Dansk Folkeparti truer med at trække støtten til Odense-borgmester Jan Boye, fordi borgmesteren skal tale ved fredagsbønnen i omstridt moské. Borgmesteren står fast.
10. oktober 2008, 06:44 – opdateret 10. oktober 2008, 09:04
Odense-borgmester Jan Boyes (K) deltagelse i bønnen i en moské i Odense fredag, har sat sindene i kog hos Dansk Folkeparti i byrådet. Også Enhedslisten er kritisk over for borgmesterens deltagelse i bønnen og tale i moskeen.
- Jeg er noget rystet over, at han kan finde på det, siger Dansk Folkepartis medlem af byrådet, viceborgmester Alex Ahrendtsen, der opfordrer borgmesteren til at aflyse besøget.
- Islamisk Trossamfund havde ikke ligefrem nogen glorværdig rolle under Muhammedkonflikten, og de har aldrig undskyldt det. Det er folk, der bekæmper det vestlige demokrati, som modarbejder integrationen og ønsker adskillelse og et Taliban-lignende styre indført i Danmark. Jeg kan ikke se, hvad en demokratisk valgt borgmester skal lave hos dem, siger Ahrendtsen.
Ahrendtsen og Dansk Folkeparti var med deres ene mandat i byrådet med til at sikre, at Jan Boye med 15 mandater mod 14 kunne erobre magten i Odense ved det seneste valg. Nu overvejer Ahrendtsen, om partiet overhovedet skal støtte Jan Boye ved det kommende valg.
- Jeg bliver nødt til at gå i tænkeboks og tale med mit bagland. Der er jo et valg om et år, og vi må gøre tingene op og finde ud af, hvor vi står. Jan Boye har været en god borgmester på mange områder, og derfor er det ærgerligt, at han udviser så ringe dømmekraft i denne sag, siger Alex Ahrendtsen.
Også Enhedslisten i byrådet er kritisk overfor Boyes besøg i moskeen, som de mener er at blandt politik og religion sammen på en upassende måde.
- Han taler til en religiøs forsamling om politiske emner, og det er forkert. Det er at sætte politiske emner ind i en religiøs kontekst, siger Enhedslistens Anna Rytter til Fyens Stiftstidende. Rytter er i øvrigt selv muslim.
Jan Boye (K) selv fastholder, at han vil gennemføre besøget senere fredag. Han skal foruden sin deltagelse ved bønnen også tale i moskeen.
- Uanset hvad politiske medspillere og modspillere måtte mene om mit besøg i moskeen, så tager jeg derud. Jeg er inviteret derud og ser frem til besøget. Jeg er borgmester for alle borgere i Odense, uanset hvilken religion man måtte have, siger Jan Boye til Ritzau.
Besøget i moskeen ventes også at rumme en drøftelse af mulighederne for en stormoské i Odense og kommer kun kort tid efter, Odense Kommune arrangerede en ramadan- og kulturfest på rådhuspladsen Flakhaven i Odense. Også det arrangement har vakt vrede hos Dansk Folkeparti.
- Der tegner sig efterhånden et mønster, og det er vi skuffede over i Dansk Folkeparti, siger Alex Ahrendtsen.
/ritzau/

































