Skarums jul 1

Rør dog ikke ved min gamle jul ...

Første søndag i advent. Omstillingsparat og jul er i den grad to ord, der ikke passer sammen. Alt skal være som det plejer. Lidt endnu i hvert fald.

Historisk billede fra Berlingskes Arkiv af Lisbeth, der tænder adventskransen. 
Historisk billede fra Berlingskes Arkiv af Lisbeth, der tænder adventskransen. 

"HVAD? Hvorfor ikke"

Vi sagde det nærmest i kor. Mig, min mindste lillebror, min største lillebror og min søster. Vi sad til min søsters fødselsdag og havde lige spist lammekølle og ret mange stegte auberginer og havde skålet og sagt tillykke og snakket om juleplaner.

Min mor kunne lige så godt have afsløret, at hun havde adopteret os, så bestyrtede blev vi. Og fornærmede og børnesure, selvom den ældste af hendes børn er 37 og den yngste er 21.

For hun fortalte, at der ikke hænger nogen adventskrans i mine forældres hjem i år. Fordi der ikke er nogle hjemmeboende børn mere, og fordi de end ikke skal holde jul hjemme.

Den plejer ellers at hænge det samme sted hvert eneste år. Ovre ved døren ud til terrassen. Kran, røde bånd, hvide lys og ikke mere eller andet. Et lys tændt første søndag, to det næste og til sidst brænder alle fire lys ned juleaften. Hvis vi er hjemme, skiftes vi til at tænde lysene.

Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at stå på en stol og have lov til at tænde et lys og se den hænge der og vide, at lige om lidt ville være jul. Det er lige så sikkert, som at der er chokolademousse til dessert juleaften (vi kan ikke lide risalamade, kold risengrød med flødeskum, bwadr), og at de mindste børn vinder mandelen og de lidt større børn får en trøstepræmie, der er magen til præmien. Og nogle gange får min far også en trøstetrøstepræmie. Det er sikkert som at håndklæderne ligger i det midterste røde skab i gangen, at min mor drikker morgenthe fra Perch indtil klokken ti og aldrig senere, og at min farmor altid fortæller historier om folk ingen kender, mens hun siger til min far "ham kender du da," og min far nikker og siger "jo jo" og resten af bordet griner i smug.

Sådan er det bare, og sådan skal det være, og det kan godt være, at jeg slet ikke får set den adventskrans i år, men bare tanken om, at den ikke er der, er ikke rar. Helt forunderligt lidt rar. Som om mit barndomshjem nu, hvor den yngste bror er flyttet hjemmefra, langsomt er under afvikling. Det første spæde tegn på, at det en dag ikke vil være der mere, og at den krans, der nu hænger i mit køkken, en dag vil mangle sit forbillede og kun i mit hoved være forbundet med den, jeg voksede op med.

Det er ikke en tanke, jeg bryder mig om. Selvom jeg godt ved, at det er en underlig sær insisteren på, at ting skal være som de plejer, selvom jeg selv nægter at være som jeg var en gang. Jeg vil have lov til at fejre jul selv, og jeg vil lave mine egne traditioner og selv hænge adventskranse op, men jeg vil i den grad ikke have, at der er nogen, der rører ved min gamle jul. Der skal være en plet i verden, der er som den plejer at være.

"Okay så, må I jo sige til, hvis I kommer hjem, så laver vi da en," sagde min mor for at afværge krisen.

"Til" skreg vi i kor.

Så nu tror jeg, der bliver jul i det lille barndomshjem igen. På den rigtige måde. Og næste år har jeg måske vænnet mig til, at ting ændrer sig. Måske.

---

Læs næste afsnit af Skarums jul næste søndag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.