Silas Holst: De kaldte mig bøsserøv

Dansegulvet har altid været hans helle, men arrene efter barndommens mobning er ikke helet hos »Vild med dans«-stjernen Silas Holst. I en programserie på TV2 har han nu startet sit personlige opgør med mobning.

- Jeg var heldig, at jeg havde dansen, så jeg kunne løsne op for ventilen og trække vejret, siger Silas Holst om sin tid i folkeskolen som mobbeoffer.
- Jeg var heldig, at jeg havde dansen, så jeg kunne løsne op for ventilen og trække vejret, siger Silas Holst om sin tid i folkeskolen som mobbeoffer.
Første skoledag. Forventningerne var kæmpestore. Seksårige Silas Holst havde glædet sig hele sommerferien. Håret var sat. Skoletasken ny. Og den lyse striktrøje matchede de mintgrønne strømper, der stak op af Kawasaki-skoene i samme sarte farve.

Endelig skulle han være en af de store, lave lektier og få nye venner. Men allerede samme dag gik det galt.

Billedserie: 

De ellers så moderne Kawasaki-sko faldt helt ved siden af de andres sko, der hed Adidas og var blå med striber. Det samme gjorde resten af hans pastel-outfit.

- Der var én, der kom hen og spurgte mig, om jeg var en dreng eller pige. Det ødelagde alt. Puuuffff. Jeg gik helt i stå. Det var jo helt vildt pinligt. Med de ord slog det mig, at jeg nok ikke var ligesom alle de andre, siger Silas Holst, der snart fylder 30 år, men stadigvæk ikke har glemt, hvordan den ene sætning ødelagde hele hans forestilling om at være en del af en gruppe.

Han ville for alt i verden undgå at blive spurgt om noget så pinligt igen.

- Så fra det tidspunkt prøvede jeg ligesom bare at gå i ét med tapetet, siger han.

Men pinlighederne blev han langtfra frelst fra. Drillerierne udviklede sig, blev til mobning og allerede i børnehaveklassen besluttede Silas Holst sig for at sætte sit liv på standby.

- Jeg tænkte, at sådan måtte det være de næste ti år. Og derefter kan jeg så begynde at leve mit liv.

Skoledagen blev en daglig kamp, der først sluttede, når han atter var hjemme og dansede i morens dansestudie i Brønshøj. Her kunne han trække vejret og være den Silas, som han allerhelst ville være.

- Ham, der godt turde vise sig frem. Der elskede, når folk kiggede på, og helst ville træne med døren åben, så folk kunne kigge ind i salen. Det var den rigtige Silas, siger han.

Silas Holst sidder under interviewet i dansestudiets cafe, hvorfra han kan se ind i salen. Hans helle, der både dengang og nu lægger gulv til, når livets modgang skal danses ud. Væggene i cafeen har en stolt mor dekoreret med utallige billeder af de største øjeblikke i hans danseliv. Hovedpersonens charmerende smil med de næsten helt sammenknebne øjne går igen på alle billederne, lige fra de allerførste afdansningsballer til sidste års »Vild med Dans« på TV2 med skuespiller Louise Mieritz.

- Jeg var heldig, at jeg havde dansen, så jeg kunne løsne op for ventilen og trække vejret, siger han.

Det gælder også den dag i dag.

- Dansegulvet er min komfortzone. Det er i dansesalen, jeg har følt mig tryg hele livet, og det gør, at jeg tør udfolde mig i dansen. Når jeg laver »Vild med dans«, er jeg den Silas, jeg elsker at være. Kreativ og fyldt med energi. Her tør jeg skille mig ud. Og her har jeg brug for at skille mig ud efter at have sat mit liv på standby i ti år.

For at overleve de ti års skolegang begyndte Silas at bygge sin egen fantasiverden op. På den daglige køretur fra Brønshøj til privatskolen på Frederiksberg sad han på bagsædet i morens bil og forestillede sig, hvordan han var ridderen, der skulle igennem en masse frygtelige ting, for at nå op til prinsessen i klasseværelset.

