Ole Bornedal: Mit liv som film

Den filmaktuelle instruktør beskriver her sit liv gennem 16 scener: Om ikke at kende sin far, om at miste et barn – og om at bekende sig til livets sande værdier. Også selv om de er drivende banale.

Ole Bornedal er aktuel med den nye film Possesion. Gennem 16 scener har han skrevet til sit liv som film.
Ole Bornedal er aktuel med den nye film Possesion. Gennem 16 scener har han skrevet til sit liv som film.

Skriv om dit liv, som om det var en film. Sådan lød den opgave, jeg for en måned siden stillede Ole Bornedal. Han skulle selv føre pennen og fortælle i scener. Ligesom han har gjort det, når han som helt ung skrev digte, som lidt ældre lavede radiomontager, eller som han nu gør i sine film.

- Jeg vil gerne prøve. Et »anderledes modernistisk« indspark måske...? svarede Bornedal på mail.

Jeg forsøgte at sætte et møde op med ham. Men han havde for travlt. Både med forberedelserne til DRs tv-dramaserie »1864« om slaget ved Dybbøl, som han instruerer. Og med den danske premiere 22. november på hans amerikansk producerede gyser, »The Possession«.

Desuden stod han midt i en flytning. Da jeg endelig fangede ham på mobilen, sagde han bare:

- Jeg kan sagtens digte nogle scener fra mit liv.

- Nu siger du digte. Men det skal jo være virkeligt.

- Ja, men for mig er det det samme. Jeg kan lave nogle scener og gøre dem interessante, nogle gange kontroversielle og etiske. Jeg vil selvfølgelig aldrig nogensinde skrive en kedelig selvbiografi. Men den skal nok undgå at blive selvforherligende.

Hans mørke, jyske stemme blev tavs et øjeblik.

- Og det vil hele tiden have et personligt afsæt.

Tolv dage senere afleverede han sit manus. Teksten fungerede fuldt ud, men der var et par ting, jeg gerne ville have skåret ud i pap.

Kunne vi ikke få nogle årstal på scenerne? Kunne han ikke præcisere, at når han skriver »Patricia«, så er det skuespilleren Patricia Arquette, som spiller den kvindelige hovedrolle i hans amerikanske film »Nightwatch« fra 1997?

- Ikke meget for at præcisere for meget, svarede han.

- Pointen er, at tid og rum flyder sammen – og også mennesker. Det er svært nok, at jeg nævner en del nobiliteter i omkredsen – og har overvejet at tage det ud – så at definere yderligere gør teksten svag og promoverende. Jeg tror, vi må indse, at det her er en »take it or leave it«. Hvis man er på vognen, så kan man også selv læse indad og regne ud, hvem de enkelte i galleriet er. Det er en del af »spillet«. Og så underspillet MÅ det være.

Så her er Ole Bornedals uredigerede manuskript over sit eget liv. Tilsat en billedside, som han også selv har »instrueret«.

PS. Skulle nogen alligevel få brug for lidt hjælp, er der en fakta-boks om ham på næste opslag.

1. scene

Lille lejlighed i provinsen. En stue, et soveværelse. Gangen. Gasblus i køkkenet. To. Piphans i buret i vindueskarmen starter straks kvidderet, da hans tæppe bliver trukket fra.

Der er gråd. Peter er formørket. Lille dreng på fire-fem år – indadvendt. For et øjeblik siden strålede han. Nu er skyggerne flakkende sorte og overalt. Kryber selv ind foran solen i vindueskarmen, sidder på gulvet med en bil. En bil, han holder, men ikke leger med. Gået i stå, og mor sidder dernede i hjørnet og hulker sært. Lillebror er nyfødt og sanser det hele: Stilheden, solen, skyggerne. Hører gråden, mærker dem alle i lokalet.

Man fornemmer, at der er sket en katastrofe. Far har forladt hjemmet, mens mor stadig har smerter i underlivet efter hjemmefødslen. Så stille, så stille er gråden, at de døende fluer i vindueskarmen overdøver den – og ligesom al natur er ligeglade med menneskene.

Han klukker i vuggen, og hans lillefinger rammer en lille rangle i sølv, som hænger over ham, støbt som en kanin. Og 53 år efter ligger den på bordet ved siden af ham, mens han skriver dette manus.

Her, lige ved siden af skriften i tre dimensioner, og han ser på den og husker stadig dens smag af sølv.

2. scene

Gaden svømmer i børn. Niels og Flemming, Pia, Sanne, Jesper, Carsten, Kisser og Chrisser, Per og Ole og Peter og Roberto, Lille Per, Lars og Solveig og Jane. De leger far, mor og børn, og Ole er faren og fortæller dem, hvordan de skal gøre.

