Mette Horn: De har ikke brug for mig mere

Mette Horn spiller igen den pinlige mor i den tredje af »Max Pinlig«-filmene med premiere juledag. Modsat sin rolle har skuespilleren selv accepteret, at hun ikke længere er sine børns primære person. Men derfor savner hun stadig sin rolle som småbørnsmor.

- Vi mødre har måske været mere vant til at være helt tætte på børnenes nære hverdagsliv. Vi har trøstet, når de har slået sig og fjernet klodserne, så de ikke faldt i dem. Det er svært at slippe rollen som hende, der puster på såret og fjerner forhindringerne, siger Mette Horn om at skulle ændre moderrollen.
- Vi mødre har måske været mere vant til at være helt tætte på børnenes nære hverdagsliv. Vi har trøstet, når de har slået sig og fjernet klodserne, så de ikke faldt i dem. Det er svært at slippe rollen som hende, der puster på såret og fjerner forhindringerne, siger Mette Horn om at skulle ændre moderrollen.
- De interviews, jeg har medvirket i, har nærmest kun handlet om, hvordan jeg håndterer rollen som mor.

Mette Horns briller sidder yderst på hendes næse, og hun kigger hen over dem, mens hun siger den sætning, der afmonterer hele interviewet. For netop det emne er det eneste, der står på den obligatoriske journalist-blok, der ligger overfor den 47-årige skuespillerinde.

Burde man have forudset, at Mette Horn før var blevet afhørt om rollen som mor? Det burde man nok. Der er lavet undersøgelser af, hvad danske dagbladsjournalister snakker med kendisser om, når der skal laves store interviews.

Og der tegner sig et kønsbestemt mønster. Kendis-mænd bliver oftest interviewet om karrieren, mens interviews med kendis-kvinder oftest omhandler familien og moderrollen.

At Mette Horn for tredje gang spiller teenager-Max’ tåkrummende pinlige mor i filmen »Max Pinlig 3 på Roskilde«, som har premiere 25. december, burde indikere, at hun allerede har svaret på adskillige spørgsmål om sin egen rolle som mor.

Men nu er der ingen vej tilbage, og hvis man ikke kan snakke med Mette Horn om, hvordan hun håndterer rollen som mor, er det måske interessant at snakke med hende om, hvordan hun håndterer at slippe den rolle.

For både i filmen »Max Pinlig 3 på Roskilde« og i Mette Horns privatliv er hendes rolle som primærperson over for hendes to egne børn på henholdsvis 14 og 18 og hendes bonussøn også 18 ved at blive udfaset.

Men mens Max’ mor i filmen har svært ved at acceptere, at 16-årige Max vil løsrives fra sin pinlige mor, har Mette Horn selv erkendt, at der ikke længere er brug for hende på samme måde, som der var engang. Og selv om det er en sund og naturlig del af forældreskabet, gør det stadig en smule ondt.

- Det er en lang og sorgfuld periode. Og jeg må indrømme, at jeg kigger langt efter barnevogne og vuggestuebørn på tur. Det er jo lidt et savn, når jeg har haft børn i mit liv og så pludselig bliver der meget stille. Så skal jeg jo til at finde ud af, om der var en hobby et eller andet sted eller nogle bøger, jeg skal have læst, siger Mette Horn og fortæller om familiens hund, der mere eller mindre har overtaget rollen som baby.

Den brune labrador Stoffer tiltusker sig i hvert fald ofte plads i hundemor Mettes fodende om morgenen og bliver også lidt jaloux, når Mette Horns 14-årige datter kommer på besøg fra efterskolen.

- Det er jo en hel rolle, jeg skal lægge fra mig. Der er en masse kærlighed, som jeg ikke kan komme af med, og som ikke har nogen modtager længere – det skal i hvert fald på nogle nye flasker. Jeg har jo været centrum i nogle små menneskers liv i rigtig mange år. Hvis bare jeg var der og gad lege, så kunne det nærmest ikke blive bedre. De kiggede jo på mig og ventede på, at jeg havde tid til dem. Og så lige pludselig er der ikke brug for mig på samme måde. Nu er det mine børn, der afsætter tid til mig. Det er ikke længere deres behov – nu er det mit behov. Nu er det mest for at glæde mig, siger hun.


Mette Horn fortæller, at hendes egen søn William på 18 har været et rent tag-selv-bord, når hun har skullet hente inspiration til rollen som Max’ dødpinlige mor i filmen, der ligesom de to foregående er skrevet og instrueret af Lotte Svendsen.

Mette Horn og Lotte Svendsen stiftede for alvor professionelt bekendtskab med hinanden, da de begge var en del af revy-gruppen Emmas Dilemma, der senere blev til en serie på DR2, og Lotte Svendsen har spillet en nøglerolle i Mette Horns karriere.

Det er Lotte Svendsen, der skriver teksterne til »Damen med de blå tænder« – Mette Horns nok mest kendte rolle, som stadig spøger til firmafester – den lidt for rødvinsfulde forstadsfrue, der bare gerne vil tale om noget betydningsfuldt, og som tit ender med at sige nogle skrækkeligt pinlige og pinagtige sandheder. Gerne om de småborgerlige venner der »jo egentlig er pissekede af det« over, at manden har fundet en yngre model eller over alle mobberierne på arbejdspladsen.

Og nu har de to sammen skabt den tredje»Max Pinlig«-film. En treer, som Mette Horn i starten havde en smule svært ved at forlige sig med.

