Trine Dyrholm: Er jeg overhovedet den samme person?

Trine Dyrholm – Danmarks mest prisvindende skuespillerinde nogensinde – føler trods sit selvhad, at hun stadig bliver bedre for hver rolle. Men er det unge talent fra tv-serien »Taxa« overhovedet den samme person, som den stjerne, der netop nu er aktuel i DRs ny serie, »Arvingerne«?

Trine Dyrholm
Trine Dyrholm
Foran Trine Dyrholm hænger et fotografi fra 1997. Et billede af hendes yngre selv. Fra dengang, da hun som nyudklækket kæmpetalent fra skuespillerskolen fik sit folkelige gennembrud i DRs dramaserie »Taxa«. Hun kigger på denne yngre kvinde. Klædt i jakken fra Krone Taxa og sit vanlige smil. Hun kigger på det glatte ansigt med de store, lyslevende øjne. Og husker, hvordan hendes yngre jeg brændte for at vise verden, at hun ikke blot var en ung, køn, langhåret pige. At hun var langt mere end konstante smilehuller og en komplet mangel på jordforbindelse.

Kontrasterne fra denne unge kvinde til hende selv, iagttageren, begynder at gå op for hende. Håret er stadig blondt, men det hænger ikke længere. Det er skarpt klippet – en kort frisure med maskulint undercut. Og hun er klædt i jakkesæt. De passerede år har sat sig som furer i hendes stadig flotte ansigt.

Grunden til, at hun står og kigger på billedet, er simpel. Efter 15 år er hun tilbage i det studie, hvor hendes karriere tog fart. Hun er for anden gang i sit liv i en DR tv-serie, primetime, søndag aften. Billedet hænger som en tidslomme i DR Dramas studier, og mens hun kigger på det, tænker hun:

»Er det virkelig mig på det billede?

Er jeg overhovedet den samme person?«

I dag er Trine Dyrholm den danske skuespillerinde, der samlet set har vundet flest priser. Under Robert-uddelingen i år holdt hun to takketaler, da hun både vandt prisen for årets bedste kvindelige hovedrolle i »Den Skaldede Frisør« og årets kvindelige birolle i »En Kongelig Affære«. I alt har hun vundet fem Bodil-statuetter og lige så mange af pendanten Robert.

Men trods aktiviteten på det store lærred – hun har to biograffilm på vej i 2014 – er hun for første gang siden »Taxa« tilbage i en stor rolle på tv-skærmene. »Arvingerne«, der havde premiere i onsdags og blandt andet modtog ros og fire stjerner af Berlingskes tv-anmelder, er årets store drama-satsning på DR. Her spiller hun Gro, det ældste af fire børn til den døende, verdensanerkendte kunstner Veronika (Kisten Olesen).

Den nu 41-årige Trine Dyrholms tanker om, hvorvidt hun er blevet en anden i løbet af sin karriere, kommer ikke ud af ingenting. For da optagelserne gik i gang til »Arvingerne«, var hun sammen med Jesper Christensen og Kirsten Olesen blandt de største og mest rutinerede navne på rollelisten.

»Der er sket så meget i mit liv siden »Taxa«. Derfor var det enormt livgivende faktisk at stå i det samme studie igen, men samtidig at stå et trin højere på generationsstigen. Nu var det mig, de andre kom og spurgte til råds. På den ene side er det jo bare fedt at »være den«. På den anden side var jeg lige så forvirret i hovedet, som jeg altid er på dette tidspunkt,« fortæller Trine Dyrholm.

Hendes tanker løber rundt i en kreativ labyrint. Hun forsøger at lære sin nye karakter at kende, og hendes hjerne filtrer sig så småt ind i og rundt om plottet.

»Skuespil er en mærkelig størrelse. For det handler ikke altid om at levere. Det handler om tilstedeværelse, og det handler om på en eller anden måde at skabe ... moment. Her og nu og i hver scene. Moment gennem alt det forarbejde, man har lavet. Og med al den viden om, hvad skuespillet kan. Momentet kan også komme med det frie fald, jeg efterhånden har øvet mig i at kaste mig ud i,« siger hun.

Jo mere, Trine Dyrholm tør åbne sig for de følelser, hendes krop og hjerne er i stand til at skabe, jo højere troværdighed oplever hun. Det er noget af det, hun har lært gennem sin karriere. At turde hvad som helst.

