Borgere afleverer 90.000 protest-underskrifter til Hvilshøj

Den lille borgergruppe Amnesti Nu har indsamlet knap 90.000 underskrifter i protest mod behandlingen af landets afviste asylansøgere.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) og dronning Margrethe modtager tirsdag knap 90.000 underskrifter fra danskere, der opfordrer myndighederne til at give opholdstilladelse til cirka 800 afviste asylansøgere.

Underskriftsindsamlingen er igangsat af borgergruppen Amnesti Nu, der arbejder for, at asylansøgere, som har opholdt sig på landets asylcentre i mere end tre år skal have opholdstilladelse i Danmark.

- Vi er en borgergruppe, hvor mange af os har personlig berøring med flygtninge, der sidder og venter i asylcentrene. Vi kan mærke, hvordan deres personlighed bliver præget af situationen. Lyset slukkes i deres øjne. Den asylpolitik, der bliver ført, er ude af trit med følelsen i befolkningen. Det er uanstændigt at behandle folk på den måde, siger en af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, Ulla Strange-Hansen, til Ritzau.

/ritzau/