14. februar 2009, 17:47 – opdateret 14. februar 2009, 21:47

Tallene taler for sig selv. 8.000 nye medlemmer siden 2005, 23 mandater i Folketinget, landets største politiske ungdomsorganisation, og meningsmålinger, der peger mod himlen. Eller som SFs kulturordfører Pernille Frahm siger med et smil:

»Villy kan jo som manden i eventyret »Hvad fatter gør« komme hjem med en pose rådne æbler, og vi vil alligevel alle sammen klappe over resultatet.«

Villy er Villy Søvndal – dansk politiks svar på såvel H.C. Andersens dumsøde Fatter som Barack Obama. Villy, venstrefløjens milde Messias, og manden som på sin egen vestjyske og drevne facon har bragt nye tider – forandring – til den venstrefløj, som det seneste årti ellers synes kørt over af Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitiske Ferrari. Ord som fremgang og humor bliver pludselig klistret på SF, som igennem årene er blevet beskyldt for meget, men dog alligevel ikke for at bringe voldsomt megen humor ind i det offentlige rum. Men Villy kan. Og nu vil han være minister.

Allerede i 2007 lød det skarpt fra SF, at man var klar til regeringsmagten, og kun ét ultimativt krav blev sendt af sted – kravet om at Fogh skulle væltes. Men ligesom de ganske mange gange gennem SFs historie, hvor først Aksel Larsen, så efterfølgeren Sigurd Ømann, så Gert Petersen og siden Holger K. Nielsen, har talt om, at SF var regeringsparate, gav kravet ikke genlyd mange andre steder end i SFs øverste ledelse. Ikke engang partiets egne græsrødder syntes at tro på det. Og da slet ikke de socialdemokrater, der skulle åbne ministerbilerne for SFerne. Når SF tidligere – under det såkaldte røde kabinet i 1966-67, det såkaldte andet arbejderflertal i 1971-73, under 1980ernes alternative sikkerhedspolitiske flertal, eller da Holger og konen i 1993 fik halet et nationalt kompromis hjem og stemte ja til unionen, har der ikke været realisme i drømmen om ministerposter.

Men nu er det anderledes. Spørgsmålet er: Hvad er der sket?

HVAD ER DER SKET, siden det parti, der for 50 år siden blev undfanget, da Aksel Larsen efter Sovjets indtrængen i Ungarn tillod sig at tale om en anden kommunistisk og socialistisk vej end den Moskva-tro og om en demokratisk funderet socialisme, nu er et sandsynligt og helt realistisk bud på en magthaver med ministerbiler, store kontorer, slipsebefængte topmøder i Bruxelles, hofballer, bonede gulve og hele moletjavsen?

Den tidligere formand for DKP og nuværende chefstrateg og chefforhandler i SF, Ole Sohn, siger:

»Det er noget med tiden. Venstreorienterede vælgere vil nu have, at deres stemmer fører til noget. I mange år har de set på, at vi ikke havde løsninger på det, der optog almindelige mennesker, nemlig integration og økonomi. Der har vi ikke haft noget svar tidligere. Det har vi nu, og vi har det sammen med Socialdemokraterne. Men vi har ikke ændret politik, vi har ændret position.«

Uden for SF mener man nu, at SF også har ændret sig politisk, og hos Socialdemokraterne bifalder man naturligvis de ryk, som SF har taget – ikke mindst på netop integrationspolitikken og den økonomiske politik. Og mens SF har taget en principbeslutning om at stå fuldtonet bag ønsket om Helle Thorning-Schmidt som statsminister, så har Socialdemokraterne kvitteret med en principbeslutning om at glæde sig over SFs fremgang. Som en kilde i S siger det:

»Det var lidt af en kamp i S-gruppen at få afværget ærgrelsen over, at SF tordner frem, mens vi står stille, men efterhånden er det blevet vendt til entydig tilfredshed, at vores blok er i fremgang.«

Socialdemokraterne ser med andre ord Villy Søvndals succes som deres, og i stedet for bitterhed er man begyndt at ane Stauning-tider i horisonten. Thorvald Stauning, Socialdemokraternes første – og landets længst siddende – statsminister, der under det berømte »Stauning eller Kaos«-slogan ved valget i 1935 opnåede 46 procent af stemmerne. Tilsammen når S og SF i dagens Gallup-måling 42,7 procent. Og al snak om en foretrukken regering sammen med De Radikale er endegyldigt forstummet i de socialdemokratiske gemakker. Nu satser man på SF, og SF satser på S i det, der kunne ligne total rød forbrødring.

