Regeringen vil ikke kaste sig ud i letbaneprojekt rundt om København. Det er for dyrt, og det er bedre at satse på busser, siger transportminister.
8. december 2008, 15:06 – opdateret 8. december 2008, 15:49
Letbaner med moderne sporvogne er ikke løsningen på mange af de trafikudfordringer, som storbyer står overfor.
Transportminister Lars Barfoed melder usædvanligt hårdt ud efter letbaneprojekter i forbindelse med præsentationen af regeringens ny trafikplan. Region Hovedstaden ønsker en letbane langs Ring3 rundt om København for at lette presset på den trafikerede vej. Men det afviser Lars Barfoed fuldstændig.
- Det er en så enorm investering, at jeg ikke tror, det på nogen måde kan hænge økonomisk sammen. Jeg mener, det kan være lige så godt og langt billigere at investere i et busprojekt, hvor vi får de mest miljøvenlige busser til at køre delvist i egne baner på Ring3. Det vil hurtigere og langt billigere styrke den kollektive trafik, siger Lars Barfoed og retter et generelt angreb på letbaner, som ellers kommer i stadig flere europæiske storbyer.
- Letbaner er blevet et modeord. Hvis nogen siger letbaner, skal man bøje sig i støvet, fordi det ikke er politisk korrekt at stille spørgsmålstegn ved det. Det gør jeg så nu. Jeg har ikke noget imod letbaner, hvor det samfundsøkonomisk er en fordel, men det er langt billigere at lave busser, der kører i egne bane, de fleste steder, siger Barfoed.
/ritzau/
































