Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag

Kunne Pernille Rosendahl selv have vundet »X Factor«? Hvis vinderformularen er talent parret med stædighed og ubøjelig vilje, er svaret ja. For sangerinden og »X Factor«-dommeren gik vejen til musikken via Aalborg og Lolland-Falster, indtil hun frigjorde sig fra forældrenes forventninger.

»Du kan ikke lave tv og sidde og være noget, du ikke er. Det duer simpelthen ikke at gå rundt og spille skuespil, fordi du er så mange timer i det. Men jeg er ikke angst for at være på tv, eller for at det bliver afsløret, at »hun er i virkeligheden et vildt dumt røvhul« eller »syngende uintelligent«. Hvis man stiller sig frem, er der nogen, der kan lide dig, og nogen, der ikke kan lide dig,« siger »X Factor«-dommer og musiker Pernille Rosendahl.
»Du kan ikke lave tv og sidde og være noget, du ikke er. Det duer simpelthen ikke at gå rundt og spille skuespil, fordi du er så mange timer i det. Men jeg er ikke angst for at være på tv, eller for at det bliver afsløret, at »hun er i virkeligheden et vildt dumt røvhul« eller »syngende uintelligent«. Hvis man stiller sig frem, er der nogen, der kan lide dig, og nogen, der ikke kan lide dig,« siger »X Factor«-dommer og musiker Pernille Rosendahl.

Selv om Pernille Rosendahl er født i de flippede 1970ere, var hverken hun eller familien en del af hippie-bevægelsen. Familien bevægede sig ligesom i en stor bue udenom, siger hun. Uden om feminister og den slags.

Se flere billeder af Pernille Rosendahl i galleriet til højre >>

Hun kommer fra en familie med kristne værdier. Og har fået en klassisk opdragelse. Man tager sig af andre. Opfører sig ordentligt. Og når man sidder ved spisebordet, siger man pænt tak og rejser sig ikke, før de andre har spist færdig.

Dertil hører også, at man skal passe skolen, lave sine lektier og i det hele taget få sig en uddannelse, som kan sikre én i fremtiden.

Pernille Rosendahls forældre havde høje forventninger til deres børn – også til Pernille. Hun skulle fortsætte med skolen og få sig en uddannelse. Som det sig nu hør og bør.

En dag i 1993 døde Pernille Rosendahls far af kræft. Hun blev ked af det, for selvfølgelig elskede hun sin far. Men nu var alle forventningerne væk. Hun skulle til selv at tage de svære beslutninger, for hun behøvede ikke længere lytte til ham. Nu gjaldt det for alvor.

På det tidspunkt var hun flyttet fra Nykøbing Falster, hvor hun havde tilbragt alle sine teenageår, til København. Hun var 19 år og sang i kor for det danske band Savage Rose. Indtil nu havde det været en dejlig tid i rollen som Annisettes korpige. Endelig kunne hun være i musikken uden at føle, at hun egentlig burde være et helt andet sted. Som for eksempel på skolebænken eller i gang med en uddannelse. Hun gad ikke mere føle sig som »det uvorne barn« eller »det sorte får«. Hun var på vej til at udleve den drøm, hun længe havde haft.

Efter farens død stoppede hun med at lave musik. Men kun i nogle år. For snart endte Pernille Rosendahl med at tænke, at nu skulle hun eddermame videre.

»Jeg tror, at alle børn gerne vil gøre deres forældre stolte. Vi vil gerne have, at vores forældre synes, det er godt, det vi gør. Vi er loyale over for de mennesker, som har sat os i verden. Og da min far valgte at stille træskoene, skete der noget med mig. Nu skulle jeg på en eller anden måde skabe et eftermæle for mig selv, som var værdigt,« siger hun.

I disse dage er Pernille Rosendahl for andet år i træk den ene ud af tre dommere i DR’s »X Factor«, som 1. januar åbnede dørene for fjerde sæson af det populære talentprogram. Sidste år toppede seertallene med næsten 2,1 millioner, da hun sammen med sin finaledeltager, Thomas Ring Petersen, vandt »X Factor« i et storstilet show i Parken i København. I år tager hun udfordringen op igen. For selv om programmet sidste år var udmattende, nyder hun showet og samarbejdet med sangtalenterne, der er mere modige, end hun nogensinde selv har været.

