Sys Bjerre: Unge er stressede og forvirrede

Sangeren Sys Bjerre er bekymret for realitygenerationen. De helt unge ser kun på sig selv gennem andres øjne, og det er hamrende hårdt. Hun er netop udkommet med sit tredje album.

Sangerinden Sys Bjerre
Sangerinden Sys Bjerre

Ung og helt almindelig kvinde fra Vanløse. Med lidt for korte ben, lidt for mange fregner og lidt for stort mellemrum mellem fortænderne.

Som den ene dag står og vender hamburgere, serverer dem med ketchup og agurkesalat for Restaurant »Sporvejens« gæster på Gråbrødretorv.

Og som den næste hitter med sin debut-udgivelse »Gør det selv«, der sælger 80.000 eksemplarer. Inklusiv landeplagen »Malene«, som i 2008 fik hele Danmark til at synge med på omkvædet om eks-kæresten og den nedbrændte lejlighed på Vesterbro.

Sys Bjerre, 27, er kvinden, der kom fra ingenting og som på sin egen skæve, nærværende og finurlige måde fik sat strøm til en generation af unges store og små hverdagsdrømme og dramaer.

Billedserie: 

I sidste uge udkom hun med sit tredje album, »Sys«. Sangen »Kære Kina« er en kommentar til de unges stressede forhold til sig selv i en kompleks og uoverskuelig verden med konstante valg og et virvar af muligheder. »Hvor ville det dog være meget lettere, hvis verden hang sammen, så man bare kunne bore et hul i jorden til Kina,« synger hun.

Sys Bjerre står foran døren til sin stuelejlighed i den brostensbelagte baggård to minutter fra Rådhuspladsen. En lille alf med et lidt trist udtryk. På hovedet en rød pilleæskehat uden på det korte affarvede hår. Bare ben, bare tæer, strutskørt, pailletbluse.

Det er ikke showtøj, det er hverdagstøj. Nogen har engang sagt til hende, at hun ligner noget, der er trillet ud af forældrenes udklædningskasse, mens hendes gamle klaverlærer har kaldt hende for protestsanger.

Det er nu ikke helt det, hun er, siger hun, da hun sidder indenfor med benene oppe i sofaen på et rødt fåreskindstæppe.

»Men det er rigtigt, at der er nogle protester og et regulært oprør i flere af mine sange, men ikke på den der 1970er måde, hvor man var så vred og mest havde fokus på dem, der havde de forkerte løsninger,« siger hun.

»Jeg kan identificere nogle problemer, men jeg har langtfra løsningerne.«

De unge, både teenagerne og de såkaldte teens, optager hende. Mest fordi hun er ret bekymret for dem. For hun ved, siger hun, hvordan det er at være en usikker teenager og har selv prøvet, hvad det betyder at føle sig forkert. Så forkert, at det på et tidspunkt resulterede i en regulær spiseforstyrrelse.

»Fra jeg var 11-12 år, brugte jeg en masse energi på at hade min krop. Virkelig hade den. Det blev aldrig diagnosticeret, men jeg ved, det var en spiseforstyrrelse. Det var blandt andet noget med at være afhængig af pommes frites.«

På sin fanside og på Facebook får Sys Bjerre mange henvendelser fra unge piger. Om at have det svært med mad – og med sig selv. Hun svarer dem altid.

»For nogen er jeg måske blevet den storesøster, de aldrig har haft. Det er noget af det fine ved at være en kendt popsangerinde. At jeg kan få lov til at tale til nogle unge, som i en eller anden grad ser op til mig. At jeg kan sige til dem: »Jeg har haft det på samme måde som du.« Og så ellers prøve at overbevise dem om, at de er gode nok, præcis, som de er.«

Sys Bjerre indrømmer, at hun er i gang med et oprør, men af den blide slags. Derfor handler hendes sange om uretfærdighed ude i verden, om narcissisme, men også om kærlighed.

»Der er så meget selvoptagethed i vores tid. Vi ser efterhånden kun på os selv gennem andres øjne. Det er det perspektiv, vi har, og som for især den helt unge generation medfører så meget stress og forvirring.«

Og det er blevet værre, siden hun selv var teenager, mener hun og sender en del af skylden til de sociale medier med Facebook-universet som et af de vigtigste.

»Det handler hele tiden om at skabe sig et image, hele tiden holde et fokus på, hvordan man ser ud, og hvordan man virker på andre. Især det med at se på sig selv udefra tror jeg er dødhamrende hårdt.« Hun kalder det et udtryk for narcissisme, hvor det er strengt, strengt forbudt at tabe ansigt, hvis man blotter sig og bare prøver at være den, man er.

På sit første album skrev hun sangen »lille pige,« der ironiserer over, at alting bliver bedre, meget bedre, hvis bare man taber sig. Når hun i dag bliver stresset, mærker hun som en refleks følelsen af at være for tyk.

»Den spiseforstyrrelse, jeg havde, ligger stadig dybt i mig, og så må jeg sige til mig selv: »Du er ikke for tyk, det er noget, du tror, fordi du lige nu skal nå tusind ting«.«

Sys Bjerre fortæller om et kærligt barndomshjem i Vanløse med både en mor og en far, der begge er uddannet fra musikkonservatoriet. Moderen underviser i klaver, faderen er guitarist og ansat på et musikforlag.