- Nu kommer du hjem, og så skal vi spise.

Han ved ikke, hvad en far er, men ter sig som en, og de mindre unger følger blindt hans idéer.

Universer sprudler omkring pæretræet og bag murene. Cowboy og indianere, så velspillede og med så stor indlevelse, at hjertet hamrer i brystet på ham, når han sniger sig ind til drab. Der står de på en lang række med deres blegsolede hår i modlys og ser ind i kameraet, mens det tracker ned af rækken.

Aner ikke, hvad der skal ske ude i den her fremtid, han nu taler fra: Roberto, der bliver pilot og flyver en af Ruslands oligarker rundt i Lear Jet mellem London og Genéve. Kisser, der endnu ikke ved, at han en dag skal ende på en rasende destruktiv tour de force på en Harley gennem Vietnam, efter at hans indfødte kone har nuppet det hele. Lille Pia, der sidder år efter år på et slammet værtshus omgivet af røg og meget ældre mænd med dårlige tænder. Peter, der skal blive en af verdens førende eksperter i Nietzsche og tysk filosofi, og Ole, der står der og filmer det hele, og som stadig laver iscenesættelser.

Også nu. Det kunne være sket i går. Tiden er en konstruktion. En vedtagelse. Var vi kun sjæl, ville vores erindring være lige så konkret som nuet eller det kommende øjeblik i en fælles flod af væren. Han svømmer hver dag i den. Han er i dag, hvad han var i går og for 45 år siden. Ikke uforandret, men i et konstant fællesrum. Det hele findes og kan fremkaldes når som helst. Og en stor smerte er det, pinefuldt indimellem – men også et privilegium at gå mellem billeder som aldrig bliver glemt.

3. scene

Moren græder sjældent nu. Men hun har også to flotte velopdragne drenge, der giver livet indhold. Han entertainer hende stadig, når skyggerne bliver for dystre. Vigtigt med humor her, hvor den intense luftforurening kommer fra tre vindretninger.

Fra vest lugter det sødt og tykt af blod ud over byen fra blodfabrikken nede i havnen. Fra syd, Portlands cementfabrikker, der lægger hvidt støv over hele byen, og fra øst, syrefabrikkens tætte gule røg, der klasker ned over ungerne som et tungt syntetisk ryatæppe.

Ungerne rimer på lungerne, der brænder i brystet, hver gang de tager en dyb indånding, og selv jysk enfold i hovedet på en 10-årig sundbynit fra et prollekvarter kan få dem til at udbryde:

- Det her kan sgu da ikke passe!!

Det er ikke en lyrisk overdrivelse, men det ER giftgas over skolen. Han fortæller vittigheder til Holmsgaard i en uendelig strøm. Det holder regnetimerne i skak, for Holmsgaard er joke-addict. De andre vender sig på stolene og ser forventningsfuldt ned mod ham i starten af hver time:

- Kom nu, Ole! Fortæl en til!!

Fra tredje række i Regina skråles der, når fyrværkeriet efter reklamerne baldrer frem, og filmen starter, og INTET kan overgå de timer, der bliver slået ihjel sammen med Wayne og Flynn. Store film, vigtige film. Film, der handler om helte og drømme og de gode ting i livet. Om anstændighed, livskraft, håb og kærlighed. Om mod og stålsat vilje under Navarones tordnende kanoner. Alt, hvad børn skal lære. Alt er godt.

4. scene

Han gyser. På TV er der én kanal og derfor ét uundgåeligt program, der handler om en mor med hjernesvulst. De åbner kraniet og finder en tennisbold i knolden – og hun dør. Han går i seng, og de næste mange år er bønnen til Vorherre uendeligt lang – vendt mod væggen. Duften af tapet og puds, surt sengetøj, der trænger til at blive vasket, og Vorherre, der skal beskytte mor.

5. scene

Hvis Gud har humor, så har bedemanden det ikke. Han er knastør, den bedemand. Det patetiske visne ansigt ser lidende ned i kataloget, som han vender med sin alt for tørre finger og lange gule negl, der minder om et træ.

- Så er der den her – den er meeeeget populær, synger han på nordjysk og peger på kisten...

og bliver lidt professionelt grådkvalt. Han vender et katalogblad igen og peger med svampeneglen. Denne gang på bårebuketter.

- Så er der denne her rose – den er meeeeget populær.

Alle er væk, og han må selv stå for begravelsen. Ved kisten vifter han præsten væk, som ikke skal sige ord om den mor, han ikke ved noget om, og forsøger selv at overtage. Det er en hulkende tale gennem gråd og hamrende ensomhed.

