Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

700 mio til ungdomskriminelle

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) og Socialminister Karen Ellemann (V) har præsenteret regeringens pakke mod ungdomskriminalitet »En Ny Start«.

Regeringen vil sætte mere end 700 mio. kroner af over de næste fire år til indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Det fortalte justitsminister Brian Mikkelsen (K) onsdag formiddag på et pressemøde på ungdomsværestedet Fisken på Vesterbro. Her præsenterede han sammen med socialminister Karen Ellemann (V) præsenterede regeringens nye plan for indsatsen mod Ungdomskriminalitet.

Planen, »En ny start«, indebærer sammenlagt 40 punkter og er ifølge justitsministeren »historisk«.

Både hårdt og blødt
- Kriminalitet begået af børn og unge har vidtrækkende konsekvenser, både for ofrene, for den unge gerningsmand og for samfundet, og derfor skal vi så tidligt som muligt have fat på de unge, der risikerer at havne i en kriminel løbebane. De skal have en ny chance, en ny start, lød det fra ministeren.

Han understregede, at regeringen vil følge mange af anbefalingerne fra Ungdomskommissionen, der for få uger siden afgav deres længe ventede betænkning.

- Vi vil sætte ind med både hårde og bløde elementer. Hvis vi skal give børn og unge, der er i fare for at havne i kriminalitet, den nødvendige nye start, er nøgleordene mere konsekvens, opfølgning og omsorg, fastsog Brian Mikkelsen.

Børn skal ikke i fængsel
Et af de forslag, som regeringen allerede luftet ved Folketingets Åbning tirsdag er nedsættelsen af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.

Justitsministeren understreger, at det ikke er meningen, at 14-årige nu skal i fængsel.

- De 14-årige vil fremover blive bedømt efter samme regler som de 15-17-årige. Det betyder, at frihedsstraf kun kommer på tale i de færreste sager, og at 14-årige ikke kommer til at sidde i fængsel med forhærdede kriminelle, siger ministeren og fortsætter:

- Vi kan se, at kriminaliteten bliver mere alvorlig i den gruppe, men vi vil ikke have lavalderen længere ned. Vi kan også se, at en lavalder på 14 år ligger inden for FNs generelle anbefalinger, pointerer Brian Mikkelsen.