Uden for fællesskabet

Børnenes glæde over forskellige sportsgrene har fået klummeskribent Jesper Eising til at fundere over sit eget boldøje.

Jeg er ikke god til sport. Ganske enkelt. Jeg har ikke boldøje, evner ikke at lave en anstændig serv i tennis, lærte først at svømme, da jeg gik i gymnasiet og har endnu aldrig foretaget et hovedspring, kan hverken lave saltomotaler eller slå flik flak, blev altid valgt til sidst til fodbold, kan ikke ramme en basketball-kurv, selv om jeg står lige nedenunder den, og kan hverken stå på ski eller løbe på skøjter.
Jeg er ikke god til sport. Ganske enkelt. Jeg har ikke boldøje, evner ikke at lave en anstændig serv i tennis, lærte først at svømme, da jeg gik i gymnasiet og har endnu aldrig foretaget et hovedspring, kan hverken lave saltomotaler eller slå flik flak, blev altid valgt til sidst til fodbold, kan ikke ramme en basketball-kurv, selv om jeg står lige nedenunder den, og kan hverken stå på ski eller løbe på skøjter.

Det var hendes højeste ønske. Hun havde i god tid skrevet et brev til julemanden, hvor det stod aller øverst: skøjter. Da juleaften oprandt, og skøjterne ikke lå under træet, kunne man se skuffelsen i hendes ansigt, selv om hun som en velopdragen syv-årig holdt masken.

Det var først anden juledag – til julefest nummer 2 – at hendes højeste ønske blev opfyldt, et par hvide kunstløberskøjter fra farmor og farfar, og øjnene strålede (»Nej, hvordan vidste I, at jeg ønskede mig dét?«), og far og mor blev straks afkrævet et svar: hvornår skal vi i skøjtehallen?

Så en dato blev sat, og nedtællingen gik i gang, og da dagen oprandt, kørte hele familien til skøjtehallen, og jeg tænkte: vi får nok hallen for os selv. Jeg blev klogere, for det var som om, hele byen kollektivt havde besluttet sig for at skøjte andefedtet væk. Jeg så ud over mængden af børn og voksne, der susede frem og tilbage over isen, og jeg tog en hurtig beslutning:

- Far skal ikke have skøjter på!

Og så blev mor ellers sendt på isen med storesøster, lillebror og to vaklende Bambi-ben, mens jeg opmuntrende råbte til fra tilskuerpladserne.

Jeg er ikke god til sport. Ganske enkelt. Jeg har ikke boldøje, evner ikke at lave en anstændig serv i tennis, lærte først at svømme, da jeg gik i gymnasiet og har endnu aldrig foretaget et hovedspring, kan hverken lave saltomotaler eller slå flik flak, blev altid valgt til sidst til fodbold, kan ikke ramme en basketball-kurv, selv om jeg står lige nedenunder den, og kan hverken stå på ski eller løbe på skøjter.

I sommer rendte jeg rundt på en fodboldbane med min fire-årige søn. Ti gange lossede jeg til bolden. Ti gange ramte jeg forbi målet – heldigvis var sønnike stadig imponeret, og nu går han selv til fodbold, hvor engagerede forældre træner, og drengene er i Messi- og FCK-trøjer.

Det har egentlig aldrig været et stort traume. Jeg har altid været med til sport, er aldrig blevet holdt ude på den bekostning, men er bare, som tiden er gået, blevet mere og mere afklaret med, at de (mande)fællesskaber, der er omkring sport, ikke er nogle, jeg har de store aktier i.

Men det dukker op til overfladen, nu hvor mine børn begynder at gå til sport – svømning, gymnastik, fodbold og – måske – skøjteløb. Jeg må erkende, at jeg ikke bliver nogen rollemodel på dét punkt – heldigvis tør de allerede flere ting, end jeg nogensinde har turdet, så jeg håber og tror, at de finder en vej ind i fællesskabet. Så skal jeg nok stå på sidelinjen og heppe.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.