Senere sidder resterne af familien i vinduet i køkkenet og ser ud over de tomme fodboldbaner, vinden i gadelygterne og Portland ovre på den anden side af fjorden.

- Hvo’n syns du min tale, den var« forsøger han for at bryde tavsheden. »Pinlig – det var virkelig pinligt.

6. scene

De er de to største filmproducenter i verden, og de stråler. Han er lige ankommet i limousine og first class ticket over Atlanten til suiten på 44. etage på Four Seasons, der stråler ud over Central Park.

Om lidt kommer Soderbergh for at diskutere manuskriptet, og Weinstein jubler. Han er den sidste nye i deres »stald«. Udover Steven, så også Guiellermo og Robert og Quentin, Koontz og Wes Craven – namedropping nok til at breake samtlige jantelovsparaplyer i verden. Bob har købt dem alle sammen.

De tager på den bedste hemmelige kendte restaurant i NY, og senere læner præsidenten for selskabet sig tilbage, klapper sig på maven og siger de livsnydende ord:

- We need a change of atmosphere.

Den altid ventende limo kører dem ned til Greenwich, og ambitionerne stråler om kap i samtaler om mexicanske B-film, Bergman og Antonionis sidste manuskript, de har tænkt sig at indkøbe til ham og lade ham instruere.

Villaen i Brentwood er enorm. Swimmingpoolen altid solskinnende azurblå. Cederholm og Bodnia kommer på besøg og er skæve hele tiden...og han er bare bekymret over, om de finder hjem til Granville Avenue i den bil, han låner dem hver dag.

Vicky er gravid, og lille Johan lever fortumlet mellem bekymrede mor og travle far. På baren med skuespillerne ligger Patricia under bordet hele tiden for ikke at blive genkendt, og han går ud med Ewan for at sidde på trappestenen og ryge en smøg.

Med udsigt over trafikken på Santa Monica Blvd. bliver de enige om, at hun er tosset. Det hele er tosset. To charlatans fra Jylland og fra Skotland er endt her stik mod alle odds, og han fortæller Ewan, at han stensikkert en dag vil blive en stor stjerne. McGregor storgriner.

Læs også: 

7. scene

Hun bløder. Han står i solen på Granville Avenue og hører, hvordan ambulancens sirene kommer nærmere og nærmere. Det lyder ligesom på film. Hun er ved at miste barnet, og på hospitalet, der har den bedste læge i verden, får de at vide, at man enten må abortere, risikere et dødfødt eller svært hjerneskadet barn.

En mor tager ikke selv den beslutning. Man kan ikke bare miste sit barn. Ikke i næsten sjette måned.

8. scene

Ved siden af hans mors grav på Holmens Kirkegård er det snart november. De har som sædvanlig sat lyng på graven og er ved at gøre klar til vinter. Den lille sten i regnen ved siden af Rigmors større siger bare »Sara«.

I en lille urne...ikke særlig populær....ligger det lille ufødte væsen forvandlet til aske. Del af deres skæbne og et evigt minde om, hvor svært det her liv kan være at overleve – især som levende.

Men 365 dage efter, at Sara bliver dødfødt på UCLA Hospital i LA – inden for nøjagtig samme time – bliver Claudia født. Eller som hans ven Tor, videnskabsjournalisten, siger det:

- Claudia blev født på nøjagtig det samme punkt på jordens bane omkring solen. Hun stod på akkurat samme sted, som Sara stod af.

Et par år efter kører han op gennem Granville Avenue for at se huset og mærke mindet fra de frygtelige dage i kolibrier og solskin. Det er brændt ned!

En tynd skal af sodsværtede mure står tilbage af det forbandede hus, og familien, der overtog det, overlevede kun med nød og næppe gaseksplosionen med tredjegradsforbrændinger på over 80 procent af kroppen.

9. scene

»The Possession« er bare et arbejde. Der er et hul mellem de andre projekter, og Sam Raimi har ringet og tilbudt en horrorfilm, der læser middelmådigt, og som er en genre, han ikke bryder sig om. Handler om en skilsmisseramt familie og den forbandelse, der rammer dem, da deres 12-årige datter besættes af en Dibbuk, en jødisk dæmon.

Han tager jobbet. Forsøger at vinkle manuskriptet. Gøre det levende, menneskeligt. Måske endda med lidt held: Viist. Og så er der æstetikken. Kan man få den til at leve igen, skabe et øjeblik af menneskegrafisk storhed...så rammer det måske en nerve.

