Sofie Lassen-Kahlkes frirum

Skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke er besat af quiz battle, drømmer om New Zealand og er i gang med en historisk roman på 1.000 sider. Lørdag er hun en af værterne ved dansk Melodi Grand Prix.

Sofie Lassen-Kahlke er vært ved Melodi Grand Prix 2013.
Sofie Lassen-Kahlke er vært ved Melodi Grand Prix 2013.

Jeg vil gerne læse...

...»Ken Follett: Giganternes fald.« Jeg er blevet ret vild med at læse historiske bøger, særligt de rigtig lange, hvor man får mulighed for at komme helt ind i et univers, næsten ligesom i en film. 1. bind i trilogien er på 1.000 sider, jeg er nået til side 40....

Jeg vil gerne rejse...

...til New Zealand og køre rundt i en autocamper med min mand og min søn. Der er noget frihed over en autocamper, og noget dragende ved store øde steder som New Zealand. Jeg elsker den storslåede natur, hvor man kan føle sig uendelig lille som menneske.

Min bedste madoplevelse...

...var, da jeg engang var på telttur sammen med min mand. Vi overnattede på en slags shelterplads og lavede mad over bål. Kylling og kartofler pakket ind i stanniol. Vi sad dér under åben himmel, det var superprimitivt og bare rigtig romantisk. Maden smagte 1.000 gange bedre, end hvis vi havde været på restaurant.

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig...

...er min farmor. Men det gælder egentlig alle mine bedsteforældre, det er bare kun min farmor, som stadig lever. Efter jeg er blevet mor, tænker jeg meget over alt det, mine bedsteforældre har givet mig og den betydning, de har haft i min opvækst.

Jeg træner...

...mindre og mindre. Tidligere løb jeg meget, og har også gået til maratontræning. Det er ikke kun fordi, jeg har fået mindre tid, jeg er bare ikke så motiveret. To runder i Kongens Have et par gange om ugen, og jeg har det lige så fantastisk, som hvis jeg havde løbet meget længere.

Min største last...

...er Quiz Battle. Jeg er næsten besat af det, jeg smider mig i sofaen og synes, det er vildt sjovt. Det er ikke andet end tidsspilde, men omvendt er det også en lille pause fra alt det, jeg er i gang med. Jeg slapper af med det.

Jeg vil gerne møde...


...Mozart. Tænk at være så stort et geni og skrive de værker, han har gjort, fra han var en knægt på otte år. Sådan et geni er jeg nysgerrig efter at møde, hvis han altså lige havde været i live. Jeg forestiller mig ham, som han ser ud på et maleri.

Det næste, jeg køber...

...er en Hästen luksusseng. Jeg kender nogen, der har sådan en, og jeg er fuldstændig overbevist om, hvor fantastisk, den må være at lægge sig ned på og bare lukke øjnene. Men den er jo ikke ligefrem billig, vel?

Jeg gider ikke...

...udelukkende at læse mine nyheder på nettet. Jeg synes, der er noget stemning omkring at læse en papiravis, at sidde og bladre rent fysisk i en avis, det vil jeg til at gøre meget mere igen.

Min kæreste ejendel...

...er min nye second hand pels. Den er lysebrun og alt for stor, men helt fantastisk. Jeg fik den i julegave, og jeg er vild med den. Jeg går med den hele tiden, og jeg frygter allerede nu, når det begynder at blive varmere, så jeg ikke kan have den på.

Sidst jeg gjorde nogen glad var...

...da jeg i nat tog min to-årige søn op i min seng, og han puttede sig ind til mig. Han var så træt og blev så glad, da jeg tog ham op. Jeg har ellers et princip om, at han skal sove i sin egen seng, men jeg overgav mig fuldstændig. Det gjorde vi begge to.



Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.