måske knotten Rønn tilbage i folketingsgruppen, hvorfra hun vil være endnu sværere at kontrollere. Heri ligger også en del af forklaringen på, hvorfor der trods den megen snak om regeringsrokader sjældent sker udskiftninger. Som en minister forklarer:

»En ting er, at du sender nogen af os bitre og triste tilbage i folketingsgrupperne, noget andet er, at det ret beset er svært at se, hvem der fra folketingsgrupperne i dag vil kunne betragtes som et særligt frisk pust i regeringen.«

DILEMMAERNE TÅRNER SIG OP for Anders Fogh. Og ikke en eneste udfordring i dansk politik synes længere ny, uprøvet og spændende for ham, hvis karriere har været fremad, opad hele vejen. Kun socialdemokraten Svend Auken og den radikale Niels Helveg Petersen har siddet længere tid i Folketinget end Fogh – og de er begge mange år ældre, ligesom ingen af dem evnede at blive statsministre. Fogh har prøvet det hele. Været VU-formand, ung og rebelsk, benhård skatteminister i 1980erne, sat fra bestillingen fra selvsamme post efter sagen om kreativ bogføring, haft sæde i snart sagt samtlige Folketingets udvalg, været fanebærende liberal ideolog, været sit partis næstformand siden 1985 og nu i snart ti år formand for Venstre. I 2006 slog han Niels Neergaards rekord som den længst siddende Venstre-statsminister. Og nu, ja hvad nu? Har han nået sine mål, og hvad er egentlig de næste?

Claes Kastholm Hansen:

»Målet om at udslette Socialdemokraternes førstefødselsret til magten i Danmark er for så vidt nået. Men det har Socialdemokraterne jo bidraget stort til selv, så det er ikke så imponerende. Og jo, også kun et interessant mål, hvis man stiller et relevant alternativ i stedet. Og hvis man ser samfundshistorisk på det, så må jeg indrømme, at det faktisk var Schlüter, der tog de store slag, hvad det angår. Schlüter fik knæsat et andet sprog og et spor, som Nyrup måtte følge – et spor af udliciteringer, privatiseringer, pligt frem for ret, justering af dagpengeperioden og endelig efterlønsreformen. Det var de store ting. Og der skete mere i liberaliserende retning under Lykketoft og Nyrup, end der er gjort under Fogh.«

Kastholms benhårde analyse er, at Foghs borgerligt liberale projekt er mislykkedes.

»Jeg tror, at Fogh ærligt vil mindre stat og mere personligt ansvar. Men han har valgt magten frem for idéen. Det kan man ikke nødvendigvis klandre ham for, men det er det, der er sket. Konsekvensen er, at på mange vitale områder har de borgerlige ikke haft stor indflydelse. Det gælder væksten i det offentlige, folkeskolen og ikke mindst gymnasiereformen. Store ting. Skatten er også højere, end den var i Nyrups tid. Meget kontant må man spørge sig selv, hvad der overhovedet er sket på de syv år? Men der er larmet meget.«

Fogh giver næppe Kastholm eller andre kritikere ret, men hans ministre har bemærket en reaktion hos chefen.

»Han er blevet mere utålmodig, når tingene ikke udvikler sig, som han gerne vil. Hvis eksempelvis nogle V-kommuner ikke fører synlig Venstre-politik, så er lunten helt klart blevet kortere. Han reagerer skarpere og er ikke så overskudsagtig. Noget i retning af, at når nu vi skal håndtere alle de andre store problemer, så ville det da være rart, hvis de andre gjorde lidt mere derude,« siger en minister.

Men måske anviste Fogh selv nøglen i sin nytårstale torsdag. Den rundede han af med disse smukke ord om vilje:

»Alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre. Men alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.«