Thomas Bo Larsen:»Jeg har altid haft skide svært ved at begå mig«

Det føles ligesom, da han havde garbardinebukser på som teenager. Det klør over det hele, når skuespilleren Thomas Bo Larsen skal til filmfestivaler og receptioner.

Thomas Bo Larsen i Carlsbergs Dronningesal
Thomas Bo Larsen i Carlsbergs Dronningesal

Hvad gør man, når John Travolta kommer hen, giver hånden og siger: »You are doing it over the top.« Skuespilleren Thomas Bo Larsen banker sin hånd ind i et lærred bagved i stedet for at give ham et klap på skulderen, vælter rundt og hører sin egen alt for høje stemme sige: »Thank you«.

Superstjernen dampede af igen lige så hurtigt og pludseligt, som han var kommet. Fra på onsdag er Thomas Bo Larsen, 49 – som over 500.000 mennesker har set i Thomas Vinterbergs prisbelønnede »Jagten« – aktuel i et nyt program på TV2. Her besøger han sammen med sin 20-årige datter, Sally, nogle af verdens rigeste og fattigste mennesker.

USAs rigeste celebrities, deriblandt John Travolta, var Thomas Bo Larsen sammen med dengang i 1999. Til »Golden Globe« prisuddelingen på Hotel Beverly Hilton i Los Angeles, hvor Thomas Vinterbergs »Festen« var nomineret som bedste udenlandske film, og Thomas Bo Larsen havde rollen som familiens taber-søn.

»Jeg har altid haft så skidesvært ved at begå mig i filmmiljøet, også herhjemme. Ikke når vi optager, det er kun til filmfestivalerne og receptionerne. Det var det samme, da vi var i Cannes med »Jagten« sidste år. Jeg er blevet bedre, klart bedre, men jeg føler mig stadig usikker, stiv, forkert. Jeg har det som om...«

Thomas Bo Larsen tager et langt sug af sin el-cigaret, der lyser blåt hver gang han hiver vejret indad. Stemmen er stadig mørk og karakteristisk, men lysere end Theos i »Jagten«. Fuldskægget er væk, det samme med hårmanken, han kunne være hvem som helst. Han virker afdæmpet og rolig, som han sidder der i den pompøse »Kejserindesalen« i Carlsberg Byen.

Beder om et øjeblik til at finde ud af, hvordan han bedst kan beskrive fornemmelsen af at føle sig stiv og forkert, når de røde løbere er rullet ud og champagnen flyder over.

»Jeg tror, jeg har det lidt ligesom, når jeg skulle have garbardinebukser på som teenager. Stoffet fik det til at klø overalt på mig, det kløede og kløede, indimellem var jeg ved at blive vanvittig og gjorde halv-mærkelige ting, fordi det kløede så meget.«



Mærkelige ting gjorde han også til »Golden Globe« prisuddelingen. Ting, han sidenhen har glemt, siger han, men husker dog, at der på et tidspunkt kom et par vagter og ville smide ham ud. Og at Thomas (Vinterberg. red) blev stiktosset på ham, fordi han skræmte den ene og den anden væk, Travolta for eksempel.

Men hvor gør man af sig selv, når man lige har siddet ved siden af Michelle Pfeiffer? Den RIGTIGE Michelle Pfeiffer. Og når Jim Carrey, Nick Nolte og Jack Nicholson netop er gået forbi, opslugt af hinandens selskab, og som trådt direkte ud af de hundredvis af film, han har set gennem årene, fordi han som ordblind aldrig har været i stand til at læse en bog eller en avis?

Han vil gerne genfinde sin identitet, når han er ved at miste sig selv, fordi han er alt for meget på udebane, som han siger. Og langt- fra altid kan klare at freestyle mellem smalltalk og pindemadder. Når virkeligheden begynder at forsvinde, og alting er i fare for at eksplodere i sprut og mindreværd. 