Men naturligvis er der mislyde. I stille stunder kan man eksempelvis høre – også centralt placerede – SF’ere mumle, at det vist ikke var meningen, at man skulle blive et nyt socialdemokrati, men kritikken har svære kår, for hvem kan argumentere mod Villy Søvndals resultattavle. Manden har jo ikke bare sikret en fremgang, der ser ud til at give SF et rekordhøjt mandattal ved næste valg. Han har også i sin drejning af partiet mod højre undgået at tabe vælgere til venstre, hvor Enhedslisten ellers står klar til at samle dem op. Og så længe barometeret står på fremgang, så kan Villy Søvndal gå på vandet.

Men der er folk i SF, der nok synes, at Søvndals stil er lige lovlig smart, at de mere klassiske venstrefløjssynspunkter nu bliver serveret i en lige vel vandig opløsning og ikke mindst, at den langt hårdere linje i integrationspolitikken og måske især Søvndals berømte svada om, at Hizb ut-Tahrir skulle gå ad helvede til, har gjort den rødgrønne folkesocialistiske aftapning lige vel brun i kanten. Men den hårde kritik gemmes til en regnvejrsdag – eller til når målingerne vender, for lige nu preller alt af på Søvndal og den øvrige ledelse.

NØGLEN TIL KRITIKKENS lave leje ligger også i, at SF med Søvndal fik en formand, der kunne holde alle tidligere tiders SF-grupperinger i skak. Firkantet sat op var der under Holger K. Nielsens formandstid fire afgørende grupperinger i partiet. Der var traditionalisterne med sæde i partiets hovedbestyrelse – folk der havde årtier i SF på bagen og skuede vådøjede tilbage mod græsrodsstorhedstiden i 1980erne med demonstrationer, marcher og fjällräve i alle regnbuens farver. Så var der den såkaldt grønne højrefløj med folk som Steen Gade og Pia Olsen Dyhr – der stillede op som modkandidat til Søvndal ved formandsvalget i 2005. Folk, der var klare EU-tilhængere og endda euro-tilhængere, og som nok var mere grønne end røde. Så var der en gruppering af unge nyvalgte folk, der ville holde fast i de gamle venstrefløjsparoler på den økonomiske politik, men gik mod højre i værdispørgsmålene som integration og indvandring. Og til sidst Villy Søvndals egen flok – også kaldet familien, fordi mange af dem har en fortid sammen i kollektiv. En flok der også talte Holger K. Nielsen, Pernille Frahm og den tidligere chefstrateg og finansordfører Aage Frandsen.

Og som partiets tidligere presserådgiver, nu direktør i kommunikationsbureauet Geelmeyden Kiese, Peter Goll siger:

»Hvem skal nu skælde ud? Alle grupper har fået lidt, eller også undgik de at få noget, de endnu mindre ønskede sig. Der er ingen til at stille sig i spidsen for et eventuelt opgør mod Søvndals linje og hans bevægelse af partiet.«

Pia Olsen Dyhr, der altså stillede op mod Søvndal ved formandsvalget, siger det lidt anderledes.

»Villy har evnet at flytte sit eget bagland helt enormt, og det havde jeg slet ikke kunnet med min position i partiet. Hvis det var mig, der havde gjort som Villy, så havde folk jo meldt sig ud i protest.«

Det er der kun få, der har gjort i protest mod Villy Søvndal, og de har fået lov til at gøre det i dundrende stilhed. For de nye tider i SF har også medført en langt strammere ledelsesform og en særdeles professionaliseret omgang med medier og omverden. Ifølge ledelsen selv en nødvendighed.