- Prinsessen stod for den sikkerhed, jeg trods alt havde i klassen, når læreren først kom ind og lukkede døren.

Han havde et håb om, at jo ældre han blev, jo mindre ville han blive mobbet, men det skulle vise sig, at han stadigvæk havde en af de værste oplevelser til gode. I 9. klasse måtte eleverne forlade skolens område og gå ud og købe frokost. En enkelt gang gik Silas med sin klasse, men de nåede kun lige ud foran skolen, før en 6.-klasses elev råbte bøsserøv og hele klassen begyndte at kaste mælk efter ham.

- Følelsen af hele det der bombardement, mit tøj, der var gennemblødt af stinkende mælk og 23 klassekammeraters medlidende øjne, der kiggede på mig. Det kan næsten ikke blive mere ydmygende end at gå i 8.-9. klasse og så blive mobbet af nogle elever, der er meget yngre. Det var det værste, jeg nogensinde havde prøvet. Jeg løb grædende hjem og tiggede om at skifte skole.

Skoleskiftet skete aldrig. Faktisk fortsatte han på gymnasiet samme sted.

- Inderst inde havde jeg ikke lyst til at skifte skole. Tanken om, at det skulle gentage sig et andet sted, kunne jeg slet ikke bære. Så ville det blive endnu sværere at overbevise mig selv om, at det ikke var mig, der var noget galt med. Her vidste jeg, hvad jeg kunne forvente, og kendte flugtruterne.

Dybest set handlede mobningen om, at han skilte sig ud, fordi han var homoseksuel og gik til dans. Det er i hvert fald det, han selv er kommet frem til i dag.

- De syntes, det var feminint at gå til dans i stedet for fodbold, og at det var mærkeligt, at jeg dansede i sko med en lille hæl på og at jeg kom i skole med selvbruner på hænderne fra weekendens turnering.

Trods mobningen fik dansen lov til at leve. Til gengæld undertrykte han i mange år, at han var homoseksuel. Som 14-årig blev han for første gang selv opmærksom på det. Han havde set »Romeo og Julie« med Claire Danes og Leonardo DiCaprio og var ulykkelig flere dage efter – ikke over hendes død, men Leonardos.

- Der slog det mig, »Gud, Silas, du er jo homo!« Og så startede hele benægtelsesfasen. Nej, nej, det kan jeg ikke være. Det skal jeg ikke være. Bøsse er jo et ondt, ulækkert og negativt ladet ord. Please! Ikke det. For så havde de andre jo ret. Så var jeg jo bøsse.

Efter at have kæmpet med tankerne inde i hovedet, og scoret flere pige-kærester for at modbevise sin seksualitet, overgiver han sig i 2. g. Han spurgte en veninde fra klassen, om hun troede, han var homoseksuel.

- Hun svarede: »Det kan jeg love dig for, at jeg tror, du er!« Og så grinte hun. For det havde hun vidst i lang tid. Og så var det bare en helt normal ting.

Efterhånden sivede det ud til de andre klassekammerater, der mod hans forventning bakkede ham op. Det blev hverken nedgjort eller hyldet – bare accepteret. Ligesom, da han et års tid senere fortæller det til sin familie.

- Jeg havde længe taget tilløb til at fortælle min mor det. Og lige pludselig en dag i bussen kom modet. Jeg stod af bussen og ringede til hende med det samme. Hun svarede, at det havde hun da vidst, siden jeg var fem år. Hun havde bare ventet på, at jeg selv fandt ud af det.

Silas Holst begyndte at komme på homo-diskoteket Pan, hvor han oplevede, at folk kiggede på ham. Ikke fordi han var anderledes, men fordi de gerne ville danse med ham og lære ham at kende.

- På den måde tror jeg egentlig først, at jeg følte mig normal, da jeg i nogens øjne blev anderledes.

Indtil nu havde han kæmpet for at komme til at passe ind og dermed blive accepteret.

- Men når man bliver ældre, finder man ud af, at man i virkeligheden ikke behøver at være ligesom alle andre. Det gav mig sådan en følelse af, at hvis jeg bare havde fundet ud af det for ti år siden, kunne jeg have levet i ti år nu i stedet for to måneder.

