Peter Lund Madsen: Manden der afskyr konflikter

Lægen og hjerneforskeren Peter Lund Madsen har givet sig selv en diagnose. Han lider af konfliktskyhed. Endda i så høj grad, at det har været styrende for flere af hans valg i livet. Lørdag var der teaterpremiere på »HjerneKassen.«

Onsdag d. 2. januar klokken 10 skal Peter Lund Madsen møde på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling med titel af 1. reservelæge. Her får han en chef, det har han ikke haft i ti år. Han kommer til at indgå i faste vagtordninger, det har han heller ikke prøvet i ti år. Ligesom han kommer til at arbejde efter nogle regler med krav om at dokumentere alt, hvad han gør i sit virke som læge på afdelingen.
Onsdag d. 2. januar klokken 10 skal Peter Lund Madsen møde på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling med titel af 1. reservelæge. Her får han en chef, det har han ikke haft i ti år. Han kommer til at indgå i faste vagtordninger, det har han heller ikke prøvet i ti år. Ligesom han kommer til at arbejde efter nogle regler med krav om at dokumentere alt, hvad han gør i sit virke som læge på afdelingen.
Det var helt præcist sidste torsdag, at han igen mærkede det. I et IC3-tog på strækningen mellem Vejle og Horsens. Et pludseligt ubehag. Fysisk og mentalt. Så kraftigt, at det gav ham lyst til at forsvinde, blive til luft eller molekyler eller små grønne mikroskopiske prikker på en glasplade i et hospitalslaboratorium et sted i Vestsjælland.

Han kunne også krybe ned under togskinnerne, knibe øjnene hårdt i, holde sig for ørene og råbe for at overdøve den pinagtige situation, der var opstået i kupéen, og som var så belastende for ham at være i.

I stedet rykkede læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen sig lidt rastløst rundt på sit togsæde. Fik sat strøm til sin iPhone, puttet et par propper i ørene, og på den måde trukket sig lidt væk ved at give sin hjerne en lokalbedøvelse med et par bløde guitarsoloer.

- Der var to forretningstyper i kupéen. De opførte sig på alle måder tåbeligt, pinligt og afstumpet over for hinanden. For hvem havde retten til det sæde, de begge havde en pladsbillet til? Så fik jeg det her voldsomme ubehag, som jeg altid får, når jeg befinder mig i nærheden af en konflikt, forklarer han.

- Jeg føler det akavet, som om jeg har en eller anden forpligtelse til at... til et eller andet. Det er jo en unaturlig reaktion, og da især når jeg ikke engang selv havde en andel i konflikten. Hvordan tror du så ikke det har været de gange, jeg har vredet og snoet mig på alle leder og kanter for ikke selv at havne i noget, der kunne tangere en konflikt?

 Sammenstødet mellem de to mænd i kupéen blev løst, da en togrevisor fik skaffet en ny plads, som den ene til sidst var tilfreds med.

Mens Peter Lund Madsen ikke havde en andel i togkonflikten, er han til gengæld direkte involveret i »HjerneKassen«, der havde premiere lørdag og er en videnskabelig varité på Teatret ved Sorte Hest.

15 minutter på scenen er, hvad en række mennesker hver får til at fortælle, hvad de ved inden for et afgrænset område. Om grønne planters følelsesliv for eksempel. Eller slanger.

I sidste måned udkom Peter Lund Madsen med »Dr. Zukaroffs Testamente – en bog om menneskehjernen.« Og for nylig har han optrådt som TV-vært i programmet »Forklaring følger« på Discovery-kanalen, hvor man, som han siger, laver ingeniør-fjernsyn. Han har altid elsket den kanal.

Han er også ret vild med lejligheden oppe på 3. sal og udsigten til Frederiksbergs tage og tårne, hvor han bor med sin familie. Sin kone, Rinette, som han kalder for Ringo, og deres to teenagedrenge, Daniel og Jacob. Stilen er hvid og minimalistisk, store vinduer og et blegt vinterlys, der kræver sin ret til at komme indenfor i køkkenalrummet.

Peter Lund Madsen har taget en lyseblå skjorte på. Købt for nylig i England og først pakket ud af cellofanen her til morgen. Folderne efter indpakningen har ikke rettet sig helt ud endnu, lidt stiv, ærmerne en anelse for lange.

Ovre i sofaen ligger yderligere fem-seks skjorter i en bunke, samme slags, lyseblå og noble, stadig i cellofan fra det engelske stormagasin. Et praktisk arrangement, når man gerne vil præsentere sig lidt pænt ved forskellige lejligheder. En mand, der med alderen har fået mere overblik, også over sig selv.

- Jeg er blevet bedre til at se mig selv i perspektiv i forhold til omgivelserne. Det tror jeg sker for de fleste, og det er ikke fordi min hjerne er blevet fysisk bedre, men den er blevet mere overlegen på en række punkter. Så i dag synes jeg, min hjerne fungerer mere effektivt, end da jeg var yngre.