Rødderne i Gladsaxe

»Jeg kan huske, at jeg midt i alt det dér Hollywood-noget tænkte: Det her skal jeg fandeme lige ud og ringe og fortælle til rødderne derhjemme, det kan ikke vente, det er for stort, jeg bliver nødt til at snakke med dem.« Rødderne er Thomas Bo Larsens nære barndomsvenner fra højhusbyggeriet og ghettoen i Gladsaxe.

Det er hos dem, han også søger hen, når det hele bliver for meget eller for svært. Når han lige skal have sat på plads for sig selv, hvem Thomas Bo Larsen er. Det er venner, han har kendt, siden de var spinkle 12-årige drenge, der kørte rundt på knallert. Sammen med dem kan han være sig selv uden at præstere, uden at være på en bestemt måde, siger han.

Det er murerarbejdsmænd og bagersvende, der taler lige ud af posen. Der er ikke noget gyldent filter. Det elsker han dem for. Elsker den helt særlige indforståede jargon og tone, der har været en del af fællesskabet gennem snart 40 år.

»Rødderne ser mig på teatret og på film, det har de gjort, siden jeg blev skuespilller. De siger altid, hvis de synes, det er noget lort, uden at forklare og argumentere så meget. Jeg sætter enorm stor pris på den ærlighed. Jeg er ikke så god til alt for mange forskellige lag, jeg kan ikke gennemskue det, og jeg vil heller ikke.«

Det sker, at hans to verdener mødes meget konkret og smelter sammen til én verden. Som da Thomas Bo Larsen spillede en rolle som junkie på Nørreport Station i Ole Bornedals »Gud Bevare Danmark« på Østre Gasværk og vennerne fra Værebroparken sad nede blandt publikum. »Jeg troede, jeg så forkert,« griner Thomas Bo Larsen.

»Mens jeg står der på scenen, tænker jeg: Det er sgu da løgn, han går sgu da ikke rundt og bager på damerne midt under forestillingen, det kan ikke passe. Men det gjorde han, en af vennerne. På en eller anden måde er det jo åndssvagt, ikke. Men altså også lidt, jeg ved ikke... jeg holder bare meget af dem.«

Thomas Bo Larsen er blevet lidt af en enfant terrible i dansk film og teater.

Skældt ud for at være for ensidig og unuanceret og kun beherske én bestemt rolletype. Og for at dyrke gadedrenge-rollen privat, når han nu ikke kan leve op til det sofistikerede filmmiljø. Han er ligeglad. Helt ligeglad, siger han.

»Jeg ved, at jeg kan noget som skuespiller. At jeg kan få mennesker til at føle noget, at jeg kan røre noget i dem. Det har jeg fået bekræftet mange gange, og det er det vigtigste for mig. Folk har stoppet mig på gaden, senest med rollen som Theo i »Jagten«.

De har sagt: »Jeg er dig, jeg genkender det, sådan som du har det«.« Men det er langtfra kun kritik, også ros har Thomas Bo Larsen hentet fra fagfolk og anmeldere. For at kunne vise en særlig sårbarhed og en ofte småkomisk menneskelighed bag de fandenivoldske hooligan-manerer. Samtidig med en speedet nervøsitet. Det er blevet lettere med årene, mener Thomas Bo Larsen. Lettere fordi han mere end nogensinde ved, hvor han hører til.

Og ved, at det er muligt at zappe mellem to vidt forskellige miljøer, uden at gå i stykker på midten. Man kan godt træne hos vennen og boksetræneren Ian i Gladsaxe Bokseklub om formiddagen og gå til filmfest eller teaterpremiere om aftenen med sine skuespil-kolleger, som han også holder meget af.

Men det er stadig over en gang billard, et spil poker og en god diskussion sammen med vennerne, at han føler sig mest i synk med sig selv, siger han. En gang om året mødes Thomas Bo Larsen og de gamle venner under nogle særlige omstændigheder.