»Jeg er allergisk over for ting, der ikke føles sande. Jeg bliver helt flov. De svære emotionelle scener kræver et stort kontroltab, for man stiller sig ud et sted, hvor det kan blive virkelig, virkelig dårligt. Og det gør det også tit, men så redder klipperen mig forhåbentlig,« siger hun og griner.

De, der for tre dage siden fulgte »Arvingerne«, kunne se Dyrholms metode direkte udført i scenen, hvor hendes rolle, Gro, skændes med brutale ord med sin døende mor Veronika. Og måske endnu mere udtalt, da hun i første afsnits sidste scene sidder ved moderens dødsleje med sine tårer og alle de forsonende ord, der aldrig blev sagt. Trine Dyrholm kalder scener som disse svære, men nemme at afkode og forholde sig til.

»Hele mit mantra er, at jeg skal turde alt og glemme alt om forfængelighed. Var jeg forfængelig, kunne jeg ikke spille de scener. »Ser jeg dum ud, når jeg græder?« Drop de tanker! Jeg dropper al vished om, at jeg hader synet af mig selv, når jeg spiler øjnene ud og bliver gal.«

Men samtidig er det vigtigt, at hun ikke leverer for meget. Al den tekniske viden og det massive hjemmearbejde skal parres med instinktet.

»Jeg skal ikke forsøge at være alt for dygtig. For når du er for »dygtig«, skaber du en distance mellem dig selv og publikum eller dig selv og kameraet.«

Følelserne, hun kanaliserer i de svære scener – som hun også havde adskillige af i Susanne Biers Oscarvindende drama »Hævnen« – stammer ikke direkte fra hende selv. Hun opdigter nemlig historier for sine karakterer – historier, der går forud for handlingens begyndelse. På den måde slipper hun for at trække sine private sejre og nederlag ind i skuespillet. Hun kalder det for sin følelsesbank. Det er hendes metode, og den er blevet forfinet i høj grad, siden hun for 15 år siden var Taxa-Trine.

»Som ung havde jeg slet ikke det samme overskud. For mig har det at blive ældre været som at slå hul ned i dybden. Både som skuespiller og som menneske. Ned til et nyt sted, hvor der er endnu flere lag.«

I slutningen af 1990erne var det rollerne i »Taxa«, »Festen« og »I Kina spiser de hunde«, der gjorde hende til folkeeje. Men hun var samtidig særdeles aktiv på teaterscenerne i København. Dr. Dante, Østre Gasværk, Betty Nansen. Særligt de eksperimenterende, lidt vilde stykker nød hun. For ikke nok med, at de udviklede hende som skuespiller, de var også med til at fjerne hende fra det image, hun havde fået som naboens søde datter.

»Jeg var jo lidt den der kønne, unge, blonde pige. Sådan fra naturens hånd. Jeg så jo meget pæn ud, kom fra Fyn og havde røde kinder.

På teaterskolen blev jeg altid anklaget af en underviser for ikke at have nogen jordforbindelse. Og det var helt rigtigt. Jeg var for let at omgås, og jeg talte med lidt for lys stemme og måske endda en fynsk dialekt. Jeg havde et svævende ungdommeligt sind, som jeg måtte arbejde hårdt med for at give noget kant, noget jordforbindelse, noget dybde. Det var vigtigt for mig at arbejde med i de første år som skuespiller.«

Nutidens Trine Dyrholm føler ikke længere, at det er vigtigt at bevise det. Men hun vil stadig gerne udfordre sig selv hver dag på jobbet. De talrige barske scener i hendes film og på scenen understreger, at hun har kant.

»Livet går sin gang, så jeg blev jo helt naturligt ikke ved med at være den unge kønne pige. Nu har jeg kort hår og jakkesat og er så maskulin, som jeg kan blive,« siger hun og griner af tøjet, hun har valgt at lade sig fotografere i. Gro, hendes rolle i arvingerne, er en formelt klædt direktrice.