Han er forskeren, der har vendt hjerner på hovedet tusindvis af gange.

Som i 1993 forsvarede sin doktordisputats om hjernens energistofskifte under forskellige bevidsthedstilstande. Og som lige nu sidder med en hjerne foran sig på spisebordet. En model af en menneskehjerne, som senere skal bruges til fotografering.

På samme måde som arkæologen dr. Jones i Steven Spielbergs film om »Indiana Jones« er Peter Lund Madsen et menneske med en massiv interesse inden for sit felt. Men også med et behov for en ventil til at kunne slippe fri af sin forsker-verden og begive sig ud på nye eventyr – men altid vender hjem igen. Det er ved at være slut. I hvert fald frem til januar 2014. Slut med at stå på en scene og underholde. Med at være entertainer, tv- og radiovært, teaterinstruktør, skrive bøger. Og med at holde foredrag om hjernen på en måde, så alle uden faglige forudsætninger kan forstå det, der kan formidles så enkelt. Hjernen er nemlig ikke svært stof, siger han. Det er der nogle, der gerne vil »booste« det op til at være. Men vanskeligt stof? Nej.

Onsdag d. 2. januar klokken 10 skal Peter Lund Madsen møde på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling med titel af 1. reservelæge. Her får han en chef, det har han ikke haft i ti år. Han kommer til at indgå i faste vagtordninger, det har han heller ikke prøvet i ti år. Ligesom han kommer til at arbejde efter nogle regler med krav om at dokumentere alt, hvad han gør i sit virke som læge på afdelingen.

Krav om dokumentation, som er blevet skærpet betydeligt, siden han sidst arbejdede i psykiatrien.

- Jeg glæder mig til at begynde på Hvidovre, men det er også en forventningens glæde iblandet noget skræk. Ikke fordi, jeg er bange for at skulle dokumentere, så ingen bagefter kan komme efter mig og mine overordnede. Men jeg kan godt være lidt nervøs for, at det fylder for meget med alle de regler. At tiden måske kunne udnyttes bedre, og at det ikke er godt i et system med alt for mange regler. Jeg ved det jo ikke, men jeg ved, det bliver fint at komme i gang igen, og at det er en meget sød chef, jeg får.

Det sidste bliver sagt velment, men også med et strejf af selvironi. Formålet er langt om længe at afslutte uddannelsen til psykiater, som han begyndte på tilbage i 2002. Men som har stået på stand by i flere år for i stedet at give plads til det, der har gjort ham kendt i offentligheden som »HjerneMadsen«.

Halvandet år fra årsskiftet, så er han psykiater. Som 53-årig. Ambitioner om på et tidspunkt at blive overlæge har Peter Lund Madsen ikke. For så skal man stå for personaleledelsen af en afdeling og det er, som siger han, absolut ikke en af hans spidskompetencer.

- Jeg kan lige så godt sige det helt ærligt, og jeg har vidner på det. Jeg er konfliktsky, jeg lider af mødeangst, ret slemt endda, og jeg er helt generelt dårlig til ledelse.

Han siger det på en så kontant og overbevisende måde, at man tror ham lige på stedet. At det er en mand, der har gjort sig sine erfaringer, og er kommet overens med resultatet. At det også har noget med konfliktskyheden at gøre, og at manglen på et ledelsestalent måske er et element i nogle af de beslutninger, han løbende har truffet i sin karriere som læge og hjerneforsker.

- Hvis en sygeplejerske og en reservelæge bliver uvenner med hinanden, eller måske uenige om noget rent fagligt, ikke? Så skulle jeg være den, der havde ansvar for at finde ud af, hvem der har ret og forklare hver især, at det nok ikke er så heldigt at... og så videre og så videre.

Han illuderer at jamre, prøver at se påtaget forpint ud og siger, at han kan få stress bare ved tanken om at forestille sig selv i den konkrete situation. Det kan godt være, at han er selverklæret konfliktsky. Men aldrig over for patienterne.

- Hvis en patient, der er tvangsindlagt, mener, han skal udskrives, overgiver jeg mig ikke, fordi jeg gerne vil undgå en konflikt. Den slags situationer er noget helt andet, der er jeg lægen.

Når uddannelsen til psykiater skal gøres færdig nu, er det fordi, Peter Lund Madsen synes, der er stærkt brug for at få fortalt og formidlet en viden om psykiske sygdomme.

- Jeg mangler en viden i forhold til alt det, jeg gerne vil fortælle om hjernen. Og hvis man skal formidle en viden, er det afgørende, at man ved noget om det helt ned i substansen.

Peter Lund Madsen vil gerne være med til at rykke ved forestillingen om, at mennesker med symptomer på psykiske sygdomme enten er farlige eller ofre.

