Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

12 forbandede minutter

Det lignede et columbusæg, da S og SF fortalte danskerne, at de bare skulle følge den røde plan og arbejde 12 minutter mere hver dag, så ville alle økonomiske problemer være løst uden ubehagelige besparelser. Men det let forståelige slogan har vist sig at rejse flere spørgsmål end svar.

Det var timet og tilrettelagt til mindste detalje. Et gennemkoreograferet stykke politisk kommunikation leveret i den gamle børsbygning - kapitalismens højborg. Alene den detalje blev betragtet som en lille hoverende sejr til S og SF, da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fremlagde »Fair Løsning« - den længe ventede røde økonomiske plan.

Og budskabet var så enkelt og forståeligt, at det lynhurtigt nåede ud til det sidste samlebånd i den sidste afkrog af landet: Hvis bare danskerne vil arbejde sølle 12 minutter mere om dagen, så kan både velfærden med efterløn og hele pivtøjet og den kriseramte danske økonomi reddes. Vupti.

Det lød næsten for godt til at være sandt. Det var det næsten også, skulle det snart vise sig. Ikke at de 12 minutter vil være ligegyldige. Tværtimod.

Selv den borgerlige regering måtte nikke anerkendende: Skulle det rent faktisk lykkes for det nye forstærkede samarbejde mellem S og SF og fagbevægelsen at vende de traditionelle krav om lavere arbejdstid til et krav om højere, så ville det virke. Det var der enighed om, og eksperterne i Arbejdsmarkedskommissionen havde selv forslaget om en times ekstra arbejde om ugen til alle danskere på tegnebordet i sin tid. Men der var et problem: Danskerne har ikke lyst til at arbejde mere. Og S-SF-planen skal gennemføres ad frivillighedens vej. Altså vil den være endog meget svær at få gennemført.

Her kunne historien i og for sig have stoppet, for i sidste ende må det jo komme an på en prøve, om det kan lade sig gøre, at få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen.

Men efterfølgende har de mundrette og meget kommunikerbare 12 minutter af forskellige årsager udviklet sig til en mindre forbandelse for den økonomiske plan. Den ekstra arbejdstid skal findes gennem såkaldte trepartsforhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, og topbosserne i fagbevægelsen spillede straks med og lovede at levere. Men ikke nødvendigvis ekstra arbejde.

Smart kommunikationsfif

For de 12 minutter har aldrig været en konkret del af S og SFs økonomiske plan. De er bare et eksempel på, hvor lidt der skal til. De er et kommunikationsfif, der er klistret oven på den økonomiske plan, men som aldrig konkret vil blive til noget, og som ikke direkte har noget at gøre med planen, selvom Helle og Villy på hjemmesiden fairlosning.dk stadig siger, at de foreslår at øge arbejdstiden med 12 minutter.

Den strategi har vist sig at give mange problemer, for de mange spørgsmål, om hvem, hvordan, hvornår og hvor de 12 minutter skal komme fra, har føget gennem luften. I virkeligheden lovede fagbevægelsen slet ikke 12 minutter. Den lovede 15 milliarder i såkaldt økonomisk holdbarhed fundet ved trepartsforhandlinger.

Og så igen - gjorde den? LO-formand Harald Børsting har været i medierne med budskabet om, at der slet ikke bliver brug for så mange milliarder. For når regeringen alligevel har halveret dagpengeperioden, så kan en S-ledet regering jo vælge at lade den aftale løbe videre - selvom den næsten er blevet set som første skridt mod den sociale massegrav - og derved er finansieringsbehovet måske kun 11 milliarder.

Læg dertil solomarkeringer fra blandt andet fagbevægelsens »Rasmus Modsat«, FOA-formand Dennis Kristensen, fra formanden for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey, fra akademikerne, der slet ikke vil være med. Og den reformivrige radikale leder, Margrethe Vestager, der røg fagbosserne ud med et krav om, at de konkret fortæller, hvordan de vil levere de mange penge.

Eller S-formand Helle Thorning-Schmidt der efterfølgende bankede fagbevægelsen på plads ved at nævne det unævnelige: Efterlønnen. Den kunne ende med at blive afskaffet, hvis ikke fagbosserne leverer det, de har lovet, måtte man forstå.

Varm luft og rent bluf

I den borgerlige lejr er der ikke meget at grine ad i øjeblikket med intern kævl og elendige meningsmålinger. Men når topsocialdemokrater igen og igen må henvise til fagbevægelsens løfter om at levere de skind, som Thorning og Søvndal allerede har solgt, så gnækker de lidt.

Og i erhvervslivets top kigger man på med forundring: Arbejdsgiverne er det tredje ben i trepartsforhandlingerne, men de er ikke taget i ed på samme måde som fagbevægelsen. Og bedømmelsen er benhård: Varm luft, rent bluf og fuldstændig uansvarligt, har man kaldt de rødes plan, og samtidig har man ladet forstå, at man gerne møder op til trepartsforhandlingerne, men det bliver med ultimative krav: Alt, som skal aftales, skal gavne dansk økonomi, og ikke pleje fagbevægelsens særinteresser. Sådan spiller klaveret ikke, siger arbejdsgiverne, som i øvrigt ikke har i sinde at finansiere gildet. Det er ellers kravet i dag fra flere fagforbund.

Det har vist sig, at de 12 minutter var nemme at kommunikere. Men det er svære at forklare. Og sidste kapitel er ikke skrevet endnu.