Thor Möger: Det vigtige i livet

Tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen bliver vært på DR2-programmet »Gadens Parlament« – og endnu en politiker med tv-karriere. Men her handler det om de vigtige ting i livet: Fiasko, forældre og Peter Plys.

"Jeg er debatvært på DR2, men stadig et politisk menneske," siger Thor Möger.
"Jeg er debatvært på DR2, men stadig et politisk menneske," siger Thor Möger.

Hvem er dit forbillede som tv-vært?

Jeg har som sådan ikke noget forbillede, men jeg synes, at mange gør det godt. Herhjemme har jeg respekt for Kurt Strand, som evner at gennemføre interview på en god og ordentlig måde samtidig med, at han er skarp og i øjenhøjde med både den, han taler med og til. I udlandet synes jeg, det er helt unikt, hvad Oprah Winfrey kan med mennesker. Hun får virkelig folk til at åbne sig.

Hvad ser du som din største succes?

Det er svært at pege på én ting, men hvis jeg føler efter helt ned i maven, er det nok, at jeg fik scoret min kæreste. Det tog en del år at nå derhen. Vi var venner i mange år, før vi blev kærester. Men jeg er også glad for at have bidraget til, at vi har fået en ny regering i Danmark.

Hvad er din største fiasko?

Jeg har masser af begrænsninger i alle aspekter i livet, men den største er nok den musikalske. Jeg har ikke en tone i livet – det er helt forfærdeligt og virkelig træls. Jeg kom til den erkendelse i 1.g på Frederiksborg Gymnasium, hvor jeg ellers mødte op med masser af gåpåmod og syntes, at jeg skulle have en fremtrædende rolle i den årlige musical. Jeg gik til audition og sang »Imagine« af John Lennon og mente selv, at det gik meget godt. Men konklusionen var, at jeg hverken skulle beskæftige mig med sang, musik eller skuespil – det blev gjort klart for mig på bedste Blachman-maner! Så jeg endte med at blive formand for elevrådet. Det er måske meget klassisk. Så tager man det næstbedste.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

Min mor og min far har begge været engageret i deres omverden. Min far er direktør i pensionskasse, og min mor er chef i Røde Kors. De er skilt nu, men har på hver sin måde indprentet, at evner forpligter. Man skal bruge sine evner til andet end at gavne sig selv. Jeg kunne selv vælge, hvad jeg kastede mig over, men uanset hvad, skulle jeg stille mig selv det mål at give mere til mine omgivelser, end jeg modtog. Det, synes jeg, har været en rar ballast.

Hvad er det bedste, en kvinde har sagt til dig?

Der er nogle ting, jeg ikke kan sige højt, og som slet ikke kan stå i avisen (griner). Men det bedste råd har jeg nok fået af min mor, og det handler om, at man skal stå ved sig selv. Man skal ikke lade, som om man er noget, man ikke er, for man kan først hvile i sig selv, når man er sig selv. Så kan man til gengæld også bedre klare modvind, fordi man slipper for meget af den usikkerhed, man ellers kunne slæbe rundt på. Det kræver selvfølgelig, at man mærker efter engang imellem. Jeg er begyndt at løbe på det seneste, og det er lidt meditativt for mig. Men ellers handler det om at give sig selv lidt tid alene i ny og næ, uden at hverken fjernsyn eller internet kører.

Har du en helt fra fiktionens verden?

Jeg har ikke rigtig helte eller forbilleder, men lader mig inspirere af både fiktive, men nok mest virkelige personer. Men jeg elsker at læse bøger for min datter, som er toethalvt. Lige for tiden læser vi meget Peter Plys, som jo er en fin helt, faktisk en antihelt. Han er en bjørn med en meget lille forstand, men med et godt hjerte. Det fine er, at der er mere i ham, end man lige umiddelbart ser. Hvis du spørger mig om et par år, er det måske »Brødrene Løvehjerte«.

Hvornår har du sidst været rigtig vred?

Jeg bliver aldrig rigtig vred, og det er faktisk noget, min kæreste er meget utilfreds med. Hun klager over, at vores skænderier er for ensidige. Jeg vil gerne blive bedre til at råbe lidt op, men jeg er nok ikke så sydlandsk i temperamentet. Men jeg kan blive sur på mig selv eller bange, hvis jeg føler, at jeg svigter mine nærmeste. Og det kommer man jo til nogle gange, når ens engagement går ud over ønsket om at prioritere familien. Det gælder ikke kun politikere.

Hvad har været de længste minutter i dit liv?

Jeg stod ved siden af min morfar, da han døde, og ved siden af min kæreste, da min datter blev født. Det er de episoder, hvor jeg har været tættest på liv og død, og hvor jeg har følt, at verdenen udenom stod stille eller ikke var der. Det kunne være et minut eller en måned, det var ligegyldigt i situationen, for det var et tidsmæssigt tomrum.

Hvordan definerer du dig selv nu? Er du tv-vært eller politiker?

Jeg er debatvært på DR2, men stadig et politisk menneske.

Facebook: Flere interviews

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.