»The Shining« var en opvisning i æstetikkens sejr over genren. Den lille drengs gocart-ture ned ad gangene på hotellet over bløde tæpper og gulve – gulv og tæppe, tæppe og gulv – skabte en hemmelig dimension i fortællingen, som aldrig kunne stå i manuskriptet.

»The Possession« er en af de udfordringer.

Og så er han væk fra børnene igen. På 18. etage i højhuset i Vancouver, der ser ud over The Bay og Island, ensomt efter dagens slæb med holdet. En skuespiller, der var doven i dag, og producenter som skal besejres. Dagligt. Omgivet af tusindvis af kokke, dårlige idéer og tvivlsom smag.

Filmkunsten er en flod fuld af Piranhaer, for alle har meninger og skarpe tænder. Det handler om at navigere og svømme hurtigere end de andre. Tænder for MTV og studerer Black Eyed Peas. Så poppet techno, at det gør ondt, og selv hans børn synes, det er flovt, når han siger, at han godt kan lide dem. Men fascinerende er det, ikke desto mindre.

Der skjuler sig ofte mange små genialiteter i selv de værste film og numre, og TØR man virkelig sige højt, at Nielsens Fjerde, der er kanoniseret, er røvkedelig, men at Seebachs »Den Jeg er« er betagende?

Nej. Det er nemmere ikke at tabe ansigt end at følge sit hjerte. Derfor forlod han også teatret. Der blev for meget hjernesnak og for lidt fornemmelse for fortællingens urkraft. Det vil sige den, der åbner alle døre ind til latter, begejstring og betagelse og får en til at glemme – først og fremmest sig selv – og derfor bekræfter selve livet. Udslet subjektet for at blive subjekt.

10. Scene

Bowie modtager ham på 21. gade i øvelokalet i NY. Måske skal han bruge Bowies musik, og de går ned bagerst i de slidte ydmyge prøvelokaler, hvor bandet venter. De øver. Der er en stol midt i rummet. Til ham.

- Please, sit down. Let me play a few tracks for you.

Pia og Roberto og Chrisser og Sanne ser på helt fra Nørresundby, mens Bowie begynder at spille for ham. Står der med mikrofonen i hånden og musikernes instrumenter, der kører gennem mixerpulten, og lyden brager ud og slår ham næsten af stolen.

Bagefter trækker Bowie ham ind i et mørkt lokale ved siden af og har lige et ekstra nummer på en lille slidt walkman uden låg, som han skal spille et nummer fra. Propper hovedtelefonerne i ørerne på ham og tænder. Bowie står nervøst foran ham og bider sig i kinden og læser den mindste reaktion på musikken.

Selv den største kunstner vil altid være et lille barn i sin skabelse. Hudløs angst vil altid være en følgesvend i den enorme eksponering, man smider sig selv ud i. Det, som dumme medier og anmeldere fejlagtigt tror, handler om selvglæde.

For al kunst er et offerprojekt. Når det private, det hemmelige, idiosynkrasierne, traumerne, frustrationerne – det, som alle andre bekvemt kan opbevare i eksistensens klædeskab og tage af og på efter forgodtbefindende – bliver iklædt et udtryk og stillet til offentligt skue af kunstneren og hans ublufærdighed. Hans levevej.

Hvorfor bliver man ikke hundetræner, gartner eller ønolog? Fuld af indestængte hemmeligheder og rødvin! Apropos: Mik griner. Hvad fanden ved anmelderne? En anmelder er jo bare en akademiker, der selv ville være kunstner, men som fejlede. Og hvad så om anmeldelser er lunkne, siger han over den tredje flaske vin i det elskede Kikhavn.

- Sagen er jo, at hvis jeg holdt op med at skrive mine bøger, og du holdt op med at lave dine film, så ville ingen opdage det! Verden vil være ligeglad. Alt, hvad der betyder noget, er, at vi lever livet med børn og venner. Hvad vi LAVER – det er ligegyldigt!

Han så ned og huskede tilbage på mor, da hun lå på Sygehus Syd med en udsøgt samling af dødelige tumorer i hele kroppen, og da de sad der og samtalede i mørket om hendes kommende død.

De enedes om, at der kun var en eneste sandhed: En eneste, som til gengæld gjaldt alle, og som lød som et af de her jyske fyndord, man egentlig helst tilskriver gamle tanter og vender ryggen til:

- Alt andet er ligegyldigt, hvis bare man har et godt helbred...

– men som ikke desto mindre ER en ultimativ sandhed.

11. scene

Børnene... Johan, Claudia, Fannymusen og så Lille Peter.