»Nogle har jordforbindelsen fra fødslen. Men personligt havde jeg brug for at stifte bekendtskab med alt muligt – roller, levet liv. Jeg beklager, jeg ikke kan være mere specifik. Jeg føler bare, at jeg står mere og mere på mine fødder.«

Trods sin tilkæmpede jordforbindelse befinder Trine Dyrholm sig ikke altid på sikker grund. I 20erne havde hun ofte fornemmelsen af, at verden tiltede for hende. I dag kender hun blot flere nuancer af, hvad der rent faktisk sker, når verden tilter. Det er den fortrolighed, årene har givet hende, fortæller hun.

»På mange måder har jeg tabt min uskyld. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Men jeg kan da længes tilbage til tiden før bevidstheden.«

I offentligheden slipper hun aldrig helt af med sit image som den kønne, søde pige. Det ved hun, og det generer hende ikke længere. Men hun vil ligeså gerne ses som en diva.

»Jeg føler mig da enormt diva-agtig, når jeg står i en lang kjole til prisuddelingen i Berlin og lader mig fetere på den røde løber. Jeg vil ikke kalde mig krukket, men jeg kan ikke sige mig fri for at være selvoptaget. Det bunder først og fremmest i, at jeg også interesserer mig for mig selv. Men det tror jeg egentlig, at de fleste mennesker gør,« forklarer hun.

Men den positive interesse for hendes egen person opvejes af et langt mere negativt tankemønster.

»Jeg er – uden at vi skal sovse for meget i det – udstyret med et ufatteligt stort selvhad. En grundlæggende ikke-tilfredshed. Det er, som om de to ting opvejer hinanden.«

Der er altid tvivl i Trine Dyrholms sind. Usikkerhed. Det kan være belastende, fortæller hun. Det pinte Taxa-Trine, og det nager stadig den helt voksne Trine Dyrholm fra »Arvingerne«.

»Om jeg bedre kan kontrollere det i dag? Både og. Følelserne har fået flere nuancer. For i kraft af, at jeg opnår flere ting, sætter jeg mine krav til mig selv højere. Forventer mere af mig selv og bliver direkte skuffet, hvis jeg ikke leverer et eller andet nyt eller overrasker mig selv. Og det er ikke så tit, man formår det,« siger hun.

»I perioder bruger jeg for meget tid på at slå mig selv oven i hovedet. Jeg mudrer med det. Men jeg tror, at jeg er blevet bedre til at kapere usikkerheden i forhold til for 15 år siden. For nu ved jeg, at den altid er der. Og den tilter mig ikke på helt samme måde, som den gjorde tidligere,« siger hun.

»Det at blive ældre, handler om at acceptere nogle af de sider, man har. Når jeg taler om at slå hul ned til næste lag, er det på mange måder, som om hele livet udvider sig. Som om ting får flere farver, nuancer. Livet er ikke længere »hverken eller«. Det er hele tiden »både og«. Og de nuancer, jeg lærer, at livet har, prøver jeg at udnytte direkte i mit skuespil.«

Skuespillet er på mange måder omdrejningspunktet for Trine Dyrholm. Det er det, hun er, og hun er en nørd inden for sit fag, understreger hun. Kærligheden til skuespillet er også en af grundene til, at hun er vendt tilbage til tv-serierne. For det er her, meget af det spændende foregår lige nu, siger hun og henviser blandt andet til de mange amerikanske tv-serier, der har bjergtaget folk de senere år. »Homeland« og »Girls« er hendes favoritter for tiden.

Men selv om film, teater og tv-serier leverer underholdning, handler skuespillet ikke kun om sjov og ballade.

»Jeg tillader mig at føle, at det, jeg laver, er vigtigt. Altså, kunst har jo altid haft en berettigelse. Også der, hvor nøden er størst eller krigene raser, trives den. Fordi vi har brug for en fælles historiefortælling til at spejle vores tanker og følelser. Alt det, der kan være svært at dele med hinanden i dagligdagen.«

Hun håber og tror på, at »Arvingerne« kan være en af de serier, der skaber dette særlige fællesskab for seerne. For på et tidspunkt bliver vi alle konfronteret med dødsfald, opdeling af dødsbo og sorg. Men arven er også vigtig at snakke om i overført betydning, siger Trine Dyrholm.

»Jeg har en lyst og et talent til at gå ind i nogle særlige rum. Herfra kan jeg i drys være med til at give oplevelser og fortælle historier, så vi mennesker oplever et eller andet fælles."

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.