Efter gymnasiet startede han på en musicalskole. Også her oplevede han et univers, hvor han passede ind, uden at lave om på den, han er.

- Pludselig var det bare som om, at jeg passede ind alle de steder, jeg kom i mit liv, fordi jeg havde fundet ud af, hvor jeg skulle hen.

Men selv om mobningen stoppede, har de onde ord givet nogle tydelige ar.

- Jeg er ikke særlig god i sociale sammenhænge. De mennesker, jeg kalder min venner, har jeg det ikke svært med, men jeg er meget bevidst om ikke at komme til at kede dem. Det samme gælder, når jeg til en familiefest bliver sat sammen med en fremmed. Jeg frygter, at personen går hjem og siger: »Jeg fik Silas. Han var lidt kedelig«. På den måde har jeg stadig meget at lære i forhold til ikke at ville please alle.

Det er hans motivation for i TV2-programmet at hjælpe seks unge mennesker til at gøre oprør mod deres mobning.

- Jeg ønsker ikke, at de skal sætte deres liv på standby i så lang tid, som jeg gjorde. I programmet forsøger jeg at hjælpe de unge til at få det sagt højt, så de kan opleve, at de faktisk ikke er alene om det. Jeg tror ikke på, at jeg kan stoppe mobningen, men jeg kan hjælpe dem med at komme igennem det og forstå, at de ikke er alene om det, og at der venter noget godt på den anden side.

Silas Holst fik aldrig selv fortalt nogen om mobningen, hverken i skolen eller derhjemme. Han holdt det for sig selv og forsøgte ligefrem at skjule det. Det var jo pinligt.

- Det var dumt, kan jeg jo se den dag i dag. Hvis jeg havde åbnet for det tidligere, havde jeg ikke gået med den der altødelæggende »Palle alene i verden«-følelse så længe.

I løbet af programmet og de lange samtaler med de seks unge har han oplevet, hvordan mange af følelserne omkring mobningen er de samme, selv om selve mobningen udspiller sig på forskellige måder. Samtidig er han skræmt over at opleve, hvordan mobningen har udviklet sig i dag.

- Dengang jeg gik i skole, havde jeg trods alt et helle herhjemme. Men med de sociale medier og mobiltelefoner følger mobningen jo med helt hjem på værelset. De unge har ikke noget frirum. Det kan ske 24-syv. Og anonymiteten på nettet gør bare tonen endnu grovere samtidig med, at man faktisk ikke ved, hvor den kommer fra. Det kan lige så godt være den, du sidder ved siden af i klassen.

Han håber også at kunne gøre mobberne opmærksom på, hvad det rent faktisk er, de gør ved en anden person.

- Mange af dem, der mobber, er ikke rigtig klar over, hvad de gør. De følger bare med fællesskabet.

Selv er han ikke længere vred eller hævntørstig på de personer, der mobbede ham.

- Det er vigtigt at acceptere de nederlag, man har haft i livet. Ellers bliver man bare en bitter og indebrændt mand. Et eller andet sted har mobningen jo også været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag. En person, jeg er glad for at være.

Det er dog langtfra noget, han ønsker for sine egne børn.

- I teorien ville jeg gerne være far i morgen, men tanken om at sende barnet i skole skræmmer mig. Mit barn vil jo få homoseksuelle forældre og på den måde være et oplagt mobbeoffer. Men jeg kan bare håbe på, at flere homoseksuelle par får børn i løbet af de otte år, der går, inden barnet skal starte i skole, så det bliver mere normalt. Ellers må vi jo selv lige fra første skoledag gøre, hvad vi kan, for at gøre det så normalt som muligt.

Silas Holst glæder sig i det hele taget til den dag, han tror på kommer, hvor det er helt normalt at se to fyre gå med hinanden i hånden ned ad gaden.

- Det gør jeg aldrig nu. Jeg er bange for at blive kaldt bøsserøv og ryge tilbage i 6. A igen. Den risiko vil jeg ikke udsætte mig selv for. Derfor går mig og min kæreste pænt ved siden af hinanden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.