På årets næstsidste dag samles de på et bestemt tidspunkt på Gladsaxe Kirkegård for at mindes Michael, der døde af en hjernesvulst 30. december for ti år siden. »Han var en af os helt fra begyndelsen, så det var... den var hård, da han døde. Vi kommer for at vise Michaels familie respekt, og ja, for lige at stå og tænke på ham et øjeblik, uden at sige noget.«

X-rummet

Michael har Thomas Bo Larsen tilbragt timevis samme med, når de som knægte begge to blev sendt ind i X-rummet på den daværende Bagsværd Skole. Som var de med i en af Ole Lund Kirkegaards bøger fra 1970erne om de skæve drenge-eksistenser, der vrider sig rundt, fordi de ikke kan tilpasse sig autoriteterne. 60 procent af hele sin skoletid har Thomas Bo Larsen tilbragt i X-rummet

 Han er ordblind og har, som han siger, kæmpet en hel masse kampe på den konto. »Jeg var flov over det, sindssygt flov. I dag kan jeg se, hvor meget det har kostet. At det i høj grad har været medvirkende til, at jeg blev en af balladedemagerne for at kompensere,« siger han.

»Det kan godt være, at min dansklærer – han kunne i øvrigt godt lige finde på at vride min arm hårdt rundt indimellem – troede, han motiverede mig, når han sagde: »Thomas, når du en dag får en kæreste, så kan du jo ikke engang skrive et kærestebrev til hende.«

Men jeg opfattede det som en ydmygelse, en nedvurdering og en manglede tro på, at jeg nogensinde ville kunne lære at læse.« 

Lærte at læse

Mange år senere blev Thomas Bo Larsen tvunget til at gå til bekendelse over for sin lærer i teaterhistorie på Odense Teaterskole. »Vi skulle læse Shakespeare, Molière, nogle af klassikerne. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte sige det, som det var.

Så jeg fangede ham på et tidspunkt og fik sagt stille og roligt: »Ved du hvad, jeg er bare rigtig dårlig til at læse.« Det føltes som en befrielse. Som noget, der havde siddet længe inden i mig fra min skoletid.«

Thomas Bo Larsen har lært at læse. Det gjorde han på Teaterskolen. »Jeg lærte mig selv at læse, fordi jeg havde og stadig har så stor en kærlighed til skuespillet, at jeg har været nødt til det.« Han læser ikke godt, forklarer han.

På ingen måde, og han er stadig ikke i stand til at læse en bog. Men gennem mange år har han fået trænet sig op til læse den samme sætning igen og igen, når han skal indøve sine replikker. Han læser om morgenen, og lige inden han går i seng. Faste rutiner. »Det er ligesom at bygge mursten. Jeg læser en sætning, lærer den udenad og går så gradvis fremad. Men selve plottet, selve filmens manuskript, det kan jeg ikke læse.

Forud for optagelserne til »Jagten«, gennemgik Thomas Vinterberg handlingen med mig.« Til læseprøver har Thomas Bo Larsen udviklet en teknik, hvor han er dybt koncentreret og hører efter, hvad de andre skuespillere siger, så han på den måde kan få handlingen ind i sit hoved. Det er han blevet ret god til, næsten autistisk.

»Det tager længere tid for mig, end for mange af mine kolleger at indøve en rolle. På et tidspunkt spillede jeg »Jeppe på Bjerget«, der er 4.000 ord, og dem brugte jeg tre måneder på at lære forud for prøverne. Det er stadig et stort slid, og jeg keder mig stadig voldsomt, når jeg skal læse.«

Om få uger skal han i gang med prøverne til en nyfortolkning af »Robin Hood«, som skal opføres i »Ulvedalene« i Dyrehaven. Her skal han spille rollen som Broder Tuck, mens Michael Birkkjær er Robin Hood. Der er ikke meget rod eller Hooligan-manerer over Broder Tuck.

Selv siger Thomas Bo Larsen, at han elsker de rolletyper, han er blevet mest kendt for. Som outsideren, det sorte får, roden. »Jeg kan godt lide at forsvare de typer af mænd. De der skæve utilpassede typer. Man møder ofte en fordømmelse, men jeg synes, man skal passe på med at sætte mennesker i bås og have en forudfattet mening. Folk skal have en chance. Ligesom jeg selv har fået. Hvis jeg ikke var blevet optaget på Teaterskolen, tør jeg ikke tænke på, hvor jeg var i dag.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.