»Jeg sidder nogle gange og tænker på, om jeg som 15-årig, 17-årig eller 19-årig kunne have gjort det samme. Og nej, det kunne jeg ikke.«

Selv begyndte hun karrieren i det små, da hun som tiårig spillede klaver og sang kor. På det tidspunkt havde moren forladt sin mand og Pernille Rosendahls far og var flyttet til Nykøbing Falster sammen med sine tre børn. Faren arbejdede fortsat i sin families købmandsforretning i Aalborg. Moren begyndte at studere og røg på SU for at kunne forsørge børnene.

»Det skifte var enormt. Jeg tænker tit på, at det er noget af det, jeg er min mor allermest taknemmelig for. For pludselig så jeg en helt anden verden. Fra overhovedet ikke at have manglet noget til at skulle leve på en sten. Det har reddet mig fra at blive en forkælet møgunge, for det var en slags reality-tjek. Og det takker jeg min mor for.«

Læs også
Årets 10 mest læste interviews
Renée Toft Simonsen:»Jeg er da ikke en skid afklaret«
Peter Gantzler og kvinderne

I skolen så hun anderledes ud. Hun havde en musiksmag, der ikke lignede de andres, og mange af hendes venner var nogle »lidt aparte typer«. Forældrene ville gerne, at hun fortsatte i gymnasiet. Det var fint – og forventeligt. Det gjorde alle andre jo.

Hun tog 1.g på Sorø Akademi, men forlod derefter provinsen og fortsatte skolegangen på Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København, hvor hun kunne dyrke musikken lidt mere. Også dér følte hun sig træt og uinspireret. Men at droppe ud var ikke noget, man bare lige gjorde. Så hun tænkte længe. Og en dag sagde musiklæreren til hende, at hvis hun virkelig ville gå ud af gymnasiet, så skulle hun gå ud for at synge. For at dedikere sig til musikken. Fuldt ud.

Men kunne man bare sådan blive sangerinde? Hjemme på Lolland-Falster og særligt i Aalborg stod forældrene ikke ligefrem og klappede i hænderne ad den datter, som endte med at forlade gymnasiet seks måneder før sin studentereksamen. De vidste udmærket, at hun havde en interesse for musik. Men en fremtid som musiker var usikker. Uholdbar. Og slet ikke velanset i den oprindeligt jyske familie med de klassiske værdier.

Pernille Rosendahl var heller ikke selv stolt af sin beslutning. Ti år efter havde hun mareridt over at gå ud af gymnasiet. Hun kalder det selv »et opgør med de klassiske dyder«.

»Jeg havde brug for at prøve noget vildskab af. Og nu gik jeg mine egne veje.«

Siden dengang i gymnasiet har hun sunget sig fra korpige til frontpige i bandet Swan Lee. Bandet nåede at udgive to album, før det gik i opløsning. På det tidspunkt havde Pernille Rosendahl mødt sin nuværende kæreste, Johan Wohlert.

Hun blev gravid, de fik sønnen Tristan – og i dag udgør hun og Johan Wohlert rockbandet The Storm. Ifølge moren har Pernille Rosendahl altid været utrolig stædig. Selv hvis hun som fireårig insisterede på at cykle alene til børnehaven, skulle det nok lykkes. Eller hvis hun en bidende kold vinterdag var i sommerhus ved vestkysten med familien og absolut ville i vandet.

»Min mor har sådan et billede, hvor jeg står udenfor midt imellem is og sne. Jeg ville bare i vandet. For når man er ved Vesterhavet, skal man jo bade. Og det skulle være lige fuldstændig fucking nu. Min mor kunne ikke gøre noget. Hun har altid vidst, at hun bare måtte prøve at sende mig af sted så godt som overhovedet muligt,« siger hun.

