Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen nægter at svare på spørgsmål om sin fremtid, så er magtspillet i kulisserne i fuld gang. Ny næstformand ser ud til at blive skatteminister Kristian Jensen.
14. marts 2009, 18:46 – opdateret 14. marts 2009, 20:17
Finansminister Lars Løkke Rasmussen og hans nærmeste er i fuld gang med at fordele magten i Venstre.
Berlingske Søndag erfarer, at forsvarsminister Søren Gade (V) har sagt fra over for stillingen som næstformand, og dermed aflyser han et frygtet opgør med skatteminister Kristian Jensen om at blive partiets nye kronprins.
Søren Gade har forklaret sine nærmeste, at han ikke ønsker posten, fordi han lever alene med to teenagedøtre og dermed ikke føler, han kan klare rollen som Venstres kronprins.
Også Carl Holst, formand for Region Syd, melder pas. Han hører til blandt de stærke kræfter i baglandet og er kendt for at høre til Lars Løkke Rasmussens inderkreds.
Frygten for et opgør har ellers ulmet i partiet i takt med, at rygterne om Foghs afgang til NATO er taget til. Særligt har medlemmerne spekuleret i, at Søren Gade havde gode muligheder for at overhale Kristian Jensen og danne parløb med Lars Løkke Rasmussen, når Fogh siger farvel.
Søren Gade og Kristian Jensen er blevet beskrevet som to meget jævnbyrdige kandidater, og få tør byde på, hvem der ville kunne få flest stemmer på det ekstraordinære landsmøde, som Venstre skal holde, når der på et tidspunkt skal vælges ny formand og altså ny næstformand.
Dermed tegner det til at blive et historisk roligt landsmøde. Da Uffe Ellemann-Jensen i 1998 gik som formand, og Anders Fogh Rasmussen overtog, måtte Lars Løkke Rasmussen kæmpe helt anderledes for næstformandsposten, da både Peter Brixtofte og Eva Kjer Hansen valgte at stille op.
Nyt regeringsgrundlag
Ud over fordelingen af magten er Lars Løkke Rasmussen langt i arbejdet med at formulere sine politiske målsætninger. I øjeblikket arbejder seks forskellige politiske grupper med en ny Venstre-politik. Det samme sker hos de Konservative.
Det arbejde er en del af forberedelserne til et helt nyt regeringsgrundlag, som Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen så i fællesskab vil præsentere – måske efter sommerferien.
Kristian Jensen må dog i første omgang, ifølge Berlingske Tidendes kilder, nøjes med posten som næstformand og dermed kronprins. Den naturlige post for en kronprins – Finansministeriet – er i første omgang udset til at blive overtaget af den nuværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen. Dog er der folk i Venstre, som mener, at Claus Hjort bør gå sammen med Fogh.
Forventningen er, at Løkke nøjes med en lille rokade i første omgang, hvis han bliver statsminister nu. Efter klimatopmødet til december vil han formentlig tage den store rokade, hvor Claus Hjort Frederiksen så træder tilbage og bliver Venstres gruppeformand. Dermed er pladsen ledig til Kristian Jensen. Det er ved samme lejlighed, at også de Konservative vil flytte rundt på deres ministre, og dermed vil danskerne skulle vænne sig til en stribe nye ansigter: Her bliver der blandt andet gættet på Jacob Jensen, Peter Christensen, Malou Aamund og Søren Pind.

