- Det bliver så meget billedet af »Sindssyg amok med kniv i Valby.« Men for det meste er det mennesker med problemer, der kan håndteres. Mennesker, som også er fan af en fodboldklub og har livretter, de elsker. Psykiske sygdomme kan ramme alle og har ikke noget med en dårlig opvækst eller uheldige gener at gøre.

Han afviser at kalde det for sin samfunds-mission.

- Jeg vil hellere sige, at jeg har en mulighed for at forklare noget meget vigtigt, og den mulighed har jeg tænkt mig at bruge.

På et tidspunkt holdt han foredrag om hjernen for en gruppe nuværende og tidligere psykiatriske patienter.

- De var så forbitrede, rigtig, rigtig forbitrede, og med god grund. De havde fået en diagnose, og det fyldte alt i deres liv. Men hvis man prøver at forklare, at en diagnose er en kæmpekasse, som lægerne propper alt muligt ned i, og at det ikke siger noget om det enkelte menneske, der har fået en diagnose, så letter det måske lidt på forbitrelsen.

Endnu ved Peter Lund Madsen ikke, hvad der skal ske, når han er færdig som psykiater. Kun at der er en masse vigtig viden, der skal ud til en masse mennesker.

Det er mange år siden, at Peter Lund Madsen konstaterede og diagnosticerede, at han er konfliktsky. Endda i relativt svær grad. At han bliver følelsesmæssigt belastet, hvis der er optræk til en konflikt. Men det er til at leve med, når man efterhånden har øvet sig i mange år.

Og samtidig har erkendt, at konfliktskyheden er en medfødt komponent, en del af en personlighed.

- Jeg er blevet meget bedre, hvis jeg selv skal sige det. Men jeg er stadig præget af et ubehag, når det sker, at jeg kommer til at vække folks mishag. Jeg er og bliver en »pleaser«. Hvis jeg for eksempel skal sige nej til nogen, og dermed må foretage en afvisning, er det stadig en viljesakt for mig. Jeg vrider mig rundt og bliver følelsesmæssigt involveret, for derefter nogle gange at blive irriteret på personen.

Peter Lund Madsen mener, at hvis man skal være en god chef – det gælder nu også helt generelt, siger han – skal man have en naturlighed i at kunne sige fra.

- Noget i stil med, at »nu snakker vi ikke mere om det« uden at mærke det dér fysiske ubehag.

Det er ikke kun sin medfødte komponent, han giver skylden for at være så konfliktsky.

- Der er også noget opvækst og barndom i det, tror jeg. Mine forældre kom fra landet og havde lært, at man skal opføre sig ordentligt. Meget fjernt fra den måde, vi i dag opdrager vores børn på, hvor vi siger: »Alt hvad du gør er fantastisk, du er en stjerne.« Mine forældres grundprincipper har altid været, at man skal tage hensyn til gæsterne. Også i overført betydning. Det er nogle af de rigtig gode værdier, synes jeg, som min bror (journalist og tv-vært m.m. Anders Lund Madsen, red.) og jeg er opdraget med.

Men heri ligger der også en risiko for at blive konfliktsky, mener han. En angst for at konfrontere andre mennesker med ting, der ikke altid er så behagelige. Han siger, at forældrenes bondeidealer kunne disponere til mindreværdskomplekser, men at han alligevel synes, det er nogle gode grundprincipper, han er vokset op med.

- Man skal gøre sig umage, man skal ikke puste sig op, og man skal i hvert fald ikke slå på nogen, der ligger ned i ordets bredeste betydning.

Der er noget i det moderne menneskes liv, som ikke helt matcher Peter Lund Madsen. Han har det svært med at skulle være tilgængelig på diverse platforme det meste af tiden. Så svært, at han i øjeblikket arbejder meget bevidst og målrettet på, hvordan han kan håndtere sin udfordring bedst muligt.

- Når jeg sidder i toget og skal køre en længere strækning, prøver jeg at klare, hvad der skal klares på e-mail og sms i løbet af en time. Derefter lukker jeg ned og hører musik resten af tiden. Jeg vil så gerne holde det lidt væk fra livet, men jeg synes, det er svært.

For et par uger siden blev han rystet, da han på en tur til Jylland opdagede, at han havde glemt sin iPhone.

- Da jeg var kommet mig over, at jeg havde glemt min telefon, blev jeg rystet over, hvor rystet jeg var over at have glemt den. For kan man klare sig uden sine telefonnumre, sin kalender og sin vejviser? Men pludselig begyndte jeg at nyde det. At jeg desværre ikke kunne forholde mig til noget som helst, før jeg var tilbage i København, hvor jeg havde min telefon.

I øjeblikket prøver Peter Lund Madsen at tænke over en formulering, hvor han kan skrive, at ingen skal forvente noget.

- Men hvordan formulerer man det på en pæn måde, så folk ikke bliver stødt?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.