En stribe borgerlige folketingspolitikere afviser forslag om at gå ned i løn som en del af genopretningspakken. Meget tyder på, at forslaget falder.
1. juni 2010, 05:30
En række borgerlige politikere vender sig skarpt imod forslaget fra borgerlige toppolitikere om, at også folketingsmedlemmer skal gå ned i løn.
For to uger siden, da regeringen fremlagde første version af genopretningspakken, foreslog politisk ordfører Peter Christensen (V) og DF-leder Pia Kjærsgaard, at folketingsmedlemmer skulle gå omtrent fem pct. ned i løn.
Peter Christensen bebudede et konkret forslag i Folketingets udvalg for forretningsorden, men meldingen var ikke afstemt med alle i folketingsgruppen. Retsordfører Kim Andersen (V) er lodret imod at gå ned i løn.
»Det er at afspore debatten om genopretningsplanen. Alle dem, som vi forhandler med rundt omkring, får jo langt mere. Hvad med kontorchefer, afdelingschefer, departementschefer, styrelseschefer og kommunaldirektører, skal de så også gå ned i løn? Det er symbolpolitik,« siger Kim Andersen.
Populistisk symbolpolitik
Heller ikke MF'erne Eyvind Vesselbo (V) og Preben Rudiengaard (V) er tilhængere af at få reduceret årslønnen på ca. 540.000 kr.
»Som udgangspunkt støtter jeg det ikke. For det første er jeg imod populistiske forslag, og for det andet er jeg imod symbolpolitik. Da dette er begge dele, synes jeg ikke, at det er nogen god idé,« siger Vesselbo.
»Hvorfor skal det lige være Folketingets medlemmer, der skal gå ned i løn? Det er ikke rimeligt. Vores hyre er ikke fyrstelig,« siger Rudiengaard.
Af genopretningspakken fremgår det, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti »er enige om at tage kontakt til Folketingets formand og opfordre til en drøftelse af løn for medlemmerne af Folketinget med Folketingets partier«. Som led i genopretningspakken går ministrene fem pct. ned i løn i de næste to år.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Folketingets formand, Thor Pedersen (V), men også i K-lejren er der modstand. Gruppenæstformand Tom Behnke (K) vil kæmpe imod en lønnedgang med næb og kløer.
»Det er min klare opfattelse, at med den indsats, vi yder som folketingsmedlemmer, er vi vores løn værd. Med den flid vi lægger for dagen fra tidlig morgen til sen aften, er der ingen tvivl om, at vi vil kunne få langt over en million i årsløn i det private erhvervsliv,« siger Tom Behnke.
Andre går heller ikke ned i løn
Heller ikke finansordfører Mike Legarth (K) støtter forslaget.
»Personligt synes jeg, at politikere skal bidrage på samme måde som resten af landets borgere. Der er jo ikke andre, som vi beder om at gå ned i løn,« siger Legarth.
Gruppeformand Carsten Hansen (S) vil ikke bekende kulør, men vil afvente et forslag fra regeringspartierne.
Gruppeformand Kristian Jensen (V) vil ikke sige, om Venstre støtter en lønnedgang, men gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) holder fast.
»Hvis vi kunne nå til enighed om at gå i ministrenes fodspor, vil det være flot,« siger han.

































