Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech finder det usympatisk og i strid med regeringens politik, når Venstres integrationsordfører foreslår indslusningsløn.
10. juli 2010, 09:56 – opdateret 10. juli 2010, 09:59
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) langer nu ud efter et forslag fra sit partis egen integrationsordfører, Karsten Lauritzen (V), om at give en særlig lav indslusningsløn til nydanskere.
- Jeg finder det ikke sympatisk at begynde at klassificere dem, der ikke er etnisk danske som en særlig gruppe, man kan aflønne ringere end etniske danskere, forklarer Birthe Rønn Hornbech.
Hendes kritik kommer efter, at selv beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i Berlingske Tidende kalder forslaget "interessant" og håber, at arbejdsmarkedets parter "vil drøfte forslaget seriøst".
Ifølge forslaget skal nydanskere kunne arbejde til eksempelvis halvdelen af mindstelønnen, hvilket vil sige ned til cirka 50 kroner i timen.
Regeringens politik er stik modsat
Men både integrationsordføreren og beskæftigelsesministeren er tilsyneladende ude af trit med regeringens politik, hvis man skal tro integrationsministeren.
- Regeringens integrationspolitik går i den stik modsatte retning. Regeringens integrationspolitik drejer sig netop om at betragte den enkelte indvandrer som en ressource, der har præcis de sammer pligter og rettigheder som andre og som er med til at skabe vækst i Danmark, fastslår Birthe Rønn Hornbech.
Og den interne spild i Venstre om forslaget står ikke alene. Både eksperter, arbejdsmarkedets parter og politikere fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti kalder forslaget diskriminerende.
Ifølge Karsten Lauritzen er forslaget, der også støttes af De Konservative, et forsøg på at trække flere nydanskere væk fra passiv forsørgelse.
/ritzau/

































