Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk Folkeparti tager afstand fra Søren Pind

Søren Pind langer i dag kraftigt ud efter politiets håndtering af brandstiftere og uromager. DFs retsordfører Peter Skaarup mener, at Søren Pind løber fra sit ansvar.

På sin hjemmeside kritiserer Søren Pind (V) i dag politiet, specielt chefinspektør Per Larsen fra Købehavns Politi. Kritikken kommer i kølvandet på de seneste dages mange brande og uro rundt om i landet.

»De, der burde forsvare os, har givet op. De vil hellere drikke te med brandstiftere og uromagere og spørge, hvordan de har det, end sørge for at der er ro og orden i gaderne,« lyder det bl.a. fra Søren Pind.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup mener, at Søren Pind løber fra sit ansvar som politiker.

»Søren Pind skal vende blikket mod hans eget parti, som f.eks. gennem årene ikke har ville støtte vores ønske om at sænke den kriminelle lavalder og straffe de unge,« siger Peter Skaarup, der ønsker den kriminelle lavalder ned til 12 år fra de nuværende 15 år.

Skaarup fremhæver desuden, at politiet benytter sig af de værktøjer, som politikerne har givet dem

»Vi skal hellere bakke op om politiet, som lever i en stor risiko i deres job, hvor unge ballademagere kaster med sten og molotovcocktails. Vi skal være glade for, at nogen vil tage sig af den opgave, som er et hårdt og belastende job – også i forhold til den løn, de får for det. Jeg tror ikke, det er Søren Pinds hedeste ønske selv at komme ud på gaden og opleve de optøjer.«

I stedet for at brokke sig over politiet, opfordrer Peter Skaarup i stedet Søren Pind til at stemme for Dansk Folkepartis forslag på retsområdet.

»Vi kommer snart med en byge af forslag, og så må vi se, hvilken knap han vælger at trykke på. For hvis det han siger handler om konsekvens og konkrete handlingsplaner – og ikke bare fordømmelse, som statsministeren også er kommet med – så er det de rigtige toner, der bliver frembragt. Bortset fra, at det skulle være politiets skyld – det forstår jeg nemlig ikke en pind af,« konstaterer Peter Skaarup.

Udover at sænke den kriminelle lavalder ønsker Dansk Folkeparti bl.a. også at politiet skal have lov til at bruge vandkanoner, at forældrene skal gøres ansvarlige for deres børns handlinger og at strafferammen for gadeoptøjer skal forhøjes.