Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Mogens Camre, lukker døren for en mulig ny periode i parlamentet - eller et comeback til Folketinget.
8. maj 2008, 11:53
Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Mogens Camre, melder nu endeligt, at han ikke genopstiller ved næste sommers valg til Europaparlamentet. Mogens Camre skrinlægger samtidig definitiv alle planer om et comeback til Folketinget.
- Når jeg hidtil mere eller mindre har holdt døren åben, så er det fordi, at så starter straks diskussionen om, hvem som er efterfølgeren. Og det har vi indtil videre holdt lidt tæt til kroppen. Det er jo ikke nemt at finde egnede kandidater - det er måske let nok at finde nogle, som har kvalifikationerne. Men forudsætningen for at blive valgt til netop Europaparlamentet er, at du er oppe på et eller andet kendthedsniveau. Og der har vi måske svært ved at undvære nogle af vore gode, kendte folk, siger Mogens Camre.
Ifølge Mogens Camre skyldes beslutningen, at han i givet fald vil være 78 år ved EU-valgperiodens udløb.
/ritzau/
