I familien spiste man aldrig fastfood og kom aldrig på McDonald’s. Maden var sund, kager og brød var altid hjemmebagt og cola var noget, Sys Bjerre og hendes to mindre søstre fik en enkelt af om fredagen. Det kunne med hendes egne ord ikke være mere rigtigt.

»Men da jeg fik udgangstilladelse i frikvarteret i 8. klasse, gav jeg den gas hos bageren. For mig var bageren et vildt spændende og eksotisk sted. Jeg havde jo nærmest aldrig været der, anede ikke, hvad en basse var og troede, det var en donut. Min mor sagde flere gange, at jeg skulle passe på, jeg ikke blev for tyk. Det kan jeg huske, at jeg tog meget nært. På det tidspunkt var det nok ikke det rigtige af hende at sige.«

I dag ville Sys Bjerre have ønsket, at der dengang var nogen, der havde sagt til hende, at det er helt okay ikke at veje 40 kilo. At det er okay med mellemrum mellem fortænderne, for korte ben og for mange fregner. Så var det måske ikke endt i en spiseforstyrrelse. Hun er vred på nogle af de blade, som har de helt unge piger og børn som målgruppe.

»Jeg har sagt det til de mennesker, der redigerer bladene: »Undskyld mig, men har I tænkt over, at I laver et blad til børn, der hedder »Topmodel«. Det kan godt være, at bladet appellerer til kreativitet, og at piger på otte år skal tegne tøj til modellerne, men de modeller er allesammen tynde som tændstikker.«

Reality-programmerne har heller ikke ligefrem skubbet børn og unge i en positiv retning, mener hun. I et af de nye numre er der en skarpskåren hilsen til realitygenerationens jagt på et øjebliks berømmelse.

»Man lukker en gruppe unge inde i et sommerhus på Marienlyst, lader dem bolle med hinanden og drikke alle de Cult Shaker, de kan, og så skal vi ellers se, at de brækker sig bagefter. »What?« Jeg lyder som en 80-årig, jeg ved det godt, men hold nu op, det skal da stoppes.«

Billedserie: 

Sys Bjerre erkender, at hun er et følsomt menneske. Det er altid »all in«, som hun siger. Vildt glad og lykkelig, eller vildt ked af det og ulykkelig. Hun føler alting stærkt. Og har altid været for hurtig til det meste.

»Jeg har været hurtig til at blive forelsket, men også til at holde op med at være forelsket igen. Jeg har været hurtig til at få venner, og for hurtig til ikke at have dem længere. Den side har jeg arbejdet meget med.«

Som fire-årig var Sys Bjerre til en test hos en børnepsykolog, hvor hun blev sat ned i en sandkasse og skulle lave nogle opgaver, som psykologen bagefter skulle analysere. Hun byggede en borg af sand og satte nogle plasticdyr ind i borgen i et stort kaos.

»Der var krig, men der var også fest, og sådan er det egentlig for det meste med mig.«

Som voksen er hun kommet en del hos en psykolog i Sverige, men gennem årene også hos andre psykologer.

»Det betragter jeg ikke som noget særligt overhovedet. I min familie har vi altid analyseret os selv meget, og vi har også analyseret andre mennesker. Vi har altid råbt og skreget og grinet og grædt og smækket med døre og givet knus og kys. Vi har fået alle vores følelser ud, og det har givet mig et godt udgangspunkt i dag.«

Hun har haft svært ved at være alene. Det er noget af det, hun har talt med psykologen om.

»Jeg elsker at have mennesker omkring mig, elsker at lave gode middage og har mange venner, men jeg vil også gerne kunne være alene med mig selv og finde roen i det.«

Den proces blev indledt for tre år siden, da Sys Bjerre efter sit første album flyttede ind i sin farmors hus i Svendborg, efter at farmoderen var kommet på plejehjem.

»Det var et stort hus i tre etager, og selv om min daværende kæreste flyttede med, var jeg der mest alene. Det var på mange måder ret »scary«, men en god øvelse for mig i de tre måneder, jeg boede der.«

Døren til et af værelserne går op, og ud kommer Sys Bjerres kæreste. Han har været hendes bedste drengeven i ti år, fortæller hun, og pludselig en dag skete det bare.

»Så blev vi forelsket, ret mærkeligt, men også ret dejligt. Vores forhold bygger på et nært og dybt venskab, og det har gjort, at jeg er blevet opmærksom på, hvor stor betydning det har for et forhold, at man også er venner. »Men hvad så med magien?« spørger folk mig. »Er det så ikke udelukkende et venskab?« »Nej«, svarer jeg. »Forelskelsen og kærligheden er der også«.«

Efter nogle turbulente og indviklede forhold er Sys Bjerre nået frem til, at kærlighed mellem to mennesker i høj grad handler om at kunne være sig selv og alligevel blive elsket.

»Hvis ens kæreste synes, at man stadig er sexet, selv om man har hår på benene og lige har spist en mundfuld chips og har krummer i mundvigene, så er det måske noget, der nærmer sig kærlighed?«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.