- Hva’ ska’ du lave, når du bli’r stor, Peter ? spørger han på en af sine lange cykelture med tre-årige Peter siddende i cykelsædet på stangen foran.

Peter tænker.

- Når jeg bli’r stor, skal jeg drikke øl li’ssom dig.

12. scene

Den kvindelige samtaleterapeut ser hen på ham med et sløvt blik og spørger:

- Så hvor tror du så, dit had imod kvinder stammer fra?

Han ser forvirret over mod sin kommende eks, som har siddet der et stykke tid før den fælles konsultation og nu slår blikket ned. Han husker, hvordan den gamle storm fra sidst i 1970erne blæste og mærker her brisen igen.

Militante grimme kvinder som i fuldt alvor kunne diskutere kastration af mænd, fordi de jo nok selv var mænd. Et mirakel, at man overlevede med både pik og ånd i behold. Men en stor del af en generations mænds selvværd blev nok ødelagt, enten fordi de BLEV kastrerede, eller fordi deres medfødte skandinaviske syndefaldsskyld fik dem til selv at tage det kønspolitiske selvmordsbælte på med ønsket om, at 700 jomfruer ventede dem i et utopisk kusse-paradis efter 70er-helvedet.

13. scene

Da hun træder ind ad døren, beder han hende om at træde ud ad den igen – men går med hende. Han lever de her dage i rutiner. Går lange ture med Anton hver morgen, som ganske vist er født som Labrador, men som inderst inde er et menneske.

Den dag skal hun, Helle, skuespillerinden komme til en kop kaffe. Snak om roller og om film. Og de går. Længe. Og taler. Og da de kommer hjem, har de ikke lyst til at slutte. Da hun langt om længe går ud af døren, ved han, det er hende. Den, som han har ventet på.

Der findes meget pragmatik i den konkrete verden. Som man så hurtigt bliver mæt af. Og der findes derfor så stor sult efter det mystiske modsatte. Man kan lægge tarot-kort og gå til terapi hos et fjols med hårpisk i Brøndby, der stryger en med en kondorvinge til 600 kroner i timen, mens han vifter pruttesød røgelse ud i rummet.

Der findes på kort jysk: Meget pis. Men der er alligevel noget, som ER uforklarligt, som tilhører intuitionen, improvisationen, fornemmelsen – den her sjældne oplevelse af storhed, når ALT går op, uden forklaring. Når Tornatore i slutningen af »Cinema Paradiso« viser alle de sammenklippede kys, som den gamle operatør har samlet gennem årtierne, de censurerede kys, den katolske pater havde forbudt i landsbyen og nu mange år efter spiller dem, så mærker ALLE scenens enorme poetiske kraft som indiskutabel.

Og lige dét er målet. At nå derhen, hvor scenerne er en dør ind til det næsten uopnåelige rum af menneskelig visdom, sandhed og skønhed. Der, hvor vi alle ER. Det, vi kalder Gud eller væren eller endnu bedre: Det absolutte fællesskab.

14. scene

Han sprang ud ad sengen hver morgen. I ugerne, hvor der var børn for at lave madpakker. Når de ikke var der, uanset hvem han vågnede op med, for at gå på arbejde. Havde altid for travlt med at vinde over den næste udfordring. Havde ikke tid. Men hende, han drak kaffe med nu... var som Tornatores sammenklippede kys, og det er svært at stå ud af sengen nu.

15. scene

Han har lige afsluttet et manus på 400 sider. Han er tilfreds med det. Den kvindelige hovedperson skriver i sin dagbog, som bliver fundet 70 år efter hendes død:

- Jeg har længe ikke kunnet ikke skrive mere. Og hvem der også skal læse det i eftertiden – og hvorfor – det har jeg ingen anelse om. Jeg er jo bare en død, gammel kone med tiden bag mig, og hvad andre kan lære af mit brugte gamle liv, er vel ikke meget andet, end at man må erkende, livet går sin gang, og man er godt dum, hvis ikke man får det bedste ud af det. Tak og godnat.

16. scene

Fanny er lige kommet ind ad døren med en veninde. Om lidt skal hun til dans. Claudia er hos Idun og laver fysikrapport. Johan er ude i byen. Han har en ven på den lukkede, som han indimellem besøger.

Han selv skal hente Lille Peter om lidt i børnehaven. Så skal de gå hjem sammen hånd i hånd og standse på vejen og drikke kakaomælk. Og om lidt kommer hans elskede hjem fra teatret sammen med Louis. Kanin-Ranglen ligger på bordet ved siden af ham. Han sætter den op til sin tunge. Den smager stadig af sølv.

Ole Bornedal, Hellerup, 2012.

Læs også:

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.