- Jeg syntes, at det hele var i fare for at blive lidt konstrueret i den her film. Det var svært at lave en film, hvor man tumler rundt i en teenagers liv – det var faktisk lidt pinligt, og jeg var da bekymret for, om jeg ville miste nogle af de point, jeg har tilkæmpet mig hos de unge mennesker, når jeg forfølger min søn på Roskilde Festivalen. På en eller anden måde var det i hvert fald nemmere, dengang Max var lille. På det tidspunkt hang vi jo sammen. Forælder og barn bliver tit opfattet som en enhed, når børnene er små. Det er det, der er så skrækkeligt pinligt for børnene – at de frygter at blive opfattet som ét kød. Teenagere kan jo bare kigge vantro på deres pinlige forældre og så gå deres vej. Når det sagt, så er jeg meget tilfreds med det færdige produkt, siger Mette Horn.

Som alle andre ængstelige mødre mener Max’ mor det godt, når hun forfølger sin søn på festival for at aflevere hans glemte oplader og i samme ombæring stikker en massiv kæp i hans frihedshjul.

Ligesom Mette Horn selv mener det godt, når hun beder sine børn om at være hjemme klokken 23.

- Min søn griner lidt af mig. Ikke hånligt, men alligevel på den der skæve teenageagtige måde. Og jeg må jo bare fortælle ham, at han kan vente sig, til han selv har sit allermest dyrebare rendende rundt midt om natten, siger hun.

Alligevel er det en smule svært for Mette Horn at kræve, at hendes egne børn overholder faste tidsrammer. For som 14-årig flyttede hun reelt selv hjemmefra, da hun forlod moderen i Gentofte for at tage på Tvind Skolecenter i Juelsminde.

Et skoleophold, som løb over i et halvt år i Marokko, efterfulgt af et år i Schweiz og et år i Aarhus.

- Jeg havde simpelthen så meget krudt i røven, og derfor kan jeg da godt se, at det klinger lidt hult, når jeg står og kræver, at mine børn er hjemme på visse tidspunkter. Min mor savnede mig rigtigt meget i den periode. Og i dag synes hun stadig, at hun mangler at give mig den sidste afspudsning. Jeg har tænkt meget på, hvad den sidste afspudsning er. Jeg tror, det er noget praktisk og evnen til egenomsorg. Jeg kan godt være lidt rodet og ikke være helt optimal omkring at sætte tingene i system for mig selv. Men det er altså fordi, jeg ikke nåede den der sidste afpudsning, siger Mette Horn.

Hun viser billeder af børnene – og hunden naturligvis – på sin iPhone. Enkelte gange tjekker hun sin mail for at se, om der er nyt om de borde, der skal lejes til sønnen Williams 18-års fødselsdag. Det skal være en voksen-fødselsdag: Åbent hus, hvor familie, venner og skolekammerater kommer for at fejre den store dreng.

Fødselsdagen er det seneste klokkeklare bevis på, at Mette Horns dage som mor til børn er talte. Hun kan til gengæld se frem til at være mor samt bonusmor for tre små voksne.

- Dybest set er det nok bare sværere for kvinder at give slip, tror jeg. Det er nok også derfor, det er et emne, som kendis-kvinder taler om – og som normale kvinder har lyst til at læse om. Mænd vil gerne høre om, hvordan andre mænd har klaret turen op ad karrierestigen. Det må være noget helt tilbage fra junglen, hvor mændene har skullet klare sig selv. Så vil de gerne læse om andre mænd, der har klaret det selv. Instinktet skal skærpes, siger Mette Horn.

- Vi mødre har måske været mere vant til at være helt tætte på børnenes nære hverdagsliv. Vi har trøstet, når de har slået sig og fjernet klodserne, så de ikke faldt i dem. Det er svært at slippe rollen som hende, der puster på såret og fjerner forhindringerne. Jeg vil jo helst gøre det hele for dem – også selv om jeg godt ved, at de bliver klogere af at gøre det selv. At det er der, den sidste afpudsning ligger.

Selv om hun længes efter at nusse barnekinder, og det stikker lidt i hjertet, at der ikke er nær så meget behov for hende i moderrollen mere, er det ifølge Mette Horn samtidig det svindende behov, der er forældres sikre succeskriterium.

- Jeg synes, at man kan aflæse, om man er lykkedes som forælder, hvis ens ungers stængler er stærke og kan bære dem. Hvis jeg nu skal ud i sådan en metafor. Hvis de kan klare at få nogen på hatten og så rejse sig igen, og om de har lært at række hånden ud mod deres omgivelser og tro på, at verden vil én det godt, siger hun.

- Mine unger har begge været på efterskole. Det er jo fantastisk for unge mennesker. De får så mange sejre samtidig med, at de også får noget modstand. De skal lære at give, men også lære, at nogen skal give omsorg den anden vej. Min søn var meget ud over det hele og gav meget af sig selv, var mit indtryk. Men han var måske ikke altid helt opmærksom på også selv at få noget igen. Og så blev han jo lige pludselig meget træt og lidt trist – for hvem passede så på ham? spørger Mette Horn.

- Jeg fandt først ud af, at han havde været ked af det, da krisen var overstået. For det var ikke mig, han ringede til. Han var gået ned til en lærer, som han var glad for, og fået kakao og noget støtte. Og bare været. Det blev jeg enormt glad for. For så kunne han jo også uden mig.

Mette Horn viser et billede af sin brunhårede søn. Datteren har hun også et par billeder af, samt et billede af sin bonussøn, der står sammen med sin far – Mette Horns nuværende mand.

- Når jeg kigger på mine unger, så synes jeg, at det er lykkedes meget godt. Jeg tror på, at deres stængler er stærke nok til, at de kan klare sig selv. For så er der pludselig mange andre ressourcer at trække på. Også når jeg ikke er der. Også når jeg er væk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.