»Det kræver massiv inddragelse at formulere politik, men der er så også brug for meget stram styring, når det skal udføres,« som gruppeformand Ole Sohn siger det. Andre, som eksempelvis den decimerede Kamal Qureshi, siger fra sit sidespor:

»Min bekymring, som jeg deler med mange SFere, opstår, når vi begynder at prioritere vores fokusområder ud fra vælgerundersøgelser. Der er for tiden mange politiske diskussioner i SF, der bliver lukket ned, fordi det ikke er opportunt at sige det ene eller det andet. Der er flere af vores formænd i partiforeningerne, der er trådt ud, fordi de alligevel ikke føler, de får indlfydelse på partiets politik. Vi havde eksempelvis et møde i sommer i København, hvor alle folketingskandidaterne var der – inklusive Villy Søvndal – og der dukkede kun 40 mennesker op. For bare fire år siden ville et sådan møde have tiltrukket over 100 mennesker, fordi man diskuterede politik. Men i dag har de intet indhold. Og selv om vi er blevet et fire gange så stort parti, så vil jeg mene, at der i dag er færre aktive medlemmer i partiforeningerne. Det er bekymrende,« siger Qureshi, som dog er godt tilfreds med moderniseringen af partiets politik og kommunikation.

Michael Thomsen fra partiets hovedbestyrelse stemmer i:

»Det går meget stærkt, og det er voldsomme udskiftninger. Det er masser af folk uden erfaring, og ikke så mange med, og så ender det med, at mange af forandringerne er på imageplan.«

Kulturordfører Pernille Frahm erkender også, at tiderne har ændret sig.

»Der er selvfølgelig noget, der går tabt, når vi bliver så store. Til gengæld har vi fået noget andet. Jeg synes, at vi er begyndt at tage os selv mere alvorligt. Måske havde vi i lang tid gået sådan lidt duknakkede rundt. Men det er anderledes nu. Det med magten er noget, vi virkelig vil. Det er ikke bare taktik,« siger Pernille Frahm.

At det ikke bare er taktik, vidner de seneste måneders begivenheder på Christiansborg om. SF har effektivt fået bidt sig fast i forhandlingsbordene og har senest lagt stemmer til både Bankpakken og det store trafikforlig til 93 milliarder. SFs forhandlere afviser pure, at de var mere interesserede i at være med i aftalen end i at præge den med SF-standpunkter, men sådan har det nu set ud for flere af medforhandlerne. Som en kilde tæt på bankpakkeforhandlingerne eksempelvis siger:

»De var relativt ligeglade med, hvordan den aftale kom til at se ud, bare de kunne få lov til at skrive under nede ved det lille kryds. Udadtil snakkede de om grådighedens akse osv., men forhandlingsmæssigt sad de bare og nikkede og lagde ansvaret videre.«

Den udlægning afviser gruppeformand Ole Sohn pure, men han erkender dog, at det er en udfordring. Pia Olsen Dyhr, der forhandlede trafikforliget hjem for SF afviser også, at hun gav regeringen for nemt spil.

»Men når vi er med for første gang, så er der selvfølgelig en naturlig grænse for, hvor meget vi kan kræve. Vi er jo ikke en del af de tidligere forlig, og det må vi respektere,« siger Pia Olsen Dyhr.

Berlingske Tidende har talt med flere håndfulde centrale SF’ere både på Christiansborg og i partiets hovedbestyrelse, og over en bred kam soler SF’erne sig i det lys, der synes at strømme ud fra Villy Søvndal. En peger ligefrem på, at den største risiko for SF lige nu er, hvis Villy Søvndal skulle få en tagsten i hovedet i morgen. Men mere end om Søvndals person taler man om en karakterændring af partiet, der i stifter Aksel Larsens ånd havde som hovedformål at påvirke Socialdemokraterne i en socialtisk retning. Et projekt som nok bliver nemmere nu, hvor de to partier for første gang i historien holder faste politikudviklingsmøder, og i det hele taget kører parløb. Tidligere formænd har alle haft regeringsmagten som pejlemærke. Og senest skrev Holger K. Nielsen i sin bog »Venstrefløjen i en ny tid« fra 2004 om, at nok havde ordet magt en tvivlsom klang hos mange venstreorienterede, om at det »handler meget om selvtillid« og at »i sidste ende styrer man bedre retningen, hvis man selv sidder ved rorpinden«. Den rorpind har Villy Søvndal nu godt fat om. Kursen er sat, eller som den unge miljøordfører Ida Auken siger det:

»Vi er gået fra at være fejlfindere til at være stifindere. Vi har simpelthen taget en beslutning om, at hver gang vi kritiserer noget, så skal vi også komme med et forslag til, hvordan man kan gøre det bedre.«