Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser reformer af både dagpenge, efterløn og førtidspension.
19. august 2009, 12:10
Det ser ud til, at Arbejdsmarkedskommission har arbejdet forgæves. Dagen inden kommissionen kommer med sine forslag, stikker finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) en kæp i hjulet, skriver Jyllands-Posten.
»Vi sidder i en krise, hvor dagordenen er, at ledigheden stiger rundt omkring i verden, og vi sidder i et internationalt økonomisk tilbageslag, og derfor er det ikke på dagsordenen at skære i efterlønnen eller dagpengene. Det måtte vi bare sande på den hårde måde i efteråret, da vi forsøgte at få flertal for arbejdsmarkedsreformer,« siger Hjort.
Blandt Arbejdsmarkedskommissionens forslag til, hvordan danskerne samlet set skal komme til at arbejde mere, hører kortere dagpengeperiode, højere efterlønskontingent og opstramninger i førtidspensionen.
Men Claus Hjort Frederiksen aflyser samtlige forslag, siger han til Jyllands-Posten.
»Jeg tror, at vi realistisk skal sige, at i lyset af de problemer, vi står med, så gemmer vi de her dagsordener til bedre tider,« siger Claus Hjort Frederiksen.
Finansministeren fremlægger på tirsdag en finanslov, som viser et dundrende milliardunderskud på statens finanser. Krisepakker, udbetaling af SP-opsparing og frit slag for kommunerne til at bygge løs har sammen med faldende eksportindtægter og færre indtægter fra Nordsøen drænet kassen for penge, og samtidig fortsætter ledigheden med at stige.


































