Asylaftale uden flertal i Folketinget

Løsgænger Pia Christmas-Møller er ikke umiddelbart klar til at støtte asylaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Oppostition kalder aftalen for løftebrud.

Der er lagt op til et nervepirrende efterspil til gårsdagens asylaftale mellem regeringen og DF. Løsgænger Pia Christmas-Møller vil ikke umiddelbart nikke til forliget, og det er uvist, om hun i stedet vil bakke et forslag fra oppositionen op. Regeringen har brug for Pia Christmas' mandat for at opnå flertal.

VKO-aftalen, som i går aftes blev lavet hos integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), betyder, at op til 50 familier kan få mulighed for at bo uden for asylcentrene, hvis de lever op til særlige krav.

Familierne skal bl.a. have opholdt sig mindst tre år i Danmark efter endeligt afslag på asyl.

Hos oppositionen er skuffelsen enorm, og den konservative afhopper, Pia Christmas-Møller, siger:

»Jeg kan ikke tro, at den aftale uden videre glider igennem i den konservative folketingsgruppe. Indtil jeg ved om det virkelig er Venstre og de Konservatives endelige konklusion, vil jeg ikke kommentere hverken forløb eller indhold.«

Den øvrige opposition kalder det et regulært løftebrud, fordi regeringen endte med et smalt forlig efter, at Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med valgkampen lovede et bredt.

»Det siger bare, at dem der havde et håb om, at Birthe Rønn ville repræsentere noget nyt, tog fejl,« siger SF-formand Villy Søvndal,

Venstres ordfører Karen Ellemann forsvarer det smalle forlig og forklarer, at det strengt taget ikke er nødvendigt med et flertal, fordi der er tale om en administrativ ændring.

»Men jeg kan da ikke forestille mig andet, end at alle partierne vil nikke til den her aftale, for den indeholder jo de elementer, som alle har haft fokus på.«