23. oktober 2007, 19:30

Nyheden er endnu ikke nået til Sandholmlejren, da omkring tyve journalister ankommer til rundvisning blot to timer efter statsministeren på et pressemøde har lanceret et forslag om at lade udvalgte afviste asylansøgere bo udenfor asylcentrene og give bedre uddannelsesmuligheder for børn og unge.

Meldingen bliver modtaget positivt hos beboerne, selvom de fleste hellere vil have hurtigere sagsbehandling og et arbejde.

Berlingske Tidende bliver inviteret indenfor hos familien Gjonbaliq fra Kosovo. Her sidder moderen Dudija og hendes 11årige datter Trendelina stuvet sammen på få kvadratmeter. Faderen og familiens tre og etårige døtre er ikke til stede.

- Det er bedre at bo udenfor lejren, for her er som et fængsel, siger Dudija.

- Vores datter fik besøg af en dansk veninde for nylig, men hun blev skræmt over at være her, pga. gitterporten og stemningen. Det er ikke et sted for børn, fortsætter hun.

Udenfor brager lyden af maskingeværsalver fra Høvelte kasserne ud over lejren, og det er ikke optimalt, når traumer fra krigen i Kosovo plager forældrene og den ældste datter.

Familien har boet i lejren i to et halvt år, men kom til Danmark for ti år siden, hvor de bosatte sig og arbejdede i Støvring i Nordjylland. Men da forholdene blev bedre i Kosovo ophørte den politiske asyl og familien blev bedt om at rejse hjem.

Det var lettere sagt end gjort, for Dudija er fra Montenegro, og han er Kosovoalbaner. Skal de rejse hjem, kan de ikke få tilladelse til at bo sammen hele familien, og derfor bliver deres asylsag nu behandlet på ny.

- Vi flygtede fra krigen i Kosovo, men er endt i en ny i Danmark. Nu står vi igen i kø for at få mad, der er ikke plads nok, og jeg kan ikke forstå, hvad vi skal her, siger Dudija, som glæder sig over at forholdene måske bliver bedre for nogle af beboerne.

Det vigtigste for hende vil dog være at få en hurtig sagsbehandling, så livet i uvished kan få en ende, og mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, så familien kan klare sig selv.

- Vores treårige datter kan ikke se uden briller, men nu er de gået i stykker, og vi skal vente i to-tre uger på at få nogle nye. Havde jeg arbejde og penge, så havde vi købt nogle med det samme, siger hun.