Stædigheden har været afgørende for, at Pernille Rosendahl er endt, hvor hun er.

Som »X Factor«-dommer bliver hun forbavset over, at danskere med en drøm om at blive musikere stiller op i talentprogrammet uden at have øvet sig på forhånd. Faktisk kalder hun det en alarmerende tendens, at folk ikke ved, at man skal øve sig for at blive god. Det har nogle af dem komplet misforstået, siger hun.

Pernille Rosendahl er ellers ikke den af dommerne, der ifølge medierne har været bedst til at kritisere »X Factor«-deltagere, der reelt ikke har haft noget talent for at synge. Hun er blevet kaldt »Pæne Pernille«, og når mange møder hende første gang, kan de endda finde på at udbryde »Gud, du er jo virkelig sød!«

Sidste år blev hun kritiseret for at være for venlig over for deltagerne.

Læs resten af interviewet med Pernille Rosendahl på næste side >>
 


Hvorfor fortæller du dem ikke bare direkte, hvis de slet ikke kan synge?

»Hvis jeg som menneske skal sætte mig ned og møde et andet menneske første gang, så vil jeg have lov til at være høflig og rolig. Jeg har ikke noget problem med, at folk kaldte mig pæn sidste år. Jeg vil ikke sidde og være mere rebelsk, hvis vi skal kalde det det. For det ville aldrig nogensinde virke rigtigt for mig. Jeg kan sagtens se, at Blachman er et provokerende væsen. Og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg er bare ikke selv sådan.«

Se flere billeder af Pernille Rosendahl i galleriet til højre >>

Hvornår kan man så få din stædighed at mærke?


»De mennesker, jeg for alvor begynder at arbejde med i programmet, får at føle, at jeg er stædig. Jeg giver dem nogle meget faste rammer. Hvis de skal lave ti mavebøjninger hver morgen for at blive bedre, skal de gøre det. Jeg bliver nok lidt en »mutter skrap«, for jeg vil have mest muligt ud af dem.«

De fleste seere opdager nok hverken »skrappe Pernille« eller »stædige Pernille«, når de tænder for fjernsynet fredag aften. Alligevel mener hun, at tv er »pisseafslørende«.

»Du kan ikke lave tv og sidde og være noget, du ikke er. Det duer simpelthen ikke at gå rundt og spille skuespil, fordi du er så mange timer i det. Men jeg er ikke angst for at være på tv, eller for at det bliver afsløret, at »hun er i virkeligheden et vildt dumt røvhul« eller »syngende uintelligent«. Hvis man stiller sig frem, er der nogen, der kan lide dig, og nogen, der ikke kan lide dig.«

I sommeren 2006 fik Pernille Rosendahl sin søn. Selv om et liv fyldt med musik ifølge hende ikke er fyldt med rammer, forsøger hun at bevare en fast rytme i dagligdagen. Hvis man vælger at sætte babyer i verden, skal man have tid til dem, og de skal have nogle klare rammer, mener hun.

I »X Factor« oplever hun, at forældre ofte gør sig til dommere over deres børn. Og egenhændigt har bestemt sig for, at deres søn eller datter er dygtig. For eksempel forældre, der ikke er bange for at stille sig frem og udråbe deres børn til stjerner. Men deres rolle er i virkeligheden ikke at vurdere børnene, siger Pernille Rosendahl. Det skal hun og de to bordherrer ved dommerpulten nok sørge for. Forældrene skal til gengæld støtte børnene og vise dem vej.

»Hvis min søn en dag kom og sagde, at han gerne ville være astrofysiker, så ville jeg nødig være den, der fortalte ham, om det var en god idé eller ej. Den form for retorik tror jeg ikke på som forælder, og det har jeg slet ikke evnerne til at vurdere. Hvis en rolling gerne vil synge, så må man finde den lokale musikskole og melde barnet til sang eller kor eller noget helt andet. Få dem sendt et sted hen, hvor de kan få noget undervisning, og hvor der sidder nogle kompetente mennesker.«

I øvrigt synes Pernille Rosendahl, at det er fjollet, når mænd bare stiller op i programmet for at synge serenader til hende. Bevares, hun elsker det gamle ritual, hvor mænd tilbeder kvinder gennem en sang, det er der noget enormt fint i. Men pludselig tror de, at »X Factor« er blevet en datingportal på nettet. Og hvis de lige tog sig tid til at google hende en enkelt gang, ville de finde ud af, at hun faktisk har været sammen med den samme mand i ni år, siger hun.

De fleste danskere kender hendes ekskæreste, musikeren Tim Christensen. Forholdet til ham sluttede omkring årtusindeskiftet, og i dag kalder hun det for et ungdomsforhold, der gik i opløsning. Hendes nuværende kæreste mødte hun også gennem musikken. I det hele taget har hun aldrig været god til at gå solo. I nogen af livets aspekter.

»Jeg er meget forelsket i samarbejdet og i, at man skaber noget sammen. Jeg har ikke behov for at være solistsangerinde. Jo, måske laver jeg en soloplade, når jeg bliver 115, men lige nu elsker jeg bare at lave noget sammen med andre.«

Fællesskabet i både familien og i de bands, hun har været en del af, har hun altid holdt fast i. Jo ældre man bliver, jo mere lærer man, at der skal puttes krudt i et forhold, før det kan bestå, siger hun. Men hun tror også, at fællesskabsfølelsen virker utrolig provokerende på den generation, hun kalder »jeg jeg jeg«-generationen.

»Jeg har selv været der, så jeg taler også til mig selv. Jeg tror bare, der er utrolig mange ulykkelige jeg’er derude. Der kunne være mange flere lykkelige vi’er, hvis man kunne finde ud af at slække lidt på kravene.«

I sidste uge fik Pernille Rosendahl netop tildelt grupperne i »X Factor« og bebudede åbent, at kategorien ville komme langt. Om hun kan drage nytte af sin egen erfaring fra forskellige bands, vil vise sig de kommende uger. På den personlige dagsorden i år står, at hun skal udfordre sin egen dommerrolle. Ikke at hun nogensinde kommer til at blive som Thomas Blachman.

Men hun kommer til at vise nogle andre sider af sig selv og tage bladet lidt mere fra munden, når deltagerne skal vurderes. For hun er på ingen måde »en bly ung kvinde, der siger ja og amen og smiler pænt«. Mange har den førstehåndsopfattelse, det ved hun godt. Men når hun og familien sidder ved middagsbordet juleaften, bliver hun opfattet »som ret rapkæftet.«

Læs også
Årets 10 mest læste interviews
Renée Toft Simonsen:»Jeg er da ikke en skid afklaret«
Peter Gantzler og kvinderne

I dag er moren stolt af hende – og selvfølgelig også af broren Vagn og søsteren Christina, der arbejder som henholdsvis musikproducer og filminstruktør. Alligevel tror Pernille Rosendahl, at moren indimellem kigger op ad den levevej, hendes børn har valgt, og tænker »Åh nej, kan de nu klare det?«

»Men selvfølgelig er min mor helt vildt stolt af mig i dag, det ved jeg jo. Og selvfølgelig også af min søster og min bror. At vi imod alle odds vælger noget, fordi vi ikke kan lade være. Det synes hun er helt vildt cool.«

Hvad så med din far? Tror du også, at han ville synes, at du er cool?

»Mange har jo et behov for i en periode af livet at være lidt rebelsk. Alligevel ender de værdier, vi får med hjemmefra, ofte med at være nogle af dem, der vejer tungest. Jeg er sikker på, at hvis min far sad og kiggede ned fra himlen nu, ville han se, at jeg i virkeligheden ikke har været så rebelsk. Jeg har taget hele min opdragelse med mig og respekteret den i min karriere. Købmandsfornuften, det hårde slid, at gøre sit arbejde godt. Jeg har lyttet til ham, og set i den kontekst ville han være stolt af mig. Han ville synes, at jeg er mega cool.«

Læs de 10 mest læste interviews fra 2010 på Fri.dk her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.