Susanne Grinder: Den nødvendige smerte

Susanne Grinder er solodanser ved Den Kongelige Ballet, hvor ambitiøs betyder evnen til at udholde smerte, og hvor belønningen over at holde ud er glæden ved at overvinde sig selv. I den kommende uge er hun på turne med Sommerballetten.

»For musikere er smerten måske forbundet med instrumentet. For mig er det min krop, jeg bruger til at fortælle historier. Det er det, jeg elsker allermest, og det kan jeg i balletten. Det kan jeg kun der.«
»For musikere er smerten måske forbundet med instrumentet. For mig er det min krop, jeg bruger til at fortælle historier. Det er det, jeg elsker allermest, og det kan jeg i balletten. Det kan jeg kun der.«

18. september 2010. Susanne Grinder har premiere på Svanesøen, hvor hun danser svaneprinsessen. Hun er solist, hun har haft store roller i balletten, og det seneste år har hendes mor talt om, at hun da snart måtte blive udnævnt til solodanser. Hun har også selv tænkt på det.

Men ikke helt turdet tænke tanken til ende af frygt for at blive skuffet. Balletmesteren er den, der udnævner solodansere, og hun har set et glimt af ham den aften. Han har pænt tøj på, som han plejer, når han udnævner solodansere. Men selv da han træder ind på scenen efter fremkaldelserne, tør hun ikke helt tro på det. Hun lytter til hans tale. Tænker, at det kan være Marcin Kupinski, som hun danser sammen med.

Først, da han fortæller, at den kommende solodanser er en kvinde, tør hun smile. Til sidst har hun næsten krampe i kinderne. Den aften er kulminationen på alt det, hun har arbejdet på hele sit liv. Og begyndelsen på et nyt arbejdsliv med mere og større ansvar. Som korpsdanser og solist kan man overraske. Som solodanser forventes det sublime. Hver aften.

29. september 2010. Anden opførelse af Svanesøen. Den første efter hendes udnævnelse. Susannne Grinder bryder grædende sammen inden forestillingen. Hun har mistet appetitten. Kan knap klemme en halv rugbrødsmad i sig, og forude venter tre timers hård dans. Hun græder og tænker kun én ting:

»Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gå gennem den smerte, der venter mig.«

Hun drømmer om en brandalarm, der går, så hun kan slippe væk. Eller at forvride foden, så hun ikke behøver at gå på scenen. Men brandalarmen er stille. Fødderne i tåskoene har det godt. Publikum summer bag tæppet.

»Du er god nok, du er bare et menneske, du gør det så godt, som du kan,« hvisker hun til sig selv.

Og så går hun på scenen. De små øjeblikke af smerte kan hun godt klare. Og bagefter er hun så uendelig lettet. Tredje aften går godt.

Susanne Grinder er født i 1981. Hun er den yngste af fire søstre. En fra faderens første ægteskab, to fra moderens. Familien bor i Snekkersten.

Faderen er bankdirektør »og af og til lidt alene med alle de piger, så han fik en hund, der hed Snoopey. Det var hans mandeven.

Min far er vokset op på landet, og han er glad for at gå i haven. Det er Snoopey med til.« Moderen »arbejdede i banken som ung« men har senere læst og er blevet cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Meget glad for at indrette sit hjem, altid i gang med et lille projekt og med stor æstetisk sans.

Susanne Grinder er eneste fællesbarn, en lille efternøler, der så op til den eneste anden datter, der boede hjemme, den syv år ældre Anne Mie. Så da Anne Mie begyndte at gå til ballet, ville Susanne det da også og begyndte at gå til ballet med en veninde. Hun havde talent, og lærerinden foreslog, at hun søgte ind på balletskolen på Det Kongelige Teater. Hun kom ind som syvårig. 

»Jeg forstod ikke, hvad det egentlig var, jeg havde sagt ja til. Jo, jo, det var et teater, men for mig var det noget med en scene og flotte kostumer, og jeg var der bare.« Det var først, da hun blev skadet i 9. klasse og igen som 1. års aspirant to år senere, at hun forholdt sig aktivt til, om hun skulle blive ved balletten.

»Da kunne jeg mærke, at jeg virkelig gerne ville danse, og jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville stoppe, mens jeg var skadet, for det ville være for nemt at stoppe, når det er svært. Jeg ville kun stoppe, når jeg dansede godt. Hvis jeg så ikke var glad, kunne jeg stoppe. Men ikke før.«

For sådan er Susanne Grinder. Besluttet. Hun danser ballet, det er det, hun gør, og smerten er en del af det at danse ballet. Den undviger man ikke. Man giver ikke op. Hun bruger ord som »for nemt«, »stædig« (hvilket hun siger tit) og taler om at give den en skalle, bide tænderne sammen, om daglige smerter og siger »jeg er nok øm otte ud af ti dage. Ej, ni...«, når hun vågner.

Om at få blå mærker og have ondt, når man går hjem. Om den smerte fra ømme negle, der er så voldsom, at den næsten er umulig at ignorere. Men den forsvinder i løbet af sæsonen. Man skal bare op på tå.

Men, siger hun, som hun sidder i sin lejlighed i det indre København med armene slynget om benene, det store hår samlet halvt med en elastik, glat hud over kindben og nysgerrige øjne: 

»Du dør jo ikke af, at det gør ondt. Hvis kroppen kunne klare det, er det okay. Jeg siger altid til mig selv, at der er nogen, der har det værre end mig. Jeg forsøger at få perspektiv på.«

Hun behøver kun at se på sit eget liv for at finde det, der er vigtigere end balletten. For da Susanne Grinder var 26, blev hun syg.

Hun fejrede juleaften hos sine forældre. To dage senere fik hun ondt i halsen. Hun kunne ikke synke, ikke drikke væske og havde kun lyst til at sove. Først på hospitalet i Helsingør, så indlagt på Riget. Massevis af blodprøver, afprøvning af samtlige scanningsapparater. Hun blev hele tiden dårligere, og selv om hun midt i sin afkræftelse troede på, at lægerne ville finde ud af, hvad hun fejlede, frygtede hendes familie, at hun ville dø.

På fire dage gik hun fra at være ung og stærk og i god form til at være dødssyg. 

Hun havde nu ret. Lægerne fandt ud af, at hun havde den sjældne Lemierres sygdom, som kan behandles med antibiotika. Susanne Grinder blev rask, men ganske langsomt. Hun var indlagt i tre uger og havde vand i lungerne i flere måneder, hvor hun ikke kunne trække vejret frit.

»Jeg havde så frygtelige smerter, at jeg nærmest fik angstanfald, fordi jeg kunne vågne og vide, at jeg om lidt ville hoste, og det ville gøre så ondt, at det føltes som at blive dolket. Det er underligt at opleve, hvordan mennesket i en forsvinder, når man har så ondt. Man er kun et dyr, der søger at finde lindring for smerten. Det er det eneste, der er tilbage.«

Da hun endelig blev rask og var i gang med genoptræning, blev hun kørt ned og fik en revne i en knogle i armen. Det tog et år, før hun var tilbage på balletten for fuld styrke igen, men hun overvejede aldrig at give op, mens hun trænede sig tilbage.

Hun griner lidt, da hun bliver spurgt, om hun har ondt lige nu.

»Ja da. Jeg er øm i ryggen, men det tager to-tre dage, så er det væk. Jeg har også en læg, der er lidt stram. Og så har jeg det her,« siger hun og smøger buksebenet op. På ydersiden af højre knæ er der et stort mærke, næsten dybt lilla som skindet på en aubergine.

Hun øvede en pas de deux fra Romeo og Julie med Ulrik Birkkjær, som hun skal optræde med til sommerballetten. En detalje krævede, at hun kurede rundt på sit knæ, og de øvede den igen og igen. Selv om det gjorde ondt allerede første gang.

»Den smerte skal jeg igennem, for at noget kan blive godt. Vi kan ikke fikse det, der ikke fungerer, uden at det gør ondt på mig. Men det er nødvendigt at presse sig selv for at blive bedre. Smerte kan også være smuk, fordi det også er en lettelse, når man har været gennem den. Havde man ikke oplevet smerten, havde man heller ikke oplevet lettelsen. Det at være danser er også at kunne overvinde sig selv, og det bliver man afhængig af. Intet kan erstatte den følelse, det er at overvinde sig selv. Derfor er det også så svært at finde noget andet at lave, når man pensioneres. Man er høj efter en forestilling, og man bliver afhængig af at opleve det igen og igen.«

Med sin krop kan hun give andre en oplevelse, og det er det, hun elsker. At fortælle historien og at finde frem til den i arbejdsprocessen op til forestillingerne. Hun skaber kunst med sin krop. Den er hendes instrument.

»For musikere er smerten måske forbundet med instrumentet. For mig er det min krop, jeg bruger til at fortælle historier. Det er det, jeg elsker allermest, og det kan jeg i balletten. Det kan jeg kun der.«

Derfor tager Susanne Grinder smerten med på arbejde hver dag. Og hjem igen. For selv om ballet handler om at skabe en illusion, hvor danserne kan det umulige fysisk, samtidig med, at de smiler lykkeligt, er der også forbundet en smerte med at danse.

»Når vi kommer ud i kulissen, falder vi om. Folk kaster nærmest op af udmattelse. Det kan gøre så ondt at danse en solo eller en pas de deux. Vi hvisker tit til hinanden »kom så,« det er meget intenst at se hinanden i øjnene og give den anden sin energi. Jeg lever for at danse pas de deux, fordi man gør det sammen. Derfor er soloerne også det allerhårdeste. Fordi det kun er mig og min egen kamp mod mig selv. Til sidst gør det så ondt, at jeg nærmest ikke kan mærke mine ben og fødder. Jeg holder vejret, fordi det gør så ondt.«

Men, siger hun og ser bestemt ud:

»Hvis kroppen kan klare det, går det jo. Man lærer, at kroppen godt kan, og at smerte, der er kortvarig, er god nok. Den bliver man bedre af. Smerte, der fortæller om en skade, skal man undgå, men vi presser os selv så tæt på grænsen mellem forbigående og langvarig smerte, som vi kan. Jeg forsøger virkelig at holde pause et par dage, når jeg mærker den forkerte smerte. Det er et sært spil, hvor man forsøger at holde sig gode venner med sin krop, selv om den faktisk hellere bare ville holde fri.«

Derfor har Susanne Grinder udviklet strategier for at holde smerten ud. En er at gå gennem den og tænke på det, hun får ud af den.

»Smerte er godt, smerte er godt«, siger pigerne på balletten til hinanden. Fordi den gør dem bedre. Men de brokker sig nu stadig en del over, hvor og hvordan de har ondt. »Lidt for meget måske, men så længe vi kan grine af det, er det jo ikke så slemt.« 

En anden strategi er at dele smerten op i bidder. Kommer hun ud fra første akt og er udmattet, forsøger hun at forestille sig, at hun er til prøve, og at der kun skal prøves på anden akt. Og hun husker sig selv på, at hun gør det så godt, som hun kan. Mere kan man ikke forlange. Det samme siger hendes mand, Andreas, der er læge, til hende: Det er godt nok, du gør, hvad du kan.

»Lidt smerte kan jeg godt klare. Og så trækker jeg vejret. Dybt og helt ned i lungerne. Det er min ting. For jeg ved, hvordan det var ikke at kunne trække vejret frit. Der kan være fire dage mellem at være rask og meget syg. Der er kun lige nu, og det må man leve efter, også i balletten. Man må være modig. Og man må holde lidt smerte ud. Det dør man ikke af.«

Læs også:
Thomas Vinterberg: Jeg har lært mig selv at slippe kontrollen
Julie Zangenberg: »Jeg er chefen i mit liv«
Emil Thorup: Nørden, der kom